Syv tips til æresporten

En æresport kan give et ekstra pift til både bryllup, sølvbryllup, guldbryllup og ved anden festlig lejlighed. Men hvem skal lave æresporten, og skal man bruge gran eller bøgegrene? Kristendom.dk har samlet 7 gode råd. Foto: Thomas Borberg/ritzau foto

Hvem skal lave æresport - og hvordan laver man æresport? Det kan være svært at vælge, hvilke blomster, der skal på, og om skelettet skal være af træ eller tov. Få tips her

Traditionen tro er august en sæson for bryllupper. Æresporten giver et ekstra pift til bryllupsfejringen, men mangler man en æresport-ekspert, kan det let blive en uoverskuelig opgave. Kristendom.dk har samlet 7 gode råd til opsætningen af æresporten.

1. Hvem laver æresport?
Der er forskellige traditioner i forskellige familier. Nogle sætter æresporte op både ved feststedet og der, hvor brudeparret overnatter. Andre gør det kun ved feststedet. Nogen gange er det vennerne, der har ansvaret, andre gange er det familien.

2. Hvornår skal æresporten sættes op?
Æresporten skal sættes op på feststedet enten aftenen før eller om morgenen. Man skal være opmærksom på, om grene og blomster vil tørre ud på en sommerdag, i så fald bør man sætte den op om morgenen. Man kan også sætte æresporten op om aftenen oggemme blomster og enkelte grene i en spand med vand og sætte dempå æresporten om morgenen, så den ser frisk ud. Det er vigtigt at aftale opsætningen af æresporten med feststedet, da der kan være regler for opsætningssted og -tid.

3. Skelet til æresporten i træ eller tov
Man kan vælge at lave æresporten af et tov, eller man kan opbygge den på et skelet lavet af træ eller jern. Udformningen af en æresport kan tage mange forskellige former.

Det er flottere med et tov, men meget lettere med et træskelet, hvilket også er værd at tage med i en måske allerede presset bryllupsplanlægning. Bruger man et reb, gælder det om at få det så tykt som muligt. Det er optimalt at være mindst tre om at lave æresporten. Den ene holder grankvistene eller bøgegrenen omkring rebet, den anden vikler blomstermetaltråd omkring, mens den tredje rækker blomster og grene til de to andre. Nogle gange har feststedet et skelet, man kan bruge.

Bryllupsskjolde.dk har lavet en guide til, hvordan du laver en æresport med stolper og kyllingenet. Idenyt har en indføring i, hvordan man kan lave skelettet selv. På butik74.dk kan man desuden leje en æresport for 60 kroner.

4. Hjerte som skilt til æresporten
Midt på æresporten skal der være et hjerte med brudeparrets navne samt datoen for bryllupsdagen. Nogle vælger også at skrive Tillykke. Et hjerte kan købes i forskellige gør-det-selv butikker eller på internettet, blandt andet hos bryllupsskjolde.dk eller butik74.dk

5. Æresport i gran eller bøgegrene?
Æresporten dekoreres som regel med gran eller bøgegrene. Vær dog opmærksom på, at bøgegrene har risiko for at visne inden selve festen, så vælger man denne løsning bør æresporten opsættes om morgenen. Bruger man træ-skelet, kan man gøre processen lettere ved at anvende en clips-pistol til at hæfte grenene fast til træ-skelettet.

6. Blomster til æresporten
Udover de grønne grene pyntes æresporten ofte med årstidens blomster. Lav nogle små plastikposer med et stykke fugtigt køkkenrulle og stik buketterne heri, så holder de sig bedre. Det kan være dyrt at anskaffe sig, så prøv at lave en aftale med din blomsterhandler om at sætte affaldsblomster fra dagen før til side. Så kan man nøjes med at købe nogle enkelte buketter helt friske blomster.

7. Hvor stor skal æresporten være?
For at være sikker på, at æresporten passer i størrelsen kan det være en idé at opmåle døren. Bruger man tov, kan det være en god idé at lave det lidt for langt, så det kan ligge henad jorden.

Æresporten skal sættes op på feststedet enten aftenen før eller om morgenen. Foto: MICHAEL MOTTLAU/ritzau foto