At bibelmeditere er at tygge drøv med hjertet

Luther beskriver meditativ bøn som at tygge drøv med hjertet! Bibelmeditation er at søge ind i det bibelske budskabs centrum, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell

Bibellæsning bør være et livsvigtigt behov som at spise. Og ligesom det ikke bare gælder om at spise, men også om at fordøje, skal vi også give os tid til at fordøje Ordet, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell i anden del af sin introduktionen til et aktivt bønsliv.

Den russisk-ortodokse præst, Anthony Bloom fortæller i sin bog ”En vej til bøn”, at han som ung præst blev kontaktet af en gammel dame. Hun havde bedt hele sit liv, fortalte hun, men nu kunne hun ikke mere. Det var, som om bønnerne kun nåede til loftet i stuen.

Præsten rådede hende så til hver morgen efter morgenmad at sætte sig i sin gyngestol og strikke et kvarter for Guds åsyn. Samtidig forbyder han hende at sige ét bønnens ord. – Den gamle dame går hjem og prøver at følge rådet. Og hun oplever, hvilken fred det er at sidde dér i sin gyngestol og ”strikke for Guds åsyn”.

Hendes sind falder til ro, og det går op for hende, at netop i stilheden fornemmer hun Guds nærvær. Hun oplever en meditation i stilhed. Måske kan vi tage ved lære af denne fine, lille historie og give os tid til ”at strikke for Guds åsyn”, at bede uden ord. Siden middelalderen har man kaldt denne form for bøn: meditation. Ordet er opstået i de kristne klostre i middelalderen.

"Meditation" er et ord, som er opstået indenfor den kristne tradition. Det kommer fra det latinske verbum: meditare: at øve sig. Det er en beskrivelse af en måde at bede på, som består i at søge ind i det bibelske budskabs centrum og ”.. grunde på hans lov dag og nat” (Sl 1,2).

Meditation er altså en dyb betragtning, overvejelse, eftertanke, dvs. indøvelse i den kristne trospraksis. Luther beskriver meditativ bøn meget malende: ruminare: at tygge drøv med hjertet!

Hvert menneske må finde sin form. Selv holder jeg af at tænde et lys, sætte mig godt til rette og tænke på, at jeg er i Guds nærvær. Så læser jeg for mig selv højt et stykke af Bibelen, ofte en Davids Salme.

Jeg prøver at koncentrere mig om det, overvejer, hvad jeg har læst – og læser det igennem nok engang. Derefter prøver jeg at indrette en scene for mit indre øje: Hvad betyder det, jeg har læst? Hvad vil det inspirere mig til? Når man mediterer over de bibelske tekster, vil man opdage, at de tit lukker sig op for én på en ny måde, fordi man opdager enkeltheder i dem, som man aldrig har lagt mærke til før, fordi man ikke gav sig tid til virkelig at fordybe sig i dem, læse dem langsomt og omhyggeligt, grunde over hvert ord og forestille sig det sceneri, som ligger bag.

Når jeg så har overvejet det et stykke tid, beder jeg Gud om hjælp til at forstå, hvad teksten vil mig, og jeg beder om at få mod til at handle i den dag, der ligger foran mig. Til sidst slutter jeg med et Fadervor.

Den svenske biskop Martin Lönnebo har lavet en perlekrans, som også kan være en hjælp til bøn. Den kaldes for en Kristuskrans. Hvor den ortodokse og den katolske kirke har en lang tradition for at bruge bedekranse, er det først nu i disse år, at den lutherske kirke får en lignende.
 
Sådan kan du bruge en kristuskrans til bøn
Kristuskransen består af 18 perler i forskellige farver. Hver perle har en symbolsk betydning. F.eks. symboliserer den himmelblå perle bekymringsløshed. Når man rører ved denne perle, kan man samle sine tanker om det, som vækker bekymring i ens liv og bede Gud om hjælp til at overvinde sin angst.

Er det ikke barnligt med en perlekrans? Jo - men det barnlige kan måske netop åbne vejen ind til vort inderste dyb. Som Martin Lönnebo selv udtrykker det: ”At bruge en perlekrans er at udføre et kropsligt ritual. Det er at bede og meditere både med øjnene og følelserne. Det er at gå ind i en fast ordning, som gentages gang efter gang, indtil den bliver ét med vores måde at se, føle, tænke og handle på. Mennesket er et vanevæsen akkurat som alt andet levende.”
 
En perlekrans er ikke det, den ser ud til at være ved første øjekast: En samling perler og bønner man tankeløst rabler af sig. Kristuskransen er en tolkning af vor verden. En perlekrans er et godt redskab til indre samling. Perlerne hjælper den, der bruger kransen til at holde sindet samlet.”

Sådan kan du bruge et billede til meditation
Som supplement til Bibelens ord kan det være forfriskende at meditere over et billede. Nogle mennesker er visionært orienteret og får derfor større udbytte ved at se på et billede samtidig med at høre Bibelteksten. Billedets komposition og farvevalg åbner for sanserne, så der lukkes op for en guddommelig virkelighed, der er større end det, vi kan sætte ord på. Sindets døre lukkes op, så velkendte skriftsteder kan tale til hjertet på en helt ny måde.

Det kan være et religiøst billede, der anvendes som udgangspunkt for en meditation, f.eks. Chagall, Rembrandt, Nolde, van Gogh, kalkmalerier eller ikoner. Det særlige ved ”bibelske billeder” er, at de er knyttet til den bibelske fortælling. Kunstneren kan enten illustrere en fortælling ud fra dens handlingsforløb - eller gengive en oplevelse af fortællingens betydning ud fra et forkyndende perspektiv.

I sig selv er det en opbyggelig tanke, at kunstnere lige siden urkirkens tid på forskellig vis har forsøgt at tolke én og samme Bibeltekst. Kunstnernes forskellige vinkler åbner for nye, spændende indsigter til fordybelse i troen.

Men det kan også være verdslige billeder, der tolkes ind i de bibelske fortællingers univers. Eller børns tegninger, f.eks. af gudsbilleder, som hjælper til fornyet forståelse af kristendommens mysterier.

Det gode billede har som den gode fortælling en særlig fascinationskraft. Det kræver, at vi møder det med åbent sind og vågne sanser. Billedet kræver, at vi er villige til at give slip på vore forbehold i forhold til det, som vi i første omgang ikke forstår. Vi må lade billedet gribe fat i os og vove at begive os ind i billedets verden.