Bønsliv

Hvordan kan vi som kristne finde åndelig vejledning?

Der findes flere metaforer for en åndelig vejleder: ven, hyrde, lærer, men for mig er den bedste betegnelse: ”en medvandrer på troens vej”, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell. Foto: Iris

Martin Luther vidste det. Desmond Tutu ved det. Hvis man i sit liv har en længsel efter Gud i sit hjerte, er det meningsfuldt at få en medvandrer på sin åndelige vej, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell

Den moderne Nikodemus-tænkning, hvor mennesker kan være på tomandshånd med præsten, synes at være en ny trend.

Mange mennesker længes efter autentisk vejledning i relationen til Gud samt i egen bønspraksis.

Inden for en dansk kirkelig horisont er åndelig vejledning mindre kendt, men den har lige som ”sjælesorg” (cura animarum) oprindelse i den ældste kirke og er derfor gennem en lang tradition integreret i kirkens praksis verden over.

Kirkens svar på den stigende åndelige interesse kan bl.a. være åndelig vejledning samt den praksis af fordybelse i form af bøn, meditation og bibellæsning, som er knyttet hertil. Åndelig vejledning opstår, når et menneske søger Åndens vejledning gennem et andet menneske.

Bønstraditionen går helt tilbage til kristendommens begyndelse og blev holdt særlig levende i klostrene gennem åndelig vejledning. I sig selv er kristen spiritualitet økumenisk og sprænger kirkegrænserne.

I England kaldes en åndelig vejleder: ”spiritual director” eller ”spiritual companion”. Dets latinske oprindelse betegner ”én, der spiser brød med!” - et smukt udtryk, der leder tankerne hen på den vidunderlige Emmaus-beretning fra Luk 24, 13-35.

I USA kaldes den åndelige vejleder for ”spiritual guide” eller ”spiritual counselor”, mens hun eller han i Tyskland kaldes ”geistliche(r) Begleiter(in)”.

Der findes flere metaforer for en åndelig vejleder: ven, hyrde, lærer, men for mig er den bedste betegnelse: ”en medvandrer på troens vej”. Altså ikke en guru, der finder de vise sten, men en hjælper, der selv er på vej. Det store spørgsmål er, hvor vi finder åndelige vejledere med erfaringens tyngde, intuition og åndelig indsigt i tros- og bønsliv?

Søren Kierkegaard siger et sted: ”At bede er at ånde. Derfor er spørgsmålet om, hvorfor vi beder, et dumt spørgsmål. Hvis ikke vi trækker vejret, dør vi. Ikke at bede medfører åndelig død.”

Alle har brug for en åndelig vejleder. Det vidste Martin Luther. Det ved Desmond Tutu. Hvis man i sit liv har en længsel efter Gud i sit hjerte, er det meningsfuldt at få en medvandrer på sin åndelige vej.

Vi har alle brug for at sætte ord på deres tro og længsel efter Gud. Udover samtale, sjælesorg og skriftemål er det naturligt at modtage åndelig vejledning, troshjælp til at opdage, hvor Gud er nærværende i ens liv.

Forløbet kan f.eks. strække sig over 30 min. pr. gang, en gang om ugen, i alt 10 gange. Inden man kommer første gang, bør man overveje, hvad ens dybeste længsel er. Og prøve at besvare ét af spørgsmålene fra fire bibelsteder, hvor Gud taler til os:

1 Kong 3,5: ”Sig, hvad jeg skal give dig!”;
Mark 10,36: ”Hvad er det, I vil have, at jeg skal gøre for jer?”;
Mark 10,51: ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?”
og Joh 1,38: ”Hvad vil I?”.

Man prøver m.a.o. at formulere sine ønsker til Gud. Det er ikke blot undervisning i den kristne tro. Det bygger på ignatiansk tradition som hjælp til selv:

a) at erkende, hvor Gud er til stede i ens liv
b) at svare på Guds kald
c) at bedømme, hvad der er Guds vilje i ens liv

Emnerne kan være: familiens fællesskab om troen, skyldfølelse, hjertets ensomhed, længslen efter at komme Gud nærmere, hjælp til et dagligt ritual, at få prikket hul på blufærdigheden og få hjælp til at bede og sætte ord på det med troen…

Augustin skriver et sted: ”Guds længsel er det levende menneske”. Længslen er altså det sted, hvor Gud og mennesker mødes. Åndelig vejledning handler således ikke om terapi, men om vores relation til Gud og at øve sig i en religiøs praksis. Man kunne kalde det troshjælp til indøvelse af kristen spiritualitet.

Det er vigtigt at bestræbe sig på at bruge ½- 1 time hver dag på bøn og stilhed. Det, der på godt gammeldags hedder fromhedsliv. Det vil sige fokus er på den enkeltes gudsforhold og bønspraksis.

Rent praktisk kan samtalen indledes med at bede en bøn og tænde et lys som tegn på, at vi ikke er alene, jfr. Jesu ord: ”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem”(Matt 18,20). I fællesskab lyttes til Helligåndens tilstedeværelse i Bibelens tekster og i den enkeltes liv.

Det er vigtigt, at den vejledte SELV finder frem til en afgørelse. Vejlederen skal ydmygt lytte til Guds dagsorden - ikke sin egen! Når vejlederen har lyttet sig ind til sagens kerne, læses en bibeltekst eller et salmevers. En anden mulighed er at finde et billede frem, som kaster lys over den enkeltes problematik. Endelig aftales, hvad der skal mediteres over indtil næste møde, og der sluttes med en bøn og velsignelsen.

Den åndelige vejledning består først og fremmest i at ledsage det andet menneske på bønnens og livets vej i overbevisningen om, at det er Kristus selv, der er vejen, hvorpå vi møder livet, og som selv skænker den sandhed, han mener, den enkelte er i stand til at modtage på nuværende tidspunkt. At få lov at slå følge med et andet menneske på vejen mod Gud er en stor gave.