"I ørkenen kan man aldrig give andre skylden"

Ørkenens spiritualitet er langt fra individualisme og selvcentrering. Det er derimod en erkendelse af, at man altid må begynde med sig selv og aldrig lægge ansvaret over på andre, skriver præst Simon Fuhrmann. Foto: Privatfoto

Simon Fuhrmann er præst på ørkenøen Anholt. Følg med i hans tanker om ensomhed og fællesskab og ørkenens spiritualitet

Der er ingen modsætning mellem fællesskab og ørkenen, mellem relation og ensomhed.

Hvis man undgår fordommene om, at ørkenens asketers tilbagetrukkenhed skyldes verdenshad, mærker man snart, at der fra deres ord og handlinger udgår en kærlighed, der omfatter hele skabelsen.

LÆS OGSÅ: TV-munk: Alle mennesker har brug for stilhed

Når ørkenfaderen Alonios sagde Hvis et menneske ikke siger: Hvis der bare kun var Gud og jeg i verden, kan et menneske ikke blive frelst, betyder det ikke, at han ikke har blik for andre mennesker eller hele skabelsen.

Forudsætningen for ørkenlivet er, at asketen ser sig selv i alle andre og derfor er ét med alle. Tænk, hvis det er sådan, at menneskehedens natur, ja hele skabelsens natur, er så forbundet, at også vores frelse hænger sammen. At jeg ikke frelses, uden at du også frelses. At din hellighed medvirker til hele skabelsens helligelse og helbredelse!

LÆS OGSÅ:
Hvad er helligt for dig?

Ørkenens spiritualitet er langt fra individualisme og selvcentrering. Det er derimod en erkendelse af, at man altid må begynde med sig selv og aldrig lægge ansvaret over på andre.

I ørkenen kan man ikke sige: Hvis bare han og han ikke havde gjort sådan mod mig, så ville alt være godt! Man kan aldrig give andre skylden. I ørkenen lever man under præmissen: hvis der bare kun var Gud og jeg i verden.

Simon Fuhrmann er præst på Anholt og panelist ved kristendom.dk. Læs hans blog her.