LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Julekalender

"Blomstre som en rosengård" er en fuldfed gave, som det tager tid at pakke op

"Blomstre som en rosengård" er i den grad koblet til advent i dag, og der er meget opstandelse i julen, som også er en ny begyndelse, mener Birgitte Stoklund Larsen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

16. december: Der er Grundtvig for fuld udblæsning i salmen "Blomstre som en rosengård", mener generalsekretær i Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen. Her fortæller hun om salmen, som er en videredigtning af søndagens tekst fra Esajas' Bog og emmer af mellemøstlig mystik og hemmelighedsfuldt sprog

En af de salmer, som jeg bedst kan lide, er ”Blomstre som en rosengård”; det er Grundtvig for fuld udblæsning. Rent sprogligt er det en fuldfed salme.

Første halvdel af salmen er et gendigtet citat fra Esajas’ Bog i Det Gamle Testamente:

”Ryste mer ej noget knæ, ingens hænder synke, skyde hvert udgået træ, glatte sig hver rynke.”

Det er Esajas’ vision om, at verden skal blive genoprettet og hel igen. Visionen og ønsket om helhed og genoprettelse er noget, Grundtvig har forståelse for - også i sit eget liv. Han aktualiserer visionen, så det handler om nuet, og genoprettelsen bliver en mulighed for os lige nu.

Når man bliver ældre, får man efterhånden forståelse for forfald og det at man ældes. Men salmen udtrykker håbet om en ny begyndelse – og at det sker allerede ved Jesu fødsel og eskalerer til påske i genopstandelsen.

”Blomstre som en rosengård” var ikke oprindeligt en julesalme, men en pinsesalme og findes i en længere version fra 1820’erne. Grundtvig var lejlighedsdigter, og den første udgave af salmen er skrevet med et kritisk blik på hans egen grå samtid og det døde kirkeliv, hvor Grundtvig ser håb om forandring, om vild vækkelse. Han digter videre på Esajas’ jubel: Den, som halter, skal ikke bare gå, men springe. Den stumme skal ikke bare brumme lidt med, men synge frydesange!

Salmen er i den grad koblet til advent i dag, og der er meget opstandelse i julen, som også er en ny begyndelse:

”Rejse sig det faldne mod, rinde let uroligt blod, frygt og sorg forsvinde.”

Da jeg gik i folkeskole, sang vi morgensang hver dag. Der husker jeg, at vi sang denne sang. Fantastiske ord, men vi forstod ikke et muk. Den bød virkelig på et sært sprog, som overskrider vores hverdagssprog, og der er meget, man ikke umiddelbart forstår. Salmen har et kryptisk og hemmelighedsfuldt sprog, som man må afkode med alderen.

”Grant Esajas spå’de” og ”Som en hind da springer halt” – hvad pokker betyder det? Det er sådan et gådesprog, der giver en mystisk fornemmelse. B.S. Ingemann er helt anderledes ligefrem, hvor Grundtvig bruger hele registret og godt kan være en hermetisk salmedigter. Den måde, budskabet er pakket ind på, kan jeg meget godt lide.

Omvendt har salmen en dejlig og let melodi, og der er nogle ”lækre” ord, ”Libanons og Karmels glans, Sarons yndigheder”, som giver farve til de indre billeder. Libanon lyder jo som et eventyrland, noget fra tusind og én nat!

For nogle år siden talte jeg med en feltpræst, som skulle være i Libanon i julen. Da han fortalte det, dukkede billederne fra ”Blomstre som en rosengård” frem i mit hoved – det er billeder, der nærmest giver en dobbeltbevidsthed i forhold til meget konkrete steder. Grundtvig lykkes virkelig med at forbinde nogle meget konkrete ting, man kan genkende, ”det faldne mod”, samtidig med at vi er i det her mellemøstlige, eventyrlige univers.

På Bibelselskabet er vi ved at oversætte Det Gamle Testamente til nudansk, og der gør vi alt for at lukke sproget op, så det er til at forstå. Her har vi selvfølgelig også siddet med Esajas’ Bog. Når man kender Grundtvigs fortolkning i denne salme, så trumfer han jo næsten Esajas med sit eget sprog. Men begge dele har noget for sig – man forstår salmen bedre ved at læse den bibelske tekst.

”Blomstre som en rosengård” er en salme, man skal pakke op, som en julegave, der ikke nødvendigvis bliver pakket op i løbet af én jul, men som man synger hvert år, hvor man gradvist forstår mere og mere. Det er glæden ved højtidssalmerne, at man har lejlighed til at komme tilbage til dem med fast interval.