Bryllupstale: 5 gode råd til at kontrollere din taleskræk

Et retorisk knockout. Sådan kalder en retorikekspert i den svenske avis Aftonbladet prins Daniels tale til sin hustru på bryllupsdagen den 19. juni 2010. Foto: 10080 FREDRIK SANDBERG SWEDEN

Retoriklektor Jette Barnholdt Hansen giver gode råd til at få styr på nerverne, når bryllupstalen skal holdes

Svedige håndflader, dyb tavshed og et søgende blik efter udgangen. Du har ekstrem hjertebanken, ikke kun fordi din udkårne eller brudeparret er spændte på at høre din tale, men på grund af de mange, mange gæsters øjne, der hviler på dig.

Det kan være rigtig svært at finde modet til at stå foran en stor forsamling og holde et oplæg eller en tale. Det kan være særligt svært til et bryllup, hvor der er mange forventninger og alt gerne skal være perfekt.

Øvelse gør mester

Mange føler, at de bliver sårbare, når de skal tale foran et større publikum. Hvad forventer gæsterne af mig? Hvad nu hvis jeg siger noget forkert? Eller værre endnu: hvad gør jeg hvis jeg glemmer talen?

Der er mange, der har det sådan. En undersøgelse fra Wall Street Journal viser, at 41% af amerikanske ledere frygter at tale offentligt mere end døden, og kun 19% frygter døden mere end at holde tale.

Ligegyldigt om du er en erfaren eller uerfaren taler, kan en række praktiske øvelser give dig kontrollen over din nervøsitet tilbage.

Retoriklektor Jette Barnholdt Hansen ved Københavns Universitet fortæller her hvordan:

1) Vær forberedt
Mange mennesker tror, at de bliver nervøse uanset hvad, når de skal tale foran et større publikum. Men hvis man øver sig foran spejlet derhjemme, lukker øjnene og forestiller sig det store lokale med alle gæsterne, forbereder man sig også mentalt på øjeblikket, hvor talen skal holdes.

Øv gerne talen mange gange derhjemme. Hvis man føler sig sikker i sin tale, hjælper det også på nerverne. Smag på ordene, og læg mærke til, om dine sætninger er for skriftsproglige. Et mundtligt manuskript virker levende og er lettere at fremføre end et skriftsprogligt.

2) Drop alkoholen
Selvom bryllupper skal være festlige, kan alkohol være ødelæggende for koncentrationen. Hold derfor talen tidligt på aftenen, inden festen er alt for fremskredet.

3) Tal langsomt
Når adrenalinen pumper rundt i kroppen, taler mange automatisk hurtigere. En bryllupstale må gerne være højtidelig. Tag dig derfor god tid, hold tempoet nede, tal tydeligt og hold pauser. Så kan de ældste i selskabet også høre, hvad der bliver sagt.

Pauser kan desuden virke dramatiske, og de kan understrege indholdet i talen, så selvom det for taleren kan føles som en rigtig lang tavshed, så virker det ikke sådan for gæsterne.

4) Stå rigtigt
Hav god balance, stå på hele fodfladen, og bøj let i knæene. Mange har en tendens til at hvile i hoften og låse knæene. Hviler man kun på hælene, kan man i værste tilfælde besvime, fordi det lukker for blodtilførslen.

En god idé er at have manuskriptet eller stikordene i en god højde, for at undgå at bøje nakken. Når man bøjer nakken, kan vejrtrækningen ikke være dyb og optimal.

5) Lav vejrtrækningsøvelser før du holder tale
Hvis man kan finde tiden til at lave nogle basale vejrtrækningsøvelser, kan det også afhjælpe nervøsiteten. Man bliver mere bevidst om sin vejrtrækning. Her er tre konkrete øvelser:

- Læg dig på ryggen på gulvet med let bøjede ben. Placér hænderne på hoften, og støt hovedet på en bog eller en pude. Koncentrér dig om kroppen. Fokusér på hver enkelt kropsdel. Træk vejret normalt, og mærk hvordan maven hvælver op og ned. Læg mærke til hvordan det føles at trække vejret dybt ind og puste ud. Husk tilbage på hvordan vejrtrækningen føles når du skal holde talen.

- Uden at tage en dyb vejrtrækning siger du en lang KZZZZ-lyd højt. Hold lyden, og slip i maven (reflektorisk vejrtrækning). Gentag lyden igen.

- Find en strofe fra en sang, og sig den højt. Mellem hver strofe slipper du i maven. Et eksempel kunne være Grundtvigs Den signede dag med fryd vi ser:

Den signede dag med fryd vi ser (slip)
Af havet til os opkomme (slip)
den lyse på himlen mer og mer (slip)
os alle til lyst og fromme (slip)