Boguddrag

"Nu var jeg hende, der sang og spillede. Jeg var blevet defineret. Ikke mindst over for mig selv"

Lis Sørensen fik sin første guitar, da hun var 10 år gammel. Til skolens forårskoncert optrådte hun med et nummer, hun selv havde skrevet tekst og melodi til, og som hun høstede et stort bifald for. Foto: Leif Tuxen

Da sangerinde Lis Sørensen som barn optrådte på en scene for første gang, fik hun en følelse af at have skabt en form for kontakt til verden, hun aldrig tidligere havde haft. Læs et uddrag af sangerindens erindringer fra bogen "Jeg er kommet for at synge" her

Der findes en historie i min familie om, at min glæde ved at synge – og min økonomiske tæft – viste sig tidligt. I mine allerførste år boede vi i lejlighedskomplekset Hans Brogesparken nede i selve Brabrand.

En dag skænkede vores nabo mig en tiøre, fordi jeg sang ‘Se den lille kattekilling’ for hende. Jeg må have tænkt, at der var penge i det. I hvert fald gik jeg fra dør til dør i opgangen. Bankede på, sang ‘Se den lille kattekilling’ og rakte forventningsfuldt labben frem for at få en skilling for koncerten. Jeg syntes, det gik fint, men min mor forbød mig at gentage det. Det var jo betleri – og så fattige var vi nu engang ikke.

Mor spillede selv klassisk klaver. Vi havde min mormors gamle klaver stående, og en sjælden gang satte hun sig dér, lagde fingrene på tangenterne og spillede rolige stykker af Schubert eller Mozart. I mine ører lød det vidunderligt, men når jeg prøvede at få hende til at spille mere, slog hun det for det meste hen med:

“Det var dengang.”

For hende var musik åbenbart noget, hun havde lært som en del af kultiveringen hjemme, ikke en personlig lyst. Min far var anderledes generøs. I sine sømandsdage slog han tiden i de trange kahytter ihjel med at lære sig selv små sange på guitar. Han sang countrysange og imiterede sit store idol Bing Crosbys intime stemmeføring. Når min far sang sådan, syntes jeg, det lød 100 gange bedre end Crosby selv.

Så lige efter at jeg havde fået min egen guitar, satte han sig ned sammen med mig for at spille ‘You Are My Sunshine’. “Den begynder med en D-akkord,” sagde han og viste, hvordan fingrene skulle placeres på strengene.

Jeg lagde mine fingre på de tre nederste strenge af min guitar og strøg med den anden hånd. D’et ringede ud i stuen.

“Så et G,” sagde min far.

Med blikket fæstnet på gribebrættet kæmpede jeg lidt med at nå rundt med mine korte fingre og med at få vinklet hånden rigtigt.

Endelig lykkedes det.

“Og så et A.”

Han begyndte at skifte mellem de tre akkorder, og jeg prøvede at følge med. Vi spillede rundgangen igen og igen. Jeg sad foroverbøjet og kiggede ned på mine fingre. Han kiggede på mig med et opmuntrende blik. Efterhånden begyndte skiftene mellem de tre akkorder at flyde.

Så begyndte min far at synge:

“You are my sunshine …” lød det.

“My only sunshine.”

Han sang teksten et par gange, mens vi spillede rundt og rundt. Til sidst løftede jeg øjnene fra strengene og uden at ane, hvad ordene betød, sang jeg med.

“You make me happy, when skies are grey. You’ll never know, dear, how much I love you. Please don’t take my sunshine away.”

De tre akkorder var alt, jeg kunne, da Holger kort efter præsenterede idéen om, at Birgitte, Anette og jeg og skulle prøve at spille med to piger fra klassen over os, Ulla fra Højen og viceværtens datter fra Hans Brogesparken, Jytte. Ligesom os spillede de guitar og sang. Sammen begyndte vi at øve folkeviser og Beatles-sange, og for første gang mærkede jeg følelsen af at høre til et sted.

På få måneder overtog musikken alle mine vågne timer. Efterskole spillede jeg med de fire andre i musiklokalet, og når jeg kom hjem, søgte jeg op på førstesalen af vores hus.

Her havde mine forældre i forbindelse med min storebrors konfirmation bygget en gildesal med ryatæppe på gulvet, et stort vindue ud mod markerne og min mormors gamle klaver ved den ene væg. Jeg øvede mig på guitaren og lyttede til musik på den Tandberg-båndoptager, min bror havde fået i konfirmationsgave. Eller på det B&O-anlæg, mine forældre havde investeret i.

Peter købte singler med Povl Dissing som ‘Solen er så rød, mor’ og ‘25 minutter endnu’. Han kom hjem med eksotiske udlændinge som The Monkees, The Beatles og ikke mindst Aretha Franklin.

Når sangene greb mig, som Arethas kunne, stillede jeg mig med front mod vinduet, svang mit hår og mimede med min hårbørste som mikrofon. Dér i vinduet anede jeg det første svage spejlbillede af en sangerinde.

Derfor var det også på førstesalen, jeg satte mig en eftermiddag i begyndelsen af 1967. Holger havde, naturligvis, sat sig i spidsenfor at arrangere skolens forårskoncert. Og han ville have, at vi fem piger skulle optræde.

“Men I skal komme med noget af jeres eget,” havde han sagt en dag i musiklokalet og kigget på mig.

Opfordringen var typisk for ham. Skab noget. Gør noget. Lav jeres eget. At jeg var en 5. klasseelev på 11 år, betragtede han ikke som en hindring. Kom med det, du har.

Og jeg ville gerne gøre Holger glad. Den lyst tonede kun stærkere og stærkere frem, efterhånden som vi blev ældre.

Vores små, påvirkelige pigehjerter blev varme af hans opmærksomhed. Han fik os til at føle os særlige. Samtidig var det hele stadig en leg. Så det var med glæde, eventyrlyst og ‘You Are My Sunshine’ i baghovedet, at jeg strøg min højre hånd over guitarens strenge i et spædt forsøg på at komponere.

Min venstre hånd begyndte med D, skiftede til G og så til A. Jeg kunne skifte flydende nu. Jeg nynnede lidt hen over akkorderne, og efter nogle eftermiddage faldt en travende lille cowboymelodi på plads.

I skolen, spillede jeg den for Holger. “Ja, virkelig godt!”

Intet var bedre end at begejstre ham. Og han reagerede altid med oprigtig glæde. Som var han en klassekammerat, der deltog i legen. Ikke en lærer, som ledte efter et bestemt svar. “Prøv at lave en tekst,” sagde han.

På mit værelse begyndte jeg at grifle sætninger ned i et kladdehæfte. Melodien ledte mig til et nostalgisk sted. Der var længsel, der var dyr, og der var den tryghedsskabende figur over dem alle: mor. Den mindede i virkeligheden en hel del om mit liv på bakken uden for Brabrand:

Jeg vil hjem til mit hjemland/hvor min pony den græsser i

dalen/Jeg vil hjem til mit hjemland/hvor min mor hun står i køkkenet/

åh, bring/åh, bring/mig tilbage til mit hjemland/til min

pony og min mor.”

I ugerne op til koncerten øvede og øvede vi i musiklokalet efter skole. Fem guitarer sammen, mig som forsanger, de andre på kor.

For hver dag lød vi en lille smule bedre. Aldrig tidligere havde jeg mærket glæde ved at terpe noget. Sidste gang vi øvede, var fredag den 7. april om eftermiddagen, og derefter trak jeg min cykel den sædvanlige kilometer hjem, op ad bakken. Inde på mit værelse åbnede jeg mit klædeskab for at finde tøj til koncerten. Jeg bestemte mig for den lilla fløjlskjole, min mor havde syet til mig, og mine orange sko.

Lørdag eftermiddag trådte jeg ind i Vest Teatret med nervøsitet og forventningens glæde viklet ind i hinanden. Her i byens biograf skulle koncerten foregå. Forældre og kammerater kom dryssende og satte sig i de dybe, grønne veloursæder. Salen summede. En dame, jeg ikke anede, hvem var, stillede sig op på scenen og holdt tale. Det virkede højtideligt alt sammen.

“Vi har ved Engdalskolen noget, som ingen andre skoler har – nemlig en Laumann,” sluttede hun sin tale. Hun viste sig at hedde Åse Andersson, og hun var formand for skolekommissionen i Brabrand.

Skulle nogen af forældrene være i tvivl om, hvem denne Laumann var, fandt de ud af det denne dag. Holger var i hopla som den samlende figur gennem koncerten. Han dirigerede koret i ét nummer, spillede selv med i det næste. Her, der og alle vegne. Som en musikkens Duracell-kanin.

Endelig var det vores tur. Vi stillede op på række med mig i midten og hele skolens kor bag os. Nok var jeg nervøs. Men jeg mærkede også en naturlighed i at stå der. Jeg havde øvet mig. Jeg kunne det her. Nu skulle det af sted. Jeg trådte frem til mikrofonen og præsenterede mig. Så kiggede vi fem på hinanden og slog de første akkorder an. Det lød ikke helt rent, men godt nok. Og vi fyldte rummet.

“Åh, bring/åh, bring/mig tilbage til mit hjemland/til min pony og min mor,” sang vi.

Efter den sidste akkord ringede ud, bragede klapsalven op mod os. Vi smilede og bukkede – og nejede også for en sikkerheds skyld.

Jeg havde en følelse af at have skabt en form for kontakt til verden, jeg aldrig tidligere havde haft. Som havde jeg fundet en frekvens at sende på, der rent faktisk blev modtaget.

Dagen efter lød en overskrift i Demokraten: “Pige fra 5. klasse komponerede melodi”.

Og i en anden lokalavis stod der: “Efter det store kors indledning var det en af skolens egne elever – Lis Sørensen fra 5. kl. – der præsenterede sig. Og det gjorde hun med bravour. Ikke blot havde hun selv komponeret melodien, men også teksten havde hun taget sig af. Sammen med fire andre elever sang og spillede hun den lille melodi i et arrangement af Holger Laumann. Skal man dømme efter bifaldet, ender melodien såmænd nok engang på hitlisterne.”

Mandag morgen satte jeg mig som altid op på min cykel og susede ned ad bakken mod skolen. Alt lignede sig selv. Men jeg følte en forandring. Da jeg trådte ind i skolegården, var det ikke længere som hende der oppe fra bakken. Nu var jeg hende, der sang og spillede. Jeg var blevet defineret. Ikke mindst over for mig selv.