”Jeg kan ikke leve uden bøn”

Først da jeg overgav mig til troen, oplevede jeg den forunderlige glæde at være i åben kommunikation med Gud, at være ham nær i ord og tanke og i hjertets rum, skriver katolik og journalist Malene Fenger-Grøndahl

Hvorfor beder du?
Først og fremmest, fordi jeg ikke kan lade være og ikke kan leve uden. Bøn er for mig både et åndehul i hverdagen, et åndedræt, der aldrig stopper, og et samvær med en person, jeg længes efter nærhed med - nemlig den treenige Gud.

Jeg ved ikke, hvordan jeg bad som barn, men jeg er sikker på, at jeg rakte ud efter Gud og længtes efter at være ham nær. 

Senere, i mit ungdomsliv og den tidlige del af mit voksenliv, oplevede jeg ofte, når jeg så andre i bøn, et stærkt ønske om at opleve det, jeg fornemmede, at de erfarede. Men jeg holdt fast i en overbevisning om, at bøn var en falsk tilfredsstillelse af et behov for mening og tryghed.

Først da jeg overgav mig til troen, oplevede jeg den forunderlige glæde at være i åben kommunikation med Gud, at være ham nær i ord og tanke og i hjertets rum. 

Det kan sammenlignes med beruset forelskelse, der udvikler sig til dyb kærlighed - men naturligvis på den måde, at jeg ikke formår at være Gud så nær, som han ønsker. Jeg er det vildfarne får, der skal kaldes tilbage af min hyrdes blide stemme, og det sker oftest og bedst under bøn. 

I bønnen finder jeg tilbage til Gud. Så at spørge, hvorfor jeg beder, er som at spørge, hvorfor jeg søger tilbage til min elskede. 

Hvordan beder du?
Jeg beder på mange måder, ligesom jeg også nyder forskellige former for samvær med de mennesker, jeg holder af. Jeg beder ofte en bøn om morgenen, hvor jeg takker for dagen og beder Gud med sin Helligånd være mig nær og i Jesus give mig styrke og mod, fred og glæde - uanset hvad dagen vil bringe. 

I løbet af dagen beder jeg ofte rosenkransen, hvor jeg slutter af med nogle bønner for mennesker, som jeg tænker særligt på, fordi de er syge eller på anden måde i en svær situation.

Ved dagens afslutning beder jeg fadervor og Ave Maria med mine børn, og lige før jeg lægger mig til at sove, bruger jeg ofte lidt tid på at reflektere over dagen. Jeg beder Helligånden give mig indsigt til at se dagen med klart blik og lader så dagens begivenheder passere forbi i tankerne, mens jeg takker for alt det, jeg har fået. Jeg beder også om tilgivelse for de gange, jeg har svigtet. Desuden retter jeg opmærksomheden mod morgendagen og beder om styrke og indsigt til at gøre Guds vilje. Og så slutter jeg af med fadervor. 

Ofte beder jeg Jesusbønnen eller rosenkransen, når jeg går gennem byen, kører med tog eller har tid til en stille stund på altanen. Ofte glider det over i ordløs bøn, hvor jeg blot hviler i Guds nærvær. Desuden beder jeg sammen med andre til messer i kirken, og en gang ugentlig mødes jeg med 5-6 andre i kirken, hvor vi deler vores erfaringer med at meditere over søndagens evangelietekst. Vi begynder mødet med fadervor og slutter med Ave Maria.

Hvad er din største bønneoplevelse?
At fremhæve en bønneoplevelse frem for andre er nærmest umuligt. Jeg har under meditativ bøn, for eksempel på Sankt Josephsøstrenes retrætecenter Stella Matutina, haft nogle meget stærke oplevelser af Gudsnærvær og af, at Jesus har vandret med mig. Jeg har også under en fælles meditativ bøn i et Birgittinerkloster oplevet en forbundethed med de andre, der blev siddende dybt i krop og hjerte. 

Desuden husker jeg med stor glæde en bøn i en kirke i den syriske bjergby Maaloula før krigens udbrud. Vi var en gruppe på cirka 20 danskere, som besøgte et kloster med en kirke, hvis ældste dele var over 1500 år gamle. I klosterkirken kom en munk hen til os og spurgte, om vi ville bede fadervor sammen med ham. Han bad fadervor på aramæisk - Jesu sprog - og vi bad med på dansk. Jeg fik en fornemmelse af, at vi bad sammen med millioner af troende på tværs af tid og rum. 

Har du en favoritbøn? Hvordan lyder den?
Fadervor er nok i virkeligheden min favoritbøn. At bede en bøn, som vi har fået af Jesus, er for mig en stor, daglig glæde og en kilde til frydefuld undren over, at Gud virkelig ønsker at være os så nær. I fadervor finder jeg hvile, oplever fællesskab og møder nye sider af Gud. 

Også Birgitta af Vadstenas bøn, ”Herre, vis mig din vej og gør mig villig til at vandre den”, har stor betydning for mig. Den minder mig om, at jeg hele tiden må lytte og se med hjertet for at finde den vej, der er Guds og ikke min egen, og at jeg må lægge frygten til side for at overvinde mig selv til at vandre den. Jeg ved, at jeg på den vej finder stor fred – ikke mindst stilheden, som for mig også er en form for favoritbøn. 

Malene Fenger-Grøndahl er katolik, journalist og panelist ved kristendom.dk.