Bryllup historisk set: Oldkirken havde ikke et vielsesritual

Luther gjorde op med den katolske kirkes opfattelse af ægteskabet som et sakramente. For ham var det en verdslig eller borgerlig sag, som egentlig ikke kom præst og kirke ved. - Foto: Arkiv

I nutidens protestantiske vielsesritual velsigner kirken ægteskabet, og den samme funktion havde kirken i oldtidens romerrige. Læs om udviklingen fra oldkirken til Luther

Oldtidens kristne kirker kendte ikke til et egentligt vielsesritual, for vielser var familieanliggender, som kirken højest velsignede. Op igennem middelalderen fik brylluppet efterhånden status som et sakramente.

Ægteskabet blev på den måde placeret i kirkeligt regi, og her forblev det, indtil Luther gjorde op med traditionerne og kirkens opfattelse af ægteskabet som en hellig ceremoni.

I en prædiken i Efesos skulle den kendte kirkefader Johannes Chrysostemos (347-407) angiveligt have foreslået unge ægtemænd at fremsige følgende for deres kommende hustruer:

"Jeg tog dig i mine arme, og jeg elsker dig; du betyder mere for mig end mit eget liv. For dette liv er ingenting, og før alt andet beder jeg om og opfordrer til, at vi må regnes for værdige til at leve dette liv således, at vi også med sikkerhed kan vandre sammen dér i den kommende verden... Jeg sætter din kærlighed højere end alt, og intet ville være værre for mig end ikke at stemme overens med dig."

Ægteskabet får sin egen værdi
Citatet fra Johannes Chrysostemos fortæller, at ægteskabet både anses for uopløseligt og af afgørende betydning for dette liv. Paulus' brev til menigheden i Efesos (Efeserbrevet kap. 5,21-30) giver en bestemmelse af kristendommens opfattelse af ægteskabet. Paulus sammenligner her ægteskabet med forholdet mellem Kristus og kirken. Ligesom Kristus er forenet med sin kirke, på samme måde skal manden også elske sin hustru og ofre sig selv i forholdet til ægtefællen.

Den ældste kirkes værdsættelse af ægteskabet står tydeligt nok i modsætning til den romerske retspraksis. De kristne havde efter datidens målestok et strengt syn på ægteskabsbrud. Skilsmisse blev afvist. Ja, selv det at gifte sig igen efter en ægtefælles død var en vanskelig sag. Hertil kom, at abort og udsættelse af børn, som ikke var usædvanlig på den tid, blev betragtet som en synd og regnet for mord. Den tidlige kristendom repræsenterede alt i alt et syn på menneskets værdi, som var nyt i forhold til oldtidens moralnormer.

Ikke desto mindre var der også i kirken en indbygget spænding mellem det ægteskabelige liv og et liv i hengivelse til Kristus. Asketiske bevægelser begyndte at vinde indpas. Man fandt syndens årsager i seksualiteten, og derfor måtte et liv uden seksuelle udskejelser føre til frelse. Kirkefaderen Augustin fra 400-tallet opregner imidlertid følgende goder ved ægteskabet: Forplatningen, den ægteskabelige trofasthed og ægteskabets uopløselighed.

I den østlige del af kirken blev det tidligt en regel, at præster ikke kunne indgå ægteskab efter selve præstevielsen. Præster kan og det gælder stadig i den ortodokse kirke leve i ægteskab, når blot dette er indgået før indvielsen til præst. Biskopper skal derimod leve ugifte.

Ægteskabet som et kirkeligt anliggende
Det var i det østlige romerriges kirkesamfund, at ægteskabet først blev et kirkeligt anliggende. Der opstod en ceremoni omkring ægteskabets indgåelse, og igen er baggrunden Paulus` beskrivelse af forholdet mellem mand og kvinde som et billede på Jesu forhold til sin menighed.

Første led i ægteskabsceremonien er troskabsløftet. Vielsen er her overdragelsen af bruden til brudgommen - højest sandsynligt efter at der er indgået en kontakt mellem de implicerede familier. For bruden er der efter tidens skik betalt en pris.

I kristendommens tidlige historie blev der efter vielsen, som på det tidspunkt var et rent familieanliggende, afholdt en gudstjeneste eller brudemesse. Her blev parret velsignet af biskoppen og deres troskabsløfte offentligt bekræftet.

I en skrivelse fra det 2. århundrede af biskop Ignatius hedder det:

- Det vil også være det rigtige, at mænd og kvinder, der vil giftes, indgår denne forening med biskoppens billigelse, for at det kan være et ægteskab efter Herrens vilje og ikke af begær.

Ægteskabet som et sakramente
I det vestlige romerriges kirke, det vil sige den kirke som vi senere kalder den romersk-katolske kirke, forbliver ægteskabet et familieanliggende. En brudemesse efter vielsen bliver også her en almindelig ordning, men ser ud til at være helt frivillig.

Når vi kommer frem til middelalderen medvirker præsten ved vielsen, der dog stadig finder sted i hjemmet eller udenfor kirken. Forklaringen kan være, at man i kraft af præstens tilstedeværelse forsøgte at modvirke, at der blev indgået hemmelige ægteskaber. Fra kirkens side vil man dog også fremhæve, at ægteskabet var et af de syv sakramenter. Og dette sakramente blev fuldbyrdet ved parrets forening og velsignet af kirken.

Ægteskabet er en borgerlig sag
Luther gør imidlertid op med den katolske kirkes opfattelse af ægteskabet som et sakramente. For ham er det en verdslig eller borgerlig sag, som egentlig ikke kommer præst og kirke ved. Det er derimod et samfundsanliggende, der skal sikre slægt, økonomi og folkeligt fællesskab.

For Luther er det samtidig Guds gode ordning for mennesker, men det er vel at mærke parterne selv, der indgår ægteskabet. Hvis parret ønsker at blive velsignet af kirken, så er kirken ifølge Luther forpligtet til at gøre det.

Luther foreslår et ritual bestående af to dele, og hvor vielsen bekendtgøres fra prædikestolen 2-3 uger forud for ritualet. Den første del foregår foran kirkedøren, hvor præsten tilspørger parret. På den måde bliver ægteskabet indgået i fuld offentlighed.

Efter parret har sagt ja til hinanden, udveksler de ringe, og præsten lægger derefter deres hænder sammen og erklærer dem for rette ægtefolk. Anden del foregår i kirken med en bøn for ægteskabet og en velsignelseshandling. Denne del af ritualet erstatter den gamle brudemesse.

Det var på denne måde Luther, der skitserede hovedindholdet i det nutidige bryllupsritual.

Luther gjorde op med den katolske kirkes opfattelse af ægteskabet som et sakramente. For ham var det en verdslig eller borgerlig sag, som egentlig ikke kom præst og kirke ved. -Foto: Foto: colourbox
Luther gjorde op med den katolske kirkes opfattelse af ægteskabet som et sakramente. For ham var det en verdslig eller borgerlig sag, som egentlig ikke kom præst og kirke ved. - Foto: stock.xchng
"Kærlighedens univers" er titlen på udstillingen, der har sat sig for at formidle Chagalls budskab om kærlighed og tolerance. Her ses maleriet "Brylluppet" fra 1918. -- Foto fra udstillingen.
Augustins syn på seksualitet er ikke det samme som hans syn på kærlighed, skriver Nana Hauge.
Bibelen skildrer Gud som en Gud, der vil, at mennesker skal stå frit i forhold til ham, så vores kærlighed til ham og vore medmennesker er ægte valg og ikke udtryk for tvang, skriver Kirsten Nielsen. Illustration: Adam og Eva af Marc Chagall. Foto: Sidsel Hegnsvad.