Indføring

Brahms’ requiem giver mod til at leve på trods af døden

Brahms' protestantiske reqiuem adskiller sig fra de katolske. Det er nemlig ikke henvendt til de afdøde - men til de efterladte, der skal finde mod og styrke, selvom de har mistet. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Med til de mange korværker, der forbindes med allehelgen, hører den store tyske komponist Johannes Brahms’ ”Ein deutsches Requiem”. Selve titlen henviser til den katolske sjælemesse for de døde, men indholdet i Brahms’ værk er protestantisk. Det er nemlig ikke tænkt som musik for de døde, men som trøst til de efterladte – til dem, der er i sorg

”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.”

Med disse ord fra Bjergprædikenen indledes korsangen i Johannes Brahms’ (1833-1897) ”Ein Deutsches Requiem” (”Et Tysk Requiem”), som er skrevet for kor, solister og orkester.

Brahms’ requiem blev uropført i Leipzig i 1869 og var både komponistens gennembrudsværk og hans største komposition overhovedet. Selvom titlen henviser til katolsk teologi og liturgisk tradition, adskiller værket sig markant fra det traditionelle katolske requiem ved først og fremmest at være musik for de levende og ikke for de døde.

Det katolske requiem
Det traditionelle requiem følger liturgien i den katolske døde- eller sjælemesse. Ordet ”requiem” refererer til messens indledende ord "Requiem aeternam dona eis, Domine" (Herre, giv dem evig hvile).

Sjælemessen blev udformet i det 10. århundrede i forbindelse med indførelsen af en årlig bededag for de døde, som ikke er helgener - nemlig Allesjælesdag den 2. november. Sjælemessen blev herefter anvendt både på denne dag og ved begravelser.

Sjælemessen foregår på latin og har en fast liturgisk opbygning bestående af ritualer og bønner, hvor man beder for de dødes syndsforladelse og frelse. Liturgien har i store træk beholdt sin oprindelige form, om end der blev foretaget visse ændringer i forbindelse med den katolske liturgireform i midten af det 20. århundrede. Således er for eksempel den kendte sekvens ”Dies Irae” (vredens dag), der handler om dommedag, ikke længere en del af sjælemessen.

Til hvert af sjælemessens oprindelige led (introitus, Kyrie, graduale, tractus, Dies irae, Sanctus, offertorium, Agnus Dei og communio) hører særlige gregorianske – enstemmige – melodier. Henimod slutningen af middelalderen begyndte forskellige komponister imidlertid at komponere flerstemmige melodier til sjælemessens dele, og efterhånden blev det almindeligt, at de store komponister skrev deres eget requiem. Mest kendt af disse requier er formentlig Mozarts (1756–1791), som han ikke nåede at færdiggøre før sin egen død.

Luther gør op med sjælemessen
Martin Luther (1483-1546) var en meget skarp kritiker af sjælemessen, og reformationen betød et radikalt brud med den. Ifølge Luther er de døde helt og holdent i Guds hænder, og de levende kan ikke påvirke deres skæbne efter døden gennem forbønner eller ritualer.

I den protestantiske kirke benytter man sig derfor ikke af sjælemesser eller bønner for de afdøde, og den protestantiske begravelseshandling betragtes ikke som en handling for den dødes skyld, men derimod som en gudstjeneste for de efterladte, der kan finde trøst i ordene om opstandelse og frelse.

Brahms protestantiske requiem
Johannes Brahms’ personlige religiøsitet – eller mangel på samme – er et omdiskuteret emne, men hans requiem bærer uanset hvad tydeligt præg af, at han er rundet af en luthersk tradition. Hans requiem skal ikke forstås i den katolske betydning som musik for de afdøde, og det bygger heller ikke på den katolske sjælemesses liturgi. Brahms requiem er derimod musik komponeret til udvalgte bibelelske skriftsteder, der handler om, hvordan man kan finde mening i livet, selv om man har mistet, og selvom man ved, at man selv og ens nærmeste engang skal dø.

Brahms komponerede det meste af sit requiem i årene 1865-67, og der er almindelig enighed om, at hans mors død i begyndelsen af 1865 fik indflydelse på værket: Komponisten var selv i sorg. Brahms requiem er således et meget inderligt og personligt værk, samtidig med at det har en stærk almenmenneskelig appel.

Skriftstederne i ”Ein deutsches Requiem” har Brahms selv udvalgt. De stammer fra Luthers tyske oversættelse af Bibelen. Ordet ”deutsches” (tysk) skal næppe forstås som noget specifikt tysknationalt, men tjener derimod til at understrege det faktum, at requiets sprog er folkesproget tysk og ikke det katolske messesprog latin. Brahms udtalte selv senere, at værket lige så godt kunne have heddet ”Ein menschliches Requiem”. Dog hører det også med til historien, at den tyske nationalfølelse havde vind i sejlene netop i denne periode, hvor store dele af de tysktalende områder blev samlet under Preussen.

Mod til at leve på trods af døden
”Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne falder,” lader Brahms koret synge med et citat fra Peters første brev og bekræfter dermed dødens uomgængelighed.

Men i Brahms’ requiem får døden hverken det første eller det sidste ord. Det hele indledes derimod med Bjergprædikenens saligprisning af de sørgende og løftet om trøst, og flere gange herefter lyder der skriftord, der skal bringe mod til at leve på trods af sorgen og døden.

”Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer,” synger koret med ord fra Johannesevangeliet. Og fra Paulus’ første brev til Korintherne lyder det: ”Da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?”

I Brahms requiem er der ingen ”Dies Irae” (vredens dag), men en fortrøstningsfuld tro på, at de døde hviler i fred. Brahms afrunder således med Johannes’ Åbenbarings saligprisning af de døde, der sammen med den indledende saligprisning af de sørgende indrammer hele det store korværk:

”Salige er de døde, som fra nu af dør i Herren. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, for deres gerninger følger dem.”

Litteratur: Karl Aage Rasmussen: En sørgmodig drøm om idyl – uudgrundelige Johannes Brahms (Gyldendal 1017), Encyclopædia Britannica, Den Store Danske Encyklopædi

Se og lyt til en opførsel af Brahms' requiem her: