Billedserie: De 10 ældste kirker i verden

I den udgravede by Dura Europos i Syrien, ligger et gammelt hus, der tidligere har fungeret som huskirke. Kirken er den ældst identificerede kristne huskirke og kan dateres helt tilbage til år 235 efter Kristus. Dura Europos var et strategisk knudepunkt på Silkevejen mellem Indien og Middelhavet og eksisterede fra cirka år 300 før Kristus til år 250 efter Kristus, hvor byen blev lagt øde af persiske sassadiner. I 1920'erne blev Dura Europos opdaget og udgravet af franske og amerikanske arkæologer. Foto: Wikimedia Commons.

I de første århundreder efter kristendommens indførelse blev der bygget adskillige kirker og klostre i landene omkring Middelhavet. Her er en samlet liste over de 10 ældste, der er fundet

I kristendommens tidligste år skød flere kirker, menigheder og klostre op i de mellemøstlige lande. Gennem tiden har de overlevet krige, ødelæggelser, jordskælv og ombygninger.

LÆS OGSÅ:Her er verdens 10 smukkeste kirker

Mange af dem er i tidens løb blevet reduceret til ruiner, men få bliver stadig brugt, enten som kirke eller som sekulariseret museum. Fælles for alle kirkerne er, at de indeholder store mængder af historie og kultur og desuden fortæller om kristendommens udvikling.

LÆS OGSÅ: Jesu hjemmebane

LÆS OGSÅ: Muslimer restaurerer verdens ældste kloster

Kilder: Den Store Danske, www.thewondrous.com

Megiddo-kirken ligger i den israelske by Tel Megiddo, og er en af de ældste kirkebygninger, der nogensinde er opdaget af arkæologer. Kirken er dateret helt tilbage til det tredje århundrede efter Kristus. I 2005 opdagede den israelske arkæolog Yotam Tepper fra Tel Aviv resterne af kirken og regnede med, at den stammede fra det tredje århundrede, hvor kristne på den tid stadig var forfulgte af det romerske imperium. Opdagelsen af kirkeruinen var noget af et tilfælde, da resterne af oldkirken befinder sig under byens topbevogtede fængsel. Ruinerne dukkede op under en udvidelse af fængslet, da man foretog en rutinemæssig udgravning. Siden har arkæologer udgravet en del af området sammen med fængslets fanger, hvilket blandt andet har afsløret et velbevaret mosaikgulv med tidlige kristne symboler indgraveret. Foto: Menahem Kahana.
I en oase mellem de egyptiske Rødehavsbjerge ligger det koptisk-ortodokse Skt. Antonius Kloster. Klosteret er et af verdens ældste og blev oprettet af Skt. Antonius' efterfølgere i det tredje århundrede. Skt. Antonius menes at være den første munk, der levede asketisk. Skt. Antonius Kloster er et af Egyptens mest prominente og har haft stor indflydelse på flere andre koptiske institutioner. Klosteret har også været med til at opmuntre det generelle klosterliv, og er nu et populært valfartssted for pilgrimme. Foto: The Granger Collection.
I den franske by Metz ligger Saint-Pierre-aux-Nonnain, som er Frankrigs ældste kirkebygning. Bygningen blev opført i år 380 efter Kristus, hvilket gør den til en af de ældste kirker i Europa. Oprindeligt fungerede den som del af et romersk bad, men blev i 700-tallet til et kapel for Benediktinerordenen. I år 1000 opførte man et nyt kirkeskib og renoverede resten af bygningen. Fra det 16. århundrede blev kirkebygningen brugt til opbevaring, indtil den i 1970'erne blev renoveret og åbnede for koncerter og udstillinger. Foto: Wikimedia Commons.
Santa Maria af Zion-kirken er en af verdens ældste kirker, men den er også stadig en af Etiopiens vigtigste kirker. Den originale kirke menes at være opført i det fjerde århundrede efter Kristus under Ezana, den første kristne konge i Etiopien. Siden da er kirken flere gange blevet ødelagt og ombygget. Første gang, kirken blev ødelagt, var under den etiopiske dronning Gudit i det 10. århundrede og igen i det 16. århundrede. Santa Maria af Zion-kirken ligger ved den etiopiske by Aksum i provinsen Tigray. Foto: Christophe Boisvieux.
Trier-katedralen er den ældste kirke i Tyskland og er beliggende i byen Trier. Kirkens opførelse strakte sig over flere arkitektoniske perioder, hvilket gør, at den både har gotiske og barokke detaljer. Kirken blev første gang opført sidst i det tredje århundrede, men fik først sin nuværende form og stil i 1035. Siden 1986 har Trier-katedralen været på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Foto: Robert Harding Images.
Skt. Simeon-kirken ligger uden for byen Aleppo i Syrien og er bygget på det sted, hvor den legendariske Simon Søjlehelgen i det 5. århundrede valgte at rejse sin søjle. Ifølge historien stod Simon på toppen af en 15 meter høj søjle i sammenlagt 40 år indtil sin død. Skt. Simeon-kirken består af fire basilikaer, der er rejst omkring resterne af Simons søjle og var tidligere det største kristne bygningsværk i Mellemøsten. Foto: Alberto Paredes.
Hagia Sofia er et af de største monumenter fra det byzantinske rige. Bygningen blev opført i 537 og fungerede som hovedkirken i Konstantinopel. Siden har bygningen både huset en romersk-katolsk domkirke og en moské, hvor bygningen i den forbindelse fik tilføjet fire minareter. I 1934 blev bygningen omdannet til et museum. Foto: Bulent Kilic.
Skt. Katharinas kloster ligger i Egypten tæt ved Sinai-bjerget. Klosteret blev bygget i det 4. århundrede og gennem årene er mange pilgrimme strømmet til stedet. Desuden er klosteret på UNESCOs verdensarvsliste og er en populær attraktion. Foto: G.R. Richardson.
Fødselskirken i Bethlehem er en af verdens ældste, aktive kirker. Kirken er bygget på det sted, hvor man mener, at Jesus blev født. Den første kirke blev bygget i år 323 af kejser Konstantin og blev senere udvidet under kejser Justinian i 540. I 1100-tallet blev kirkens interiør renoveret af korsfarerne. Muslimske herskere i landet har gennem tiden skånet Fødselskirken, bortset fra kirkens udvendige marmor, som i 1500-tallet blev fjernet og brugt til udsmykning af Klippemoskeen i Jerusalem. Foto: Musa al Shaer.