Boguddrag

Troen må bestandigt næres

"Bønnen er troens datter, men datteren må ernære moderen". Sådan skriver Christian Schriver om troen. Foto: Piotr Marcinski - Fotolia

Bogen har virket til min egen eftertanke, trøst og opmuntring, skriver biskop Steen Skovsgaard om refleksionssamlingen "Sjæleskat", som han har nyredigeret. Læs et uddrag af hans forord og et kapitel af bogen her

"For 10 år siden - umiddelbart efter at jeg var blevet biskop i Lolland-Falsters Stift – fik jeg af et nært familiemedlem foræret en bog med titlen: ”Sjæleskat” af Christian Scriver.
Jeg kendte hverken forfatteren eller bogen, men den viste sig at være et omfattende værk i fire bind, skrevet af en tysk præst og magister Christian Scriver.

Den blev udgivet første gang på tysk den 26. april 1675 i Magdeburg, og senere oversat til dansk og udgivet i 1741-42. Bogen udkom derpå igen på dansk i 1888 i en ny og lettere
revideret udgave, og det var dette værk på et par tusinde sider, og med gotisk skrift, jeg fik som gave. Umiddelbart tænkte jeg, at de fire bind nok bare ville komme til at pryde min bogreol på ontoret, for hvornår skulle jeg dog få tid og lyst til at læse et så gammelt og stort værk? Men gaver skylder man som bekendt i det mindste at åbne, hvilket jeg da også gjorde, og jeg havde ikke æst mange sider, før jeg blev grebet af både sprog, stil og indhold."

Kapitlet "Om tro" er gengivet her:

1. Det er ikke langt fra hinanden at tro og så inderligt begære at tro.

2. De, som har god kundskab om urter, beskriver den skrøbelige vækst, som man plejer at kalde hørsilke, således: Den har i og af sig selv ingen synderlig kraft, men den former sig efter den plante, omkring hvilken den snor sig. Således går det også med troen. Den har sin kraft af Guds søn Kristus Jesus, som den hænger ved, og på det nøjeste forener og forbinder sig med.

3. Således er de troende ligesom morbærtræerne, som springer sent ud, men de har dog i den stærkeste hede allerede modne frugter, med hvilke man kan forlyste og vederkvæge sig.

4. Troen er som et barn, der ligger ved sin mors bryst. Jo mere die det suger, jo mere vokser det.

5. Bønnen er troens datter, men datteren må ernære moderen.

6. Troen må bestandig kæmpe, stride og brydes.