Sådan foregår en vielse i de store verdensreligioner

Sommertid er bryllupstid. I de store verdensreligioner er der forskellige ritualer og traditioner, som hører sig til, når to personer siger ja til hinanden. Foto: Ariel Schalit/Ritzau Scanpix

Metalkroner, kontrakter og knust glas er blandt de vielsestraditioner, som hører til i verdens store religioner. Få overblikket over hvordan ægteskabet er udformet hos kristne, muslimer, jøder, hinduer og buddhister her

Det er så yndigt at følges ad, for to som gerne vil sammen være.”

Sådan starter N.F.S. Grundtvigs populære salme, som ofte synges ved bryllupper i den danske folkekirke. Men bryllupper er meget mere end noget nyt, gammelt, lånt og blåt – især hvis man retter blikket udad i verden til andre religioners traditioner og ritualer.

Her får du et overblik over vielsesritualet i verdens store religioner.

Kristendommen:

Folkekirken
I den danske folkekirke bliver selve vielsesritualet indledt med præstens tale til brudeparret, som kan handle om parret og deres historie, om Guds kærlighed og om livet som ægtepar.

Når præsten har holdt sine tale kommer tilspørgslen, hvor begge parter skal svare ja to gange. Først skal de svare på, om de vil tage den anden til ægtefælle, som gør dem til ægtepar i borgerlig og juridisk forstand. Det andet ja forpligter brudeparret på at elske og ære hinanden i medgang og modgang indtil døden skiller dem ad, hvilket afspejler det kristne menneskesyn.

Herefter giver parret hinanden hånd på det, som de har sagt ja til, og præsten forkynder, at brudeparret nu er rette ægtefolk.

Den sidste del af vielseshandlingen er velsignelsen, som er den særligt kirkelige del. Foruden at være ægtefolk i juridisk forstand modtager brudeparret også Guds velsignelse over dem og deres ægteskab.

Den katolske kirke
I den katolske kirke er det brudgommen og bruden, som er de udøvende parter i vielsen, da det er deres samtykke og indstilling, som udgør vielsen og gør ægteskabet gyldigt. Præsten er kun et vidne til dette.

Den katolske kirke har en tanke om ”det naturlige ægteskab.” Mennesket har en naturlig trang til at indgå i en relation med et andet menneske. Derfor betragtes ægteskabet også som et af den katolske kirkes syv sakramenter. Ægteskabet er en institution, som Gud ønsker for mennesket, og det er en del af det kirkelige liv at blive gift.

For at der i den katolske kirke kan være tale om et gyldigt ægteskab er der fire kriterier, som ægteparret skal gå ind på. De skal kunne svare ja til præsten, når han spørger, om de indgår ægteskabet i fuld frihed og uden tvang, er villige til at leve monogamt, ser ægteskabet som uopløseligt og er indstillede på at få børn med hinanden. Herefter følger samtykket, som er det essentielle i vielsen. Det er ofte brudeparret selv, som erklærer deres samtykke til hinanden (frem for at sige ja til præsten). Det giver de hinanden højre hånd på som en form for håndslag på den ægtepagt, som de netop har indgået. Mange ægtepar udveksler desuden ringe, som præsten velsigner.

I slutningen af vielsen stadfæster præsten ægteskabet som gyldigt. Vielsesritualet i den katolske kirke er ens på tværs af landegrænser, men resten af højtideligheden og festen bærer præg af traditioner og kulturer i de enkelte lande.

Læs mere om den katolske ægteskabsforberedelse og vielsesritual

Den ortodokse kirke
Den ortodokse kirkes bryllupsritual er fyldt med symbolik. Ægteskabet er også i den ortodokse kirke et sakramente og et tydeligt tegn på Guds indgriben i menneskelivet.

Ægteskabet har sin tydelige baggrund i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, blandt andet med patriarkernes ægteskab og brylluppet i Kana som symbol på begyndelsen på Kristi virke. Brylluppet i Kana bruges også som en malet ikon ved selve vielsesceremonien.

Ægteskabet består af to ritualer, forlovelsen og ægtevielsen, men i moderne tid fejres de ofte samlet.

Ved forlovelsen ligger ringene på alteret, hvor præsten velsigner ringene. Brudeparret giver hinanden ringene på, men bytter ringe i løbet af ritualet. Det symboliserer, at parret fremadrettet skal vandre gennem livet sammen og bære hinandens velsignelser og byrder. Præsten spørger desuden parret, om de har lovet sig til andre, og om de vil love sig til hinanden.

Forlovelsen og vielsen skal ses som en spejling af pagtslutningen mellem Gud og Israel, og som et billede på Kristi forhold til kirken. Mandens og kvindens opgave er at dø for hinanden, forstået således at de skal opgive sig selv for at blive et ”vi.”

Selve ægtevielsen starter med samme åbningsvelsignelse som ved indstiftelsen af nadveren. Det er et tegn på, at man indtræder i treenighedens rige, og det ses som en aktualisering af Gudsriget.

Det følges af en række bønner, som rummer referencer til ægteskaberne i Det Gamle Testamente.

Som en central del af ægtevielsen krones brudeparret med kroner af enten blomster eller metal. Ligesom med ringene byttes bruden og gommens kroner som symbol på, at ægteparret fra da af skal vandre sammen.

Kronen har traditionelt været et billede på martyrer, da disse ofte afbilledes med kroner på. Man kroner brudeparret til at blive martyrer som symbol på, at de i symbolsk forstand skal dø for sig selv for at blive ét.

Efter kroningen drikker brudeparret velsignet vin af en fælles vin som et symbol på, at de sammen vil tage imod det, som folk og Gud vil give dem.

Slutteligt fører man brudeparret rundt om ikonen af brylluppet i Kana med deres højre hænder bundet sammen. Igennem ægtevielsen bliver de i Guds øjne bundet sammen til at være ét kød i en reel åndelig virkelighed.

Både ombytning af ringe, kroning og skridtene omkring ikonen gentages tre gange som et tegn på treenigheden.

Efter ægtevielsen er brudeparrets frelse bundet til hinanden. Ifølge den ortodokse kirkes tro skal treenigheden ses som tre personer af samme natur. Ligeledes skal mennesket ses som mange personer af den samme natur. Derfor skal mennesket ikke betragte sig selv som et fuldstændigt uafhængigt individ. Mennesket lever i stedet som forskellige manifestationer af den samme natur.

Ægteskabet giver mennesket en partner, hvormed det kan øve sig i at leve på den måde, som man bør leve med andre. Et ægtepar er netop to, som også er én.

Islam

Et islamisk ægteskab kaldes nikah og er en kontrakt, som indgås mellem manden og kvinden. Kontrakten indeholder regler, som skal være opfyldt for, at ægteskabet kan anerkendes som gyldigt. Det er også muligt at tilføje nogle personlige aftaler mellem ægtefællerne, så længe det ikke strider mod Koranen og Sunna.

Et andet vigtigt element i et islamisk ægteskab er mahr, som er en islamisk brudegave. Brudgommen giver den til bruden ved indgåelsen af ægteskabet, og den fungerer som en økonomisk forsikring for bruden, hvis manden forlader hende eller bryder sin forsørgelsespligt.

Der skal ved et islamisk bryllup være to mandlige vidner til stede, når bruden og brudgommen vedkender sig kontrakten. Der er ofte tale om en skriftlig kontrakt, men det er ikke et krav. Hvis der er tale om en skriftlig kontrakt, afsluttes vielsen med, at kontrakten underskrives.

Nikah kan indgås overalt, og det behøver derfor ikke være i moskéen. I praksis foregår det ved, at imamen tilspørger bruden og brudgommen. De spørges til, om ægteskabet er indgået frivilligt, om der er betalt mahr, og om parterne har ret til at indgå i et ægteskab. Hvis det er brudens første ægteskab, så spørges hun ligeledes til, om hun har sin værges tilladelse til at indgå ægteskab.

Når tilspørgslen er færdige, giver imamen ofte brudeparret en række ægteskabelige råd, en såkaldt bryllupsprædiken, som hedder khutbah al-nikah. Til sidst læser ægteparret, imamen og de to vidner suraht al-Fatiha, som er den første sura i Koranen. Herefter er ægteskabet gyldigt. Det er desuden nødvendigt, at ægteskabet er offentligt (og altså ikke hemmeligt), hvis der skal være tale om et gyldigt ægteskab.

Der holdes ofte en fest bagefter, men det er ikke et krav ifølge islamisk lov, at brylluppet skal fejres. Der er derfor heller ingen krav til, hvilken slags tøj brudeparret skal bære, så længe de overholder de religiøse krav om tildækning af kroppen. Man vil dog ofte opleve, at de er iklædt deres fineste tøj, som naturligvis afhænger af kulturel baggrund, social status og økonomisk formåen.

Jødedom

En jødisk vielse foregår altid under en chupah, som er fire stænger, som holder en form for tag, en brudebaldakin. Chupaen symboliserer det jødiske hus, og at brudeparret nu er sammen under ét tag.

Der er ingen regler for, hvordan brudeparret kommer op til chupaen. Traditionelt har det været sådan, at man enten gik med sine forældre, eller at brudgommen gik med fædrene og bruden med mødrene.

Bruden får en ring af brudgommen, som symboliserer, at hun fra nu af er bundet til ham. Dette gennemfører den religiøse forlovelse.

Inden selve vielsen indgår brudeparret ketubah, som er en jødisk kontrakt. Her tager brudgommen forpligtelserne over for sin kone på sig. Det handler blandt andet om tøj, mad, tag over hovedet og seksuelle behov. Derudover fremgår det af kontrakten, hvad konen skal have, hvis hun bliver skilt, eller manden dør.

Et jødisk bryllup varer ikke kun den aften og nat, men er en fest, som varer en hel uge bagefter. Til sidst i den jødiske vielsesceremoni siges syv velsignelser, som gentages i de syv dage efter brylluppet. De syv velsignelser forbinder parrets bryllup til ægteskabet generelt. Ægteskabet går ifølge jødisk tro helt tilbage til Adam og Eva, og man mindes ved ethvert bryllup den særlige forbindelse mellem mand og kone, som går helt tilbage til skabelsen. Et jødisk ægteskab kan derfor også kun indgås af en mand og en kvinde, som begge er jøder. Det betyder, at hverken homoseksuelle eller et par, hvor den ene ikke er jøde, kan få en jødisk vielse. De er dog stadig velkomne i synagogen.

Bryllupsdagen begynder ifølge jødisk tradition allerede aftenen før. Der er tradition for, at brudeparret tager rituelle bade enten aftenen eller morgenen inden for at være rituelt rene. Vielsen kan finde sted alle dage og på alle tidspunkter undtagen på sabbatten. Ifølge jødisk tro må man nemlig ikke skabe noget nyt på sabbatten.

Vielsen afsluttes med, at brudgommen knuser et glas som et minde om, at man også midt i glæden skal mindes de ting, som jøderne savner og mangler. Det knuste glas symboliserer ifølge jødisk tradition templet i Jerusalems ødelæggelse.

Til den efterfølgende bryllupsfest er der tradition for at danse en særlig israelsk folkedans, og man løfter ofte brudeparret op på stole. Alle som er til stede ved festen er ifølge jødisk lov forpligtet på at danse foran brudeparret for at hjælpe dem til at være glade.

En jødisk vielse kan foretages af en rabbiner, men det er dog ikke nødvendigt. Det eneste, som et jødisk bryllup kræver, er et par og to vidner. Mange vælger dog en rabbiner for at gøre brylluppet til noget særligt. I Danmark er det kun rabbinere, som må forestå en jødisk vielse. Derudover foretager man i Danmark efterfølgende en borgerlig vielse for at brylluppet er juridisk gyldigt. Det gør man, da man i den jødiske vielse ikke har tilspørgsler til brudeparret, som man eksempelvis har i folkekirken.

Hør rabbiner Jair Melchior fortælle om bryllup i synagogen

Hinduisme

Selvom der er store forskelle på tværs af kulturer, så er hinduistiske bryllupper med sikkerhed store, farverige og larmende.

Som hindu er det normen at blive gift, og ved brylluppet træder brudeparret ind i et helt nyt liv. Det er ved brylluppet, at pigen går fra barn til voksen.

Dagen før et hinduistisk bryllup holder kvinderne fra både brudens og gommens familie en hyggelig sammenkomst for bruden, hvor de drikker te og kaffe og spiser søde sager. Det er nærmest en slags polterabend. Det er også til denne sammenkomst, at brudens hænder og fødder dekoreres med henna-pasta i flotte mønstre.

Selve brylluppet foregår på sanskrit, som er det officielle religiøse sprog inden for hinduismen. Brahminpræsten tænder et bål på et ildalter og inviterer en række guder til at overvære ceremonien. Guderne repræsenterer hver især egenskaber, som er nødvendige og vigtige i ægteskabet. Til ceremonien lover manden og kvinden hinanden, at de vil ære og respektere hinanden til døden dem skiller. Som bekræftelse af dette løfte binder gommen en snor om brudens hals eller de binder deres tøj sammen. Derefter går de sammen syv skridt rundt om den hellige ild. Det er det centrale i ritualet, og så er de gift.

Herefter siger bruden farvel til sin familie og bydes velkommen i gommens familie. Fejringen af brylluppet sker ofte i en såkaldt bryllupshal, hvor selve ritualet foregår på første sal, og festen foregår nedenunder. Her er der tradition for, at hele landsbyen bliver beværtet med masser af mad.

Det hinduistiske ægteskabsideal er ægteskabet mellem guden Shiva og gudinden Parvati. De har sammen en søn, elefantguden Ganesh. De repræsenterer det ideelle familieliv, som er det ideal, de hinduistiske ægteskaber stræber efter.

I de gamle skrifter, som ligger til grund for den hinduistiske religion, kan man finde syv-otte former for ægteskab. Det fineste er et arrangeret ægteskab, men helt tilbage til klassisk tid har der også været kærlighedsægteskaber. I dag ser man ideologiske brudlinjer om holdningen til det arrangerede ægteskab, hvor flere ønsker et kærlighedsægteskab. Det står dog i aktiv opposition til samfundsidealet mange steder. Dette skred mod et frit ægteskab er i høj grad en urban tendens.

Buddhisme

I buddhismen har man ikke noget officielt religiøst vielsesritual, da man betragter bryllupper som et verdsligt og privat anliggende. Når ægteskab ikke ses som et religiøst anliggende, så hænger det sammen med, at buddhister forsøger at overvinde samsara, som er fødslernes kredsløb. Derfor forsøger man at overvinde uvidenhed, begær og aversion, da det er dette, som binder mennesket til samsara.

Som munk eller nonne må man i princippet ikke hjælpe til indgåelse af ægteskab, da man ikke skal hjælpe til at binde mennesket til samsara.

I Danmark kan man dog få en buddhistisk vielse. Det hænger sammen med, at man for at kunne blive godkendt af Kirkeministeriet som buddhistisk menighed skal kunne tilbyde vielse. Det betyder derfor også, at der ikke er noget fast vielsesritual, men man kan tage højde for det enkelte pars ønsker.

I mange buddhistiske centre, som eksempelvis Phendelings center for tibetansk buddhisme, foreslår man altid, at vielsen har et buddhistisk islæt i form af bøn og guidet meditation, hvor gæsterne sender gode tanker og ønsker for brudeparret. Derudover følger man det borgerlige vielsesritual, og en buddhistisk vielse er derfor også juridisk gyldig.

Brylluppet ses i buddhismen som et overgangsritual, men traditioner og ritualer omkring brylluppet varierer på tværs af kulturer. I Tibet var ægteskab ikke noget, som man tog så højtideligt. Man flyttede derimod bare sammen, og det blev fejret med en ølfest, kaldet Changtse.

Hvis det i andre lande er muligt at få en buddhistisk vielse, vil det finde sted i et tempel efter en sekulær vielse på eksempelvis et rådhus. I templet vil ægteparret blive velsignet af en munk, og ægteparret vil recitere de tre juveler, som er de tre tilflugter i Buddha, dharma og sangha.

Ægteparret vil også ofte ofre til Buddha-statuen, og ofringen kan bestå af ris, røgelse, blomster eller lignende.

Et buddhistisk bryllup vil ofte være en familiefejring, hvor tempelvielsen er en ritualisering af deres nye status som mand og kone. Der vil også ofte blive holdt en fest efterfølgende.

Dronning Margrethe II og Prins Henrik, da de blev viet den 10. juni 1967 i Holmens Kirke. Her er præsten ved at velsigne de to ved at lægge sine hænder på deres hoveder. Foto: Ritzau Scanpix
Her er et katolsk par ved at erklære deres samtykke direkte til hinanden foran familierne. Foto: Wikimedia Commons
Et brudepar bliver iført kroner af metal - en måde at krone de to til martyrer for hinanden. Foto: Wikimedia Commons
Brudens hænder males med henna, og brudeparret binder snore eller kæder om hinanden for at vise, at de hører sammen. Foto: Ajit Solanki/AP/Ritzau Scanpix
En række muslimske brude venter backstage på at skulle vies ved et massebryllup i Mumbai, Indien. En række sociale organisationer arrangerer massebryllupper, så de mindre bemidlede også kan få et bryllup - en dyr affære for den muslimske mand, som skal betale brudegave, "mahr." Foto: Rafiq Maqbool/Ritzau Scanpix
En rabbiner læser op af Torahen for brudeparret (de to længst til venstre) i den jødiske bosættelse Ganei Tal på Vestbredden. Foto: Baz Ratner/Ritzau Scanpix
En rabbiner skriver her under på den jødiske bryllupskontrakt, ketubah. Foto: Ariel Schalit/AP/Ritzau Scanpix
Bruden og hendes forældre modtager velsignelser ved et hindu bryllup. Foto: Denisbin/Flickr
Et hindu brudepar sidder sammen ved ceremonien. Foto: Wikimedia Commons
Et muslimsk ægtepar fra Pakistan tager afsted efter vielsen mod gommens hus, hvor de skal bo sammen. Foto: Wikimedia Commons
Navayana-buddhistisk vielse i Maharashtra, Indien. Foto: Wikimedia Commons