Forfatter: Dødens endelighed er det sværeste at forlige sig med
Når ens kære dør, hører en samtale op, et sanseligt nærværende menneske forsvinder, og omgivelserne står tilbage uden den mening, de før havde, skriver Henrik Wivel i forordet til Det her er hjertet, som netop er udkommet. Læs uddrag her
Dødens endelighed. Et menneske, der har mistet, ved, at netop det er det sværeste at forlige sig med. Dødens endelighed.
Når ens kære dør, hører en samtale op, et sanseligt nærværende menneske forsvinder, og omgivelserne står tilbage uden den mening, de før havde.
I mødet med det definitive og tilsyneladende meningsløse bliver det et ønske hos den efterladte at fylde tomrummet ud. At gøre den afdøde nærværende igen, ikke i øjeblikket, men i erindringen. Den levende bærer den døde med sig i sorgen, der på den ene side er kærlighedens og glædens pris og på den anden side er drivkraften bag alle de minder, som nu må tage form.
Døden er udtryk for en transformation. Det er lige så banalt, som det er frygtindgydende. Ved døden ophører livet, og tilbage er alene det afsjælede legeme, som stedes til hvile i graven med en reel eller imaginær slutsten ovenpå. Men transformationen gælder ikke alene den døde, men også den efterlevende. Der er et før og et efter. Og meget lidt forbliver det samme.
Den efterladte tvinges også ind i en transformation, hvor det jeg, der tidligere var, nødvendigvis må erstattes af et andet. Skellet mellem datid og nutid bliver definitivt, deraf smerten og længslen efter på en eller anden måde at overkomme smerten og gøre den tålelig at leve med. Det, der før var, skal gerne blive en del af det, der nu er. Og det uanset den rådvildhed, den efterladte står tilbage med.
Den svenske forfatter, dramatiker og kulturskribent Bodil Malmsten beskriver i digtet "Det her er hjertet" fra 2015 de modstridende følelser, den efterladte er fyldt med, og den transformation, der bliver tvingende nødvendig efter døden og adskillelsen. Hun beskriver et menneske, som tidligere følte sig som én i samlivet med den anden, men som nu føler sig forvandlet og splittet mellem før og nu; alene.
Og hun beskriver alle de følelser, dette menneske nu må bære i sig og med sig: sorgen, smerten, savnet og længslen efter den og det tabte; men også vreden, skylden og fortvivlelsen. Det eksistentielt uforståelige og uoverkommelige. For hende som skribent ligger en mulig, ikke forståelse, men bearbejdelse i skriften, dette at formulere sig om det, der i sidste ende er tavst og uden svar: døden og den døde.
Digtene i "Det her er hjertet" udgør et sammenhængende hele. Der er tale om ét langt biografisk og fortællende digt, hvor forfatteren fra den chokerende meddelelse om den tidligere samlevers død ruller deres liv sammen op i erindringen.
Alt det før: mødet, kærligheden, samlivet, erotikken, men også skænderierne og så det at flytte hver for sig, trods den dybe gensidige afhængighed. Og alt det efter: ikke længere at blive set som den, man er, ikke længere at være kendt fuldt ud, forsøget på at gribe den, man har mistet, og bearbejde sorgen ved professionel hjælp. Hun beskriver ikke alene den eksistentielle angst, men også den rent fysiske frygt, der kommer, når den andens død forstærker følelsen af ens egen dødelighed. Den overgribende metafor for dette er hjertet, det lyriske jegs hjerte.
Et udsat hjerte, der, ved den elskedes død, spaltes og perforeres og holder op med at slå i den vanlige rytme. Det arytmiske er et gennemgående træk ved Bodil Malmstens digte, de går ikke op, de kommer stødvis, uregelmæssigt og udstanset i ord og brudte sætninger.
Således kan prosadigtene i Det her er hjertet også læses enkeltvis. Digtene er i den forstand ligetil. Konkrete og forståelige – brugsdigte. Alle, der har mistet, kan spejle sig i dem og finde ord for det, som er så vanskeligt at forstå og tale om, endsige selv sætte ord på. Bodil Malmsten har gjort sig umage med at tale til de efterladte ud fra den tanke, at hun i den forstand ikke er alene i verden, men nødvendigvis må have læsere, hun kan dele sorgen med. Selv om sorgen med hendes egne ord i sidste ende er personlig, ja privat, udelelig og uden for terapeutisk rækkevidde.
Dette mulige fællesskab genskriver Bodil Malmsten i sine digte også i form af en række referencer til den klassiske mytologi og til andre kunstneres tekster, som hun direkte eller indirekte citerer og måske føler samklang med: Søren Kierkegaard, B.S. Ingemann, Edgar Allan Poe, Birger Sjöberg, Ulf Lundell og David Bowie. Kunstnere, for hvem døden altid var og er nærværende som forudsætning for det at skrive, synge og skabe og give livet, om ikke en mening, så dog en mulighed for at folde sig ud.
Bodil Malmsten levede en lang årrække sammen med billed¬kunstneren Peter Csihas (1945-2011), som hun fik datteren Stefania Malmsten med. Parret forblev ikke sammen, og i 1999 bosatte Bodil Malmsten sig i Frankrig. Her skrev hun i 2004 under indtryk af tsunamikatastrofen i Thailand digtet "Sorg", der danner et afgørende forlæg for de erfaringer, der foldes ud i Det her er hjertet.
I 2010 flyttede Bodil Malmsten tilbage til Stockholm. Hun ønskede ikke selv, at hendes digte i Det her er hjertet skulle læses selvbiografisk som en elegi over Peter Csihas' død. Digtene var for hende – som al kunst – almene i deres udsigelse og erfaring. Bodil Malmsten døde i februar 2016 af kræft, hun blev 71 år gammel.
Jeg ligger på siden med knæene mod brystet
Som en snekke ligger jeg
omkring mig selv
Cirkulerer omkring centrum
hvor smerten er
Der findes noget inden for rækkevidde
som altid er uden for rækkevidde
som ingen kan favne
Der findes noget
som alle længes efter
som er at være en del af noget større
Det vil sige længes efter
Som du behøvede mig
Som jeg dig
Kærlighed er at jeg vil
at du er til
ANNONCE: Køb bogen her