Sådan har bruden været klædt fra middelalderen til i dag
Brudekjolen har altid været en vigtig del af brylluppet. Måske derfor har den skiftet både form, farve og tilbehør mange gange op gennem århundrederne. Læs om traditionerne bag brudekjolen her
Brudekjolen er noget af det vigtigste i de fleste brudes øjne, og der er mange ting at tage stilling til: Skal kjolen være lang eller kort? Skåret stramt eller med masser af vidde? Skal der være et væld af blonder og anden pynt, eller skal den snarere være helt enkel? Skal der være slør eller hat?
Der knytter sig desuden en hel del overtro til brudens udstyr og kjolens farve. Dog er alle enige om farven på brudekjolen. Den skal være hvid eller måske cremefarvet, hvis man er modig. Men sådan har det ikke altid været. Faktisk har den hvide brudekjole ikke mere end cirka 100 år på bagen.
Rød eller gylden brudekjole
Tilbage i middelalderen var brudekjolen som oftest rød, da man mente at den røde farve holdt det onde væk. Og at holde det onde væk var altid vigtigt ved livets store overgange som dåb, bryllup og begravelse. Enkelte især fyrster og andre med pengepungen i orden havde dog en gylden brudekjole. Netop for at vise ens status og velstand.
Det gjaldt for eksempel Margrethe d. 1, hvis gyldne brudekjole stadig kan ses i Uppsala Domkyrka i Sverige, hvortil den blev bragt af de svenske styrker efter Sverige i 1658 havde erobret Skåne, Halland og Blekinge fra Danmark.
Senere ændrede brudekjolen sig. Op igennem renæssancen havde man ikke tradition for, at brudekjolerne havde en bestemt slags farve eller stil.
Man giftede sig i sin fineste kjole, og det var for de adelige og kongelige ofte en meget overdådig kjole belæsset med perler og guld, mens det for bondepigerne var deres folkedragt. Fattigfolk nøjedes med det, som de nu engang havde.
Empire-brudekjoler og 1800-tallets slør
Omkring 1800-tallet, da de lette empirekjoler slog igennem, ændrede brudekjolerne sig også i samfundets højeste lag.
De overlæssede kjoler i tunge stoffer som brokade og fløjl pyntet med guld og ædelstene blev afløst af lette brudekjoler i tynde stoffer og lyse pastelfarver som himmelblå, limegrøn, sart-rosa, vanilje-gul og syrenfarvet. Men næsten aldrig hvid i hvert fald i starten. Senere kom dog den æggegule og derfra også den hvide. Og selvom kjolerne fik mere tyngde igen senere, beholdt man ofte de lette stoffer.
Dertil satte man små blomster i håret og med tiden også et slør, som man opfattede som noget meget romantisk. Brudebuketten holder også sit indtog her, i starten dog som en bryst- eller bæltebuket. Men fra slutningen af 1800-tallet som den håndholdte buket, vi også kender i dag.
1800-tallet er romantikkens tid, og man kunne ikke få det pittoresk og bondeagtigt nok. At bondepigerne så aldrig i virkeligheden havde været i florlette gevandter med slør og blomsterbuketter, var datidens brude ligeglade med. Stilen passede ind i den biedermeieragtige idyl, som man havde som ideal.
Den lille sorte kan altid bruges, også i kirken
Hos almuen på landet ændrede bryllupsmoden sig også. Men slet ikke i samme grad. I mange århundreder giftede man sig i sin folkedragt, hvis man havde en. Ellers bare den pæneste kjole, der kunne opdrives.
Sådan var det også i 1800-tallet, hvor langt de fleste danske brude giftede sig i den enkle sorte kjole, som de fik syet til lejligheden, og som for de flestes vedkommende skulle holde resten af livet som ens fine festkjole.
Her kommer brudesløret
Sløret kommer også først ind i 17- og 18-tallet. I starten i adelige og borgerlige kredse som et romantisk tillæg til de florlette empirekjoler. Sammen med sløret kunne man så ligne de græske og romerske gudinder, som man havde som idealet.
På landet kommer sløret til i slutningen af 1800-tallet, og der findes en del bryllupsfotos af bondepiger med sort kjole og hvidt slør. Det ser lidt spøjst ud i vore dage, men sådan var de fleste brude altså klædte for kun 100 år siden.
I dag er der stort set ingen brude, der ikke bærer en hvid eller måske en creme-farvet brudekjole. Dertil har de fleste stadig slør, men hatte eller blomster vælges også som hovedpynt.
"Noget blåt" er ikke dansk
Tiderne ændrer sig som bekendt, og gamle skikke glemmes, mens nye opstår. Således også traditionen med noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget blåt.
Mange tror, at traditionen med noget blåt er en gammel dansk skik, men det er det ikke. Det er en engelsk/amerikansk tradition, som især fik fat i danskerne i løbet af 80´og 90´ernes mange amerikanske film-bryllupper.
Den gamle danske tradition går nok på, at bruden skal have noget nyt, gammelt og lånt på, men bestemt ikke noget blåt. En dansk brud skal derimod have en mønt i skoen, for så kommer hun altid til at have penge nok.
At brude - uanset om de var danske eller engelske - skulle have noget nyt, gammelt og lånt på, skyldtes, at brylluppet blev betragtet som en af livets store overgange. Og som altid var det vigtigt at sikre sig, når man gik fra en tilstand til en anden, hvilket bruden gjorde ved sin påklædning, der i Danmark skulle bestå af noget nyt, gammelt, lånt og en mønt. Men altså ikke noget blåt.
Det gamle repræsenterede brudens liv som frøken, mens det nye var et symbol på hendes nye liv som frue. På samme måde skulle det lånte sikre lykke i ægteskabet, mens mønten skulle garantere at hun og hendes familie altid havde penge og mad nok.
Og skal en dansk brud bære en anden farve end hvid, er det rød, som er den gamle danske brudefarve. Rød, fordi den røde farve holder det onde væk, og det er vigtigt ved den overgang i livet som brylluppet er.