Jesus var langt mere radikal end de kristne

- Et fællesskab med Jesus kræver mod- og mandshjerte. Hans krav er en total opgivelse af middelmådigheden, siger Peter Bastian. -Foto: Scanpix.

For musikeren Peter Bastian fordrer ægte religiøsitet troen på det absolut gode. I Bibelen ser han det udtrykt i Jesus

Hvilken tekst i Bibelen har gjort størst indtryk på dig, enten positivt eller negativt?

- Jesus siger i Matthæusevangeliet, at "hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem." Et fuldkommenhedens fællesskab kan realiseres, når menigheden retter opmærksomheden mod Jesus.

- Vores tid har nået et udviklingstrin af ekstrem individualisering. Vi har enestående frihed til at vælge og det fuldstændige ansvar for os selv, men vi bliver nødt til at finde sammen. Det autentiske selv, som er vores ypperste potentiale, kan kun realiseres i fællesskabet. Derfor læser jeg bibelteksten sådan, "at når to eller tre samles i det autentiske selv, bliver vi det autentiske selv."

Hvor stødte du på den her passage?

- Som musiker har jeg de sidste 30 år logeret på sømandshjemmene. Bibelen har ligget på værelset, og jeg har læst den på både engelsk, fransk og tysk for at generobre tekstens friskhed fra kristendomsundervisningen. Og jeg genkender det spirituelle projekts radikalitet i Jesu budskab. Et fællesskab med ham kræver mod- og mandshjerte. Hans krav er en total opgivelse af middelmådigheden.

Hvordan vurderer du Bibelens rolle i dag?

- Jorden strutter af tusind år gamle kirketårne, men hvor er de kristne, der er parate til at følge Bibelens radikale budskab? Mange kristne menigheder fungerer som lukkede stammemenigheder, der kun kan vise omsorg for sig selv.

- Men Jesus er kategorisk og kompromisløs i sit krav til mennesket, når han siger: "Følg mig." Hver enkelt kristen må være klar til et kvantespring, der kan bringe ham eller hende ud af sin selvtilstrækkelighed. Jesus var en revolutionær oprører, som stiller ekstreme krav til dem, der vil følge ham.

Peter Bastian har valgt at sende bibelstafetten videre til Jørgen Carlsen, forstander på Testrup Højskole. I næste uge vil han fortælle om en passage fra Bibelen, der har gjort særligt indtryk på ham.