"Bøn er nøglen til himlen"

Bogen har virket til min egen eftertanke, trøst og opmuntring, skriver biskop Steen Skovsgaard om refleksionssamlingen "Sjæleskat", som han har nyredigeret. Læs et uddrag her

11. september i år udkom bogen "Sjæleskat". Her har biskop Steen Skovsgaard udvalgt en række citater, 148 i alt, fra 4-bindsværket med samme titel, skrevet af Christian Schriver i 1742. 

"Sommetider har jeg i mine egne prædikener og taler kunnet bruge nogle af Christian Scrivers klare, evangeliske formuleringer eller små lignelser og fortællinger; men som oftest har bogen blot virket til min egen personlige eftertanke, trøst og opmuntring og også givet mig en del ny viden. I det hele taget tør jeg godt anbefale ”Sjæleskat”, som en vigtig kilde il kristentroens sandheder," skriver Steen Skovsgaard i bogens forord og fortsætter.

"Naturligvis skal man lige vænne sig til de krøllede bogstaver, dens inderlighed og lidt støvede gamle sprog og form, men hvis man formår at se bagom et, så vil man helt sikkert ikke blive skuffet." 

Læs her kapitlet Om bøn af Christian Schriver - redigeret af Steen Skovsgaard:

1. Bønnerne kan med rette kaldes nøglen til himmelen, skriften og menneskenes hjerter.

2. Erfaringen viser, at andagten vokser ved andagt.

3. Ligesom pulsåren på det menneskelige legeme aldrig er stille, således skal vor ånd altid sukke og længes efter Gud.

4. Et andægtigt menneske synes mangen gang, at nattergalen, lærken, kærnebideren og andre fugle ofte i deres sang synger ordet: kærlighed, kærlighed!

Det synes som om, at blomsterne siger til ham, at han skal udbrede sit hjerte for Gud, ligesom de udbreder deres blade mod solen. Han synes, at ethvert blad på træerne er en tunge, som vidner for ham om Guds godhed, og ethvert kornaks er naturens oprakte finger, som viser ham til himmelen og byder ham at elske og lovprise sin skaber.

5. Når et menneske først fødes til verdens lys, da giver han til kende med skrig og skrål, at han lever. Og når han atter genfødes af vand og ånd og er bragt til et åndeligt, guddommeligt liv i Kristus, så åbenbarer det sig med suk og bøn.

6. Så er det da endelig også bekendt, at en sand tro og retskaffen kristendom ikke kan være uden kærlighed til næsten; men kærligheden til næsten findes til gengæld ikke uden hjertelig bøn og trofast forbøn.

7. Det er en skøn fremstilling af det, som foregår imellem den store Gud og hans venner i bønnen: Han giver dem ofte lejlighed til bønnen, især når en ulykke er forhånden, samt ved tungsind og ved deres hjerters smerter.

8. Folk, som arbejder meget i højden, i særdeleshed skiffertækkerne, som ofte må bestige de høje tårnspidser, fortæller, at når de står i en sådan farlig højde, så er det sikrere for dem at se på himmelen end på jorden, fordi når de ser nedad, forårsager den store dybde let svimmelhed hos dem.

9. Luther siger: Derfor er Psalteret (Davids salmer) også fra gammel tid forordnet i kristenheden til daglig at synges og læses, så man ved at høre Guds ord må få andagt til at råbe og sukke. Derfor skal du vogte dig for at omgås Gud uden mundtligt gennem ord og bøn.

10. Træets høje grene, blade og frugter, blomsternes pragt og skønhed kommer fra roden, som ligger skjult i jorden. Således hentes den sande andagt fra dybet, og hvad der skal nå den rette højde – og trænge igennem skyerne, bønhøres i himmelen og være den majestætiske Gud behageligt – det må udspringe fra det lave.

11. Der hører megen ånd, lærdom, kraft, øvelse og erfaring til, når nogen vil forfatte en bøn, som skal være efter gudfrygtige hjerters smag og egnet til at gøre dem brændende i andagt.

12. Af en bog alene vil du aldrig kunne bede godt. Du kan vel læse deraf og lære, hvorledes og hvad du skal bede. Den kan opflamme dig; men bønnen må gå frit ud af hjertet uden alle formede og foreskrevne ord. Du må selv forme de ord, hvorefter hjertet brænder.

13. En sand bedendes hjerte er og må være som en levende og frisk kilde, der ikke tvungent, men villigt giver sit vand videre; som en rose eller en anden vellugtende blomst, hvis natur medfører, at de videregiver deres liflige duft og ikke lader sig tvinge dertil.

14. De troendes gerninger er bøn.

15. Dersom der ingenting var, som kunne overbevise mig om min kristendoms ufuldkommenhed og beskæmme mig overfor Gud, så var det rigeligt, at jeg føler mig uduelig til at bede et ret Fadervor.

16. På samme måde som et lille barn med usikker og stammende tunge taler med sin mor og andre, endelig lærer at tale rent og færdigt: Således lærer også skrøbelige kristne, som i begyndelsen finder dårlig andagt hos sig selv, at bede ved at bede.

17. De, som beder bedst, kan ikke bede, og de, som ikke kan bede, de beder allermest og allerbedst.