10 tips til den gode bryllupstale
Fik du også tårer i øjnene, da kronprins Frederik talte til kronprinsessen ved deres bryllupsmiddag? Få her 10 gode råd til, hvordan din bryllupstale bliver en succes - og får smil, tårer og tanker frem hos gæsterne og din udkårne
Mange mennesker vil før eller siden havne i den situation, hvor de skal holde en bryllupstale for et familiemedlem, en af deres bekendte eller deres udkårne. Men hvordan kommer man i gang, og hvad skal man tage højde for i talen? Her får du 10 gode råd til, hvordan du holder en god bryllupstale.
Læs også Religion.dk's store bryllupstema.
1) Hvordan kommer jeg i gang?
Forud for en god tale ligger der et stort arbejde i at finde på idéer og historier. Når du skal i gang, er det derfor en god idé, at bruge enten hurtigskrivning eller mindmaps.
Hurtigskrivning går ud på, at du skriver uafbrudt i fem minutter. Sæt tiden i gang, og tænk på din udkårne/brudeparret. Skriv hvad der umiddelbart falder dig ind. Hvis du går i stå, skriver du øhhhh, indtil der dukker nye tanker op. Efter fem minutter læser du dine spontane tanker igennem, hvorefter du kritisk sorterer fra, og bruger de sjoveste eller mest kreative tanker, til at komme videre med talen.
For at lave et mindmap, skrives din udkårnes navn/brudeparrets navne i en cirkel, centralt placeret på et stykke papir. Ud fra denne cirkel tegnes flere cirkler, hvori du skriver ting og oplevelser, der minder dig om personen/parret. Cirkler kan have underkategorier, hvor du kan skrive detaljer eller specifikke oplevelser om hver katagori.
Både hurtigskrivning og mindmaps kan hjælpe med at få nogle tanker ned på papiret og afhjælpe skriveblokeringer.
2) En fængende indledning
Selvom du ikke er en erfaren taler, så behøver du ikke at fortælle det til dit publikum. Start derfor aldrig din tale med sætningen Jeg er ikke en taler, men...
Hvis du er nervøs, så sig hellere det, men sig også, at du har glædet dig til at fortælle, hvor meget du holder af parret/din udkårne og til at fejre dem. Gæsterne ved selv, hvor nervepirrende det kan være at stå foran en større forsamling.
En indledning skal sige noget om dig selv og om dem du taler om. Introducér dig selv kort, hvis du hverken er brudgom eller brud, og hvad din relation er til brudeparret. Start med en sjov eller romantisk historie, der fortæller noget om din udkårne/parret, som publikum måske ikke kender til. På den måde fanger du deres opmærksomhed.
3) Den røde tråd
En god tale er en sammenhængende historie. Derfor bør den have en rød tråd. Hvis du starter med en sjov eller romantisk historie, kan du bruge den til at lave en rammefortælling, og afslutte talen med samme historie.
Brug gerne et gennemgående billede eller symbol på din udkårne/brudeparret. Sig, at de minder dig om et dyr, en ting, et specielt sted, og brug ord inden for disse omgivelser, til at beskrive parret, og hvor meget de betyder for dig. I komediefilmen My Big Fat Greek Wedding holder faderen Gus Portokalis en bryllupstale for sin datter. Her bruger han frugt til at beskrive parrets to familier på en humoristisk og kærlig måde.
I stedet for at sige, at din udkårne/parret er livsglade, så fortæl historier, som viser at de er det. På engelsk kaldes det Show, dont tell. På den måde undgår du abstrakte eksempler, og talen bliver konkret og billedskabende.
Et godt eksempel på en "tale" med rød tråd, er denne youtube video, hvor talen fremføres som en musical til ære for bruden. Talen er meget utraditionel, men et sjovt og anderledes indslag på bryllupsdagen.
4) Et mundtligt manuskript
Når du øver talen derhjemme, så prøv at smage på ordene. Er talen for skriftsproglig? Og ville du bruge ordene i en normal samtale? Et mundtligt manuskript har mange korte sætninger, og er lettere at fremføre. Undgå at bruge ord, som du ikke normalt ville sige, da det kan virke upersonligt, og det gør det sværere for dig at huske talen.
Øv dig i at tale langsomt, tydeligt, og lade være med at spænde i kæben. Talen må gerne lyde højtidelig, så giv dig god tid. Mange har det med at kappe endelserne af ordene, fordi de bliver nervøse.
Overvej også om dit manuskript skal være stikordskort, eller et fuldt udprintet manuskript. Med stikordskort har du mulighed for at være mere fri fra manuskriptet, men mange føler sig mere sikre med et fuldt udprintet manuskript, hvis klappen skulle gå ned.
En god idé er at notere de steder, hvor du vil holde små pauser i manuskriptet. Pauserne er gode til at få styr på vejrtrækningen og kan hjælpe på din nervøsitet. Pauserne forstærker også indholdet af talen og giver gæsterne en mulighed for at tænke over det, du siger.
Hvis du er en af de sidste i talerækken, og de foregående talere har brugt mange af de samme ord eller historier som du har med i din tale, behøver du ikke at panikke. Sig eventuelt Når nu vi har hørt den selv samme historie tidligere på aftenen, så må der jo værre noget om snakken!. Vend det til din egen fordel, og gør det til en sjov detalje i din tale.
5) Hold talen kort
Hvis talerækken bliver overholdt til brylluppet, kan det hurtigt blive til mange taler, der skal holdes i løbet af aftenen. Hold derfor din tale kort, højst 5-10 minutter. Det er nemmere at huske en kort tale, og hvis den er meget længere end 10 minutter, mister gæsterne koncentrationen. Bevar fokusset, og hold den kort.
6) Humor er altid en vinder
Sjove taler har en god lytterkontakt, og de skaber en god stemning, for hvem vil ikke høre en sjov historie? Men humor skal bruges med omhu. Mange mennesker har forskellige opfattelser af, hvad der er sjovt, og hvad der er provokerende. Sørg for at dine historier ikke udstiller din udkårne/brudeparret ondskabsfuldt, men på en kærlig og positiv måde.
En sjov og utraditionel tale var John Cleeses tale til hans gode ven Graham Chapmans begravelse. Graham Chapman var et af medlemmerne i Monty Python gruppen.
7) Læg mærke til dine omgivelser
Inden du går i gang med talen, så tag dig god tid til at kigge ud på gæsterne, og vent med at gå i gang, til alle er stille. Hvis du er nervøs, og din vejrtrækning er hurtig, så fokuser på at gøre denne dyb og langsom, inden du går i gang.
Når du taler direkte til din udkårne/parret, så kig på dem. Taler du om mere almene ting, så kig ud på gæsterne. Det giver en god lytterkontakt til både dem, du taler om og til alle gæsterne, der er til stede i lokalet.
8) Vær forberedt på at blive rørt
Nogen synes, det kan være en udfordring at holde en personlig tale, fordi de kan blive rørt og sårbare. Bryllupstaler må gerne være personlige, hengivne og følelsesladede, fordi de giver udtryk for, hvad du føler for din udkårne/brudeparret. Det kan derfor udvikle sig til et rørende øjeblik for både din udkårne/parret og dig selv. Forbered dig hjemmefra ved at notere dig, hvorhenne du kunne forestille dig, at du ville blive rørt, så du kan indstille dig mentalt på at holde talen.
9) Øvelse gør mester
Forberedelse afhjælper nervøsitet. Øv dig derfor flere gange foran spejlet, eller måske foran en god ven. Forestil dig, at du står foran gæsterne, og du holder en succesfuld tale. Giv dig selv en chance. Erfarne og gode talere bliver først rigtig gode igennem øvelse.
Tænk over hvordan du taler ved at åbne munden, og artikuler tydeligt. Smag på ordene og væn dig til alle sætningerne. Jo mere du forbereder dig på talen, jo større selvtillid har du på bryllupsdagen når den skal holdes.
10) Nyd det!
Selvom nervøsiteten ofte kan tage overhånd, så husk at nyde øjeblikket. Mange frygter at holde taler i stedet for at nyde det. Brylluppet er et omfattende vendepunkt i livet, og det er en dag, som du og din udkårne/brudeparret altid vil huske tilbage på. Du har muligheden for at fortælle, hvad de betyder for dig og give din udkårne/parret et minde, de altid vil have med sig. Gæsterne vil dig det bedste og glæder sig til at høre dig tale. Du kan have den tanke i baghovedet, og bruge den til din egen fordel.
To gode bryllupstaler, som du kan blive inspireret af, er Kronprins Frederiks tale til Kronprinsesse Mary, som blev holdt på deres bryllupsdag, d. 14. maj 2004, og den svenske prins Daniel, der holdte sin bryllupstale til kronprinsesse Victoria af Sverige, d. 19. juni 2010.