Konvertit: Jeg kunne ikke blive ved med at være protestant

Hvorfor blev du egentlig katolik? En ny bog "Hjem - 20 beretninger om at blive katolik" besvarer spørgsmålet gennem personlige beretninger fra mennesker, som har konverteret til den katolske kirke. Her bringer Kristendom.dk Gideon Ertners beretning

Hvordan ender et barn af to folkekirkepræster som katolsk kristen?

Det er ikke helt ligetil. Mine forældre var ikke selv opdraget kristent. Men i de forvirrede 1970’ere udviklede de en åndelig længsel og fandt efter en del søgen ind i folkekirken. Dog ikke folkekirkens ”mainstream”, men i det lutherske karismatiske miljø, der var inspireret af amerikansk vækkelseskristendom. Her blev praktiseret bønshelbredelse, tungetale og moderne sang med trommer og høj power. Bibelen blev læst bogstaveligt, og man troede naturligvis ikke på evolution. Det var dog på ingen måde ”mørkt” – fokus var på Guds kærlighed og nærhed.

I dette miljø var også nogle folk, der var fascinerede af ortodoks og katolsk kristendom, ørkenklostre og visdommen fra oldkirkens kirkefædre. Herigennem fik mine forældre forbindelse til et egentligt højkirkeligt miljø, der lagde vægt på gudstjenestens form (liturgien), kirkesang og tidebøn. Det meste af min barndom boede vi i Egypten, hvor vi kom i flere forskellige kirker, og forinden havde mine forældre studeret på et katolsk institut i Rom. På denne måde fik vi en stor berøringsflade til kristne fra mange forskellige trossamfund.

Mine forældre lod sig inspirere af alle disse mangeartede indtryk og dannede sig en tro, der var både luthersk og alt muligt andet. Jeg voksede således op i det utroligste brydningsfelt mellem forskellige kristne trossamfund og traditioner. Jeg kunne se styrker og svagheder ved dem alle, og i mange år plukkede jeg fra dem allesammen i min spiritualitet – ikke helt ulig dem, der sammensætter deres egen religion fra f.eks. kristendommen, hinduismen og buddhismen. Jeg var overbevist om, at hver af retningerne blot belyste et område af en større, bagvedliggende sandhed.

Hvordan gik det så til, at jeg ikke blev i dette religiøse spændingsfelt?

For det første var der flere og flere ting, der overbeviste mig om, at folkekirken var en dødssejler. Især sagen med præsten Thorkild Grosbøll, der åbent benægtede troen på en skabende Gud. Hans biskop forsøgte at fjerne ham fra embedet, men fik kontraordre fra Kirkeministeriet. Det viste for mig med al tydelighed, hvem der har den øverste magt i folkekirken. Det er ikke Gud, ikke engang en religiøs myndighed, men en verdslig myndighed, hvis højeste formål ikke er at tjene Gud, men ”folket”.

Jeg blev også tiltagende ærgerlig over den megen uenighed mellem de forskellige kirkeretninger. Da jeg var i begyndelsen af 20’erne begyndte jeg at beskæftige mig med bestræbelsen på enhed mellem kristne. Jeg prøvede at starte en bedegruppe med deltagere fra forskellige kirkesamfund med det formål at nå til en større forståelse for og enighed med hinanden. Projektet kom aldrig rigtig op at stå, men satte mange tanker i gang om, hvad kristen enhed egentlig ville sige, og hvordan det kunne opnås.

I min søgen efter denne enhed var der især to forhold, der blev afgørende for mig, og som hang nært sammen: autenticitet og myndighed.

Som de fleste protestanter tænkte jeg ikke meget over Kirkens historie i de første 1500 år inden reformationen. Jeg havde som mange en vag forestilling om, at Kirken var ren og ubesmittet de første århundreder, og at de næste 1000 år – mellem ca. år 500 og 1500 – var et mørkt kapitel fuld af misbrug. Selvom jeg havde en vis interesse for katolsk og ortodoks spiritualitet, købte jeg i store træk den protestantiske fortælling om, at reformationen førte Kirken tilbage til sin oprindelige renhed.

Men efterhånden som jeg læste mere om den tidlige kirke, kunne jeg godt se, at den ikke havde meget til fælles med de nutidige protestantiske kirkesamfund. Den lignede faktisk mere den nutidige katolske Kirke i både sin teologi og praksis. F.eks. skrev Skt. Irenæus af Lyon allerede i det 2. århundrede om biskoppen af Roms særlige myndighed. Og det var en udbredt praksis at bede Jomfru Maria og helgenerne om forbøn ikke senere end det 3. århundrede.

Kristendommen begyndte med andre ord ikke i år 1517, da Martin Luther indledte reformationen. Der havde været 1500 års kristendom forinden, der bestemt ikke var irrelevant. Det blev klart for mig, at hvis jeg ledte efter den autentiske form for kristendom, skulle jeg lede andetsteds end i protestantismen.

Jeg havde også tidligere en opfattelse af, at Kirken i de første århundreder var samlet og harmonisk, og at der først i middelalderen opstod splittelser pga. politik og magtkampe. Min læsning om de første århundreders kristendom viste mig dog, at der også dengang var mange forskellige modstridende kristne retninger, der var i strid med hinanden – helt tilbage til apostlenes tid. Diskussionen om, hvad der er den ”sande kirke” og ”sand kristendom”, er ligeså gammel som Kirken selv.

Jeg blev nysgerrig på, hvordan de tidlige kristne så afgjorde, hvad der er autentisk kristendom. For dem var biskoppernes myndighed det centrale punkt. De havde fra tidlig tid en tro på, at Helligånden sørgede for, at den rette lære blev overleveret fejlfrit gennem biskopperne. Biskopperne havde fået overleveret deres myndighed og lære fra andre biskopper i lige linje tilbage til apostlene, der igen havde modtaget den direkte fra Jesus. Biskoppen af Rom havde en særlig myndighed, fordi han var efterfølger til Peter, apostlenes leder og Roms første biskop.

Denne nedarvning af apostlenes lære og myndighed virkede for mig plausibel, men dog skrøbelig og udsat for risikoen for menneskelige fejl. Hvordan kunne man stole på, at apostlenes lære var blevet overleveret fejlfrit?

Jeg havde dog faktisk altid stolet på en lære der var blevet overleveret fejlfrit. Ikke via biskopperne, men i Bibelen. For protestanter er Bibelen den højeste autoritet, og Gud har sørget for, at den rette lære er blevet overleveret fejlfrit i Bibelen ned gennem historien – og kun dér.

Denne læresætning havde hidtil virket indlysende, fordi jeg var vokset op med den. Men jeg indså nu, at Bibelen ikke er blevet overleveret i et vakuum, men netop gennem Kirken. Bibelen er ikke nedskrevet af Gud én gang for alle og overleveret i en veldefineret form. Bibelen består af en række individuelle skrifter forfattet på forskellige tidspunkter. I de første kristne århundreder cirkulerede der – ud over de skrifter, man i dag anerkender – en lang række mere eller mindre tvivlsomme skrifter, der også hævdede at være autentiske skrifter fra apostlenes hånd. Det var først i det 5. århundrede, at man i Kirken endeligt nåede til enighed om afgrænsningen af Bibelen.

Jeg forstod således, at Kirkens myndighed på den måde ligger forud for og ud over Bibelen – for det er Kirkens myndighed, repræsenteret ved biskopperne, der har sørget for, at Bibelen blev overleveret, og som har defineret, hvad der hører til Bibelen, og hvad der ikke gør.

Endelig erkendte jeg det selvmodsigende i, at læresætningen om, at Bibelen er den højeste autoritet og indeholder al den nødvendige lære, netop ikke er nævnt i Bibelen selv.

Det var nu, som et slør blev trukket fra mine øjne. Der var mere og mere, der ikke hang logisk sammen i protestantismen. Selv ikke nogle af dens mest grundlæggende læresætninger. Som protestant havde jeg altid lært, at svaret på alt kunne findes i Bibelen, og at Bibelens ord var selvindlysende. Men alle de hundreder, måske tusinder, af forskellige protestantiske retninger er dannet, fordi der har været uenigheder om, hvordan Bibelen skulle tolkes.

Den katolske Kirke, derimod, har siden reformationen i det store og hele haft held med at holde sammen og vokse, trods betydelige teologiske og politiske spændinger. Det skyldes, at der har været konsensus om, at Kirkens højeste myndighed i sidste ende lå hos paven.

Jeg så nu også med nye øjne på den gængse nordeuropæiske historieskrivning, der hyldede Luther og reformationen som det lys, der befriede Nordeuropa fra den katolske middelalders ”lange mørke nat”.

Luthers revolution indvarslede bestemt ikke en oplyst intellektuel og religiøs guldalder. Den mørke middelalder havde slet ikke været så mørk endda. De første moderne universiteter blev grundlagt i middelalderen, nært knyttet til Kirken. Det var her genopdagelsen af klassisk filosofi og litteratur begyndte. Middelalderens religiøsitet var farverig og folkelig, mens protestanterne ødelagde århundreders kirkekunst og forbød processioner og anden kirkelig festivitas. Heksebrændinger blev først almindelige omkring reformationen og altovervejende i protestantiske områder. Protestantismen prædikede ikke adskillelse af stat og kirke eller religionsfrihed, tværtimod fik fyrsten magt til at diktere kirkens lære og sine undersåtters tro.

Jeg kunne ikke blive ved med at være protestant.

Det er nu ti år siden jeg blev katolsk kristen. Jeg har fundet et nyt åndeligt hjem, fået nye venner og et katolsk ægteskab og familie. Jeg oplever ikke, at jeg har forkastet noget af det, jeg fandt sandt og godt i protestantismen, men jeg har fundet en ny, stor verden af mening, som før var skjult for mig.

Det er forståelsen af sakramenterne (f.eks. nadveren og skriftemålet), hvor Jesus er til stede og giver os sin kraft på meget konkret vis. En dyb teologi og bønspraksis. Et naturligt forhold til naturvidenskab, som betyder særligt meget for mig som læge. For den katolske Kirke er det underordnet, hvordan Gud skabte verden; derfor er evolutionsteori mv. generelt accepteret, og Big Bang-teorien blev netop formuleret af den katolske præst og fysiker George Lemaître.

Dermed ikke sagt, at alt er rosenrødt. Den katolske tro er fuldendt, men os, der udgør den katolske Kirke, er ligeså uperfekte, som mennesker er flest. Det kan man især se i misbrugsskandalerne – de er ikke et bevis mod den katolske tro, men om noget et bevis på, at der er ondskab i verden, også i os kristne, og at vi har brug for Guds hjælp.

Jeg fandt også hurtigt ud af, at en del af mine nye trosfæller ikke delte min begejstring for den tro, som jeg var kommet til at omfavne og elske. Ligesom i folkekirken er der mange katolske kristne, hvem troen ikke siger noget særligt, eller som ønsker at gøre troen mere spiselig for den moderne verden. Selv mange oprigtigt troende mener, at den katolske Kirke bør rykke tættere på protestantismen i sin teologi og spiritualitet for at tiltrække mennesker og skabe enhed mellem kristne. Der har indsneget sig en følelse af pinlighed overfor det specifikt katolske – ting som latin og højtidelighed i gudstjenesten, bod og faste er gammeldags, og alt skal gøres mere uformelt og i tråd med tidsånden.

Men det mener jeg, er en stor fejl. Som tidligere protestant må jeg sige, at de protestantiske kirkesamfund ikke er eksempler til efterfølgelse. De har fundamentale svagheder og vil enten undergå konstant opsplitning eller, som folkekirken, udvande sig selv og blive irrelevante. Det, der tiltrak mig til den katolske Kirke, var derimod netop dens sammenhængskraft, og at den tør stå fast på sin tro og gå imod tidsånden.

Derfor føler jeg mig også hjemme i den ældre form af gudstjenesten på latin med dens mange ritualer og den smukke, ældgamle gregorianske sang. Denne bliver stadig fejret nogle steder og har endda fået en renæssance netop hos mange unge og konvertitter. Her finder jeg en kontemplativ stilhed og højtidelighed, der står i forfriskende kontrast til den hektiske modernitet udenfor. Og her har jeg også fundet en gruppe ligesindede, der tager deres tro meget alvorligt.

For nogle må det synes, som om jeg gik fra en åben, pluralistisk kristendom til en ensporet. Men jeg kan nu selv se, at min tidligere pluralistiske tilgang til kristendommen skyldtes, at jeg simpelthen ikke kunne finde åndelig tilfredsstillelse i luthersk kristendom. I katolsk spiritualitet så jeg en tydelig berigelse, som jeg higede efter. Jeg har ikke længere behov for at søge efter mening andetsteds.

"Hjem - 20 beretninger om at blive katolik" fra Katolsk Forlag bliver lanceret i Sankt Ansgars Domkirke i København d. 25. august