Den indre vandring går gennem bønsliv

Vi skal huske, at bønnen ikke må blive erstatning for at handle. Hvis vi i stedet for at hjælpe mennesker nøjes med fromme ord om, at Gud nok vil hjælpe, ja, så ødelægger vi bønnen, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell. Foto: Iris

Bibellæsning bør være et livsvigtigt behov som at spise. Og ligesom det ikke bare gælder om at spise, men også om at fordøje, skal vi også give os tid til at fordøje Ordet, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell

Kristendommen hed i begyndelsen: Vejen (ApG 9,2). Men hvordan den vej er, må hver især finde ud af.

Bønnen er en mangfoldig vej til Gud
Bøn kan se meget forskellig ud. Det kan være den spontane bøn, der bryder frem, når man bliver overvældet af glæde og ikke kan andet end at sige tak, eller når man er bange og ikke kan andet end at råbe om hjælp. Det kan også være bønner, der er formulerede af andre som f.eks. Fadervor. Endelig kan bøn også tage stilhedens form - meditation eller fordybelse over et Bibelord eller en kort bøn foran et billede eller et lys. Bøn er alfa og omega i relationen mellem Gud og mennesker.

I Danmark regnes troen ofte for at være en privatsag. Sjældent eller aldrig taler vi med hinanden om det, der giver vores liv retning og mening. Når der i disse år laves forskellige undersøgelser af danskernes trosliv, viser det sig imidlertid, at mange mennesker beder til Gud. Hvordan og hvor ofte folk beder til Gud, ved vi ingenting om - kun dette, at ganske mange har eller ønsker at have et bønsliv i en eller anden form.

Mange længes efter en mere personlig erfaring af Guds nærhed og efter at være i fællesskab med andre om det at tro. Også i samfundet som helhed bliver det mere og mere tydeligt, at mange mennesker søger efter en tro og en åndelig praksis. Men i dansk folkekirkelig sammenhæng har mange former for spiritualitet været mistænkeliggjort, hvilket nærmest har tvunget søgende mennesker til at søge andre græsgange.

Andagtsliv og trospraksis
Hvordan er vores egen trospraksis? Bibellæsning bør ikke bare være en from øvelse, men et livsvigtigt behov på samme måde som dette at spise ikke er en øvelse, men et livsvigtigt behov. Og ligesom det ikke bare gælder om at spise, men også om at fordøje det, vi har spist, så skal vi også give os tid til at fordøje Ordet. Vi kan ikke fordøje en lang bibeltekst på én gang, men vi kan måske prøve at leve en uges tid med et skriftsted, lade det klinge med i vort liv ved alle vore møder, i alt, hvad vi gør og oplever.

Vi kan sige det på den måde, at hvis ikke vi har kontakt med kilden, livets kilde, tørrer vi ud, og troen visner. Bøn må være ens egne, personlige ord, som man kan bede af hjertet – og ikke en bedemølle, der skal lires af. Ægte bøn må være levende samtale med Gud. Men bøn kræver tid og ro. Derfor er det vigtigt at have et fast ritual, en fast praksis i sin daglige rytme.

Det er sundt, at vi tager os tid til at blive alene med os selv, holder en pause i hverdagen, lukker døren og falder til ro i vores stue på et tidspunkt, hvor der ikke er andet, vi skal gøre. Bare sidde for Guds åsyn. Måske kan vi droppe ½ time af vores tid foran TV og i stedet bruge tiden til bøn?

Hvis vi har svært ved at komme i gang, kan det være en hjælp at tage Den danske Salmebog frem. Heri finder vi bagerst i salmebogen Martin Luther`s vejledning til morgenbøn. Hans råd lyder helt konkret: ”Om morgenen, når du står op af din seng, skal du gøre det hellige korses tegn for dig og sige: Gud Fader, Søn og Helligånd være med mig! Derefter knælende eller stående bekende troen og bede fadervor. Om du vil, kan du også bede en lille bøn…” Og så slutter Martin Luther helt kontant med ordene: ”Gå derpå glad til din gerning!”

Eller den helt enkle morgenmodel: ”Gud, lad mig i dag se dit hellige nærvær!” Og aftenmodellen med det kærlige tilbageblik over dagen, som er en form for bøn, der hjælper os til efterhånden at opdage mere og mere, hvordan Gud er nærværende i vort liv. Var der et punkt i min dag, hvor jeg fornemmede, at Gud talte til mig, hvor Gud rørte ved mit liv? Lade bønnen favne dagen med længslen efter at spore Gud. Den slags bøn behøver ikke tage lang tid; den kan forenkles til at være overkommelig, selvom vi er meget trætte og udkørte. Så kan vi bare forsøge at huske én ting, vi vil sige Gud tak for. Lidt efter lidt kan vores bevidsthed om Guds nærvær i vores liv spores.

Åndelig læsning af Bibelen?
Eller måske skal vi prøve ”åndelig læsning” af Bibelen, ”det lyttende hjertes bøn”, ”lectio divina”: Lære nogle skriftsteder udenad, dit konfirmationsord f.eks., lægge dem i hjertet og grunde over dem i ugens løb. Så har vi en åndelig ressource-bank, et lille ”bibliotek” ved indgangen til vores ”indre andagtsrum”, hjertet. Måske kan vi skrive det ned på et stykke papir og lægge det i lommen.

Vi skal bare huske, at bønnen ikke må blive erstatning for at handle. Hvis vi i stedet for at hjælpe mennesker nøjes med fromme ord om, at Gud nok vil hjælpe, ja, så ødelægger vi bønnen. Bønnen foregår på vej fra lønkammeret ud i hverdagen, hvor vi skal kæmpe mod det, som vi beder om at blive befriet for og hjælpe de mennesker, som vi har bedt Gud om at hjælpe. Hvis ikke bøn og handling følges ad, bliver bønnen bare til tomme fraser. Ægte bøn derimod skal give os mod til at handle.