Jonas "Hymns from Nineveh" Petersen: Bøn er en konkret angstdæmper

For sanger og sangskriver Jonas H. Petersen er bøn et fristed, som giver ro, og hvor man ikke behøver at præstere eller tale. Artiklen er en del af en serie, som bringes i forbindelse med store bededag, hvor kendte danskere fortæller om deres forhold til bøn og bønsliv

“Til hverdag beder jeg helst mine egne, frie bønner, men på det seneste er jeg blevet glad for også at benytte den ældgamle bøn, man kalder hjertebønnen eller Jesusbønnen. Den er kort og enkel som et lille digt og efterlader en ro i kroppen. Det synes jeg egentlig er kendetegnende for al bønspraksis for mit vedkommende. Bøn giver ro.”

For Jonas H. Petersen, også kendt som forsanger i bandet Hymns from Nineveh, kan bøn en masse forskellige ting alt efter hvilke livssituationer, han står i:

“Der findes mange forskellige bønsgenrer, fordi der er mange forskellige livssituationer, hvor bøn kan inddrages. Jeg tænker bøn som samvær med Gud, ikke nødvendigvis som en mono- eller dialog, men en tilstand, hvor der er kontakt og fællesskab med Gud i det, man med et gammelt ord kunne kalde lønkammeret, det skjulte rum.”

Efter for nylig at have læst Søren Kierkegaard bog "Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen" fandt Jonas H. Petersen en stor befrielse i, at det i første omgang er nok at være, tie og lytte:

“Det er en lille, fin bog med tre taler, der tager udgangspunkt i den passage i Bibelen, hvor Jesus taler om bekymring og om, at mennesket skal tage ved lære af fuglen og liljen. Her, siger Kierkegaard, er bøn i første omgang en øvelse i at tie, fordi fuglen og liljen er tavse. De kan ikke udtrykke bønner med ord, og alligevel giver Gud dem det, de har behov for."

Det var en befrielse for Jonas H. Petersen at læse, at bøn også er at tie, fordi det belyser et andet punkt i bønnen: At bøn er et sted, man kan søge hen i tavshed og ensomhed:

"Det var jo også det, som Jesus gjorde, når han ville bede. Bønnens sted er befriet fra præstationssamfundets udmattende jeg-centrerethed. Her er det nok i første omgang at være, tie og lytte. Og så få alt det andet i tilgift, så at sige.”

Hymns from Nineveh-sangeren er i dag sine forældre taknemmelige for, at bøn og bønsliv altid har været en del af hans barndom og opvækst:

“Jeg har været heldig med, at mine forældre har eksponeret mig for bønnens mulighed, siden jeg blev født. De har insisteret på at lade bøn være en fast del af vores familieliv, og det er jeg meget taknemmelig for, selvom jeg, da jeg var barn, nok syntes at eksempelvis bønnen efter aftensmåltidet kunne være lige lovlig lang i det. Vendepunktet, hvor jeg selv erfarede, at bøn var vigtigt for mig, kom i min tidlige ungdom, hvor jeg led en del af angst. Her blev bøn en konkret angstdæmper; en flugtvej.”

Jeg takker Gud for, at birketræerne findes

Selv om sangskriveren kan bede altid og alle steder, så foretrækker han at begynde sin dag på en helt bestemt måde, og det indebærer en bøn:

"Jeg kan i princippet bede altid alle steder, men mine bedste dage begynder med, at jeg har tid til tidligt om morgenen at holde andagt, siddende på min terrasse med en kande kaffe, stirrende ud i et stort birketræ. Jeg kalder det min forundringstime - et ord lånt fra Martin A. Hansens Løgneren, uden sammenligning i øvrigt," siger han og fortsætter:

"I den føromtalte bibeltekst om bekymring taler Jesus også om det at søge Guds rige først og derpå få alt andet i tilgift. Det har altid været lidt dunkelt for mig, hvad det vil sige, at søge Guds rige og at gøre det først. Men at begynde dagen med en bøn kunne være et konkret eksempel på det. Så sidder jeg dér på min terrasse og vågner, søger og forundres over ting såsom at birketræerne findes. Og så takker jeg Gud for det.”