Bryllup på bånd

Der er adskillige gode grunde til at få lavet en bryllupsvideo. Først og fremmest er brylluppet en teaterforestilling, fyldt til bristepunktet med stemningsmættede scener. - Foto: colourbox.com

En bryllupsvideo behøver ikke være en kedelig samling rystede optagelser. I bedste fald kan det være en dramatisk og underholdende filmstrimmel med brudeparret i hovedrollerne

Det er jeres bryllyp, og måske havner I spontant foran et 500-800 år gammelt egetræ for at udveksle ømme kærtegn og drømmende øjekast. Pludselig spankulerer en påfugl med mage forbi, mens der kimes med kirkeklokkerne et sted i baggrunden. Det er en velkendt situation for brudepar, og et øjeblik hvor mange sikkert vil ærge sig gule og grønne, hvis de ikke har en videofotograf inden for rækkevidde.

Der er nemlig adskillige gode grunde til at få lavet en bryllupsvideo. Først og fremmest er brylluppet en teaterforestilling, som er fyldt til bristepunktet med stemningsmættede scener. Som brudepar indtager man normalt de vigtigste roller i en stor opsætning, man ovenikøbet selv har skrevet, instrueret og finansieret. Derudover er der selvfølgelig alle de uforudsette indslag: mindeværdige taler, underholdende optrædener, uheld, pinligheder og følelser i frit løb.

Black Hawk brud
Selve videoproduktionen kan gribes an på forskellige måder. Flere og flere vælger at hyre et professionelt produktionsselskab - Mary og Frederik brugte for eksempel DR og TV2 - men man kan også nå langt ved at invitere den fætter, der i andre sammenhænge altid tropper op med det nyeste high-tech skrig af et videokamera. Mere utraditionelt kan man selv stå for optagelserne. Det giver fuld kontrol over det endelige produkt, men stiller til gengæld store krav til udstyr og teknisk kunnen.

For omkring 40.000 kroner kan man eksempelvis anskaffe sig en Black Hawk kamera-arm, som man spænder fast på overkroppen med et robust selesystem. Med en Black Hawk kan man balancere et tungt videokamera og skyde stabile håndholdte optagelser med den ene hånd og samtidig have den anden arm fri. I selve vielsesceremonien vil det være oplagt, at bruden spænder kameraet om livet og betjener det med sin højre hånd. På den måde kommer kamera-armen ikke imellem brudeparret, og både brud og brudgom kan have venstre hånd fri, når der skal udveksles ringe.

Den redigerede eventyrfortælling
Det bedste ved en hjemmeproduktion er imidlertid redigeringsprocessen, og her må det strengt frarådes at overlade ansvaret til andre. I moderne redigeringsprogrammer kan man klippe den mest rodede forestilling sammen til en skarp og velkomponeret film, og man kan fylde kedelige billeder med varme farvetoner og grafiske effekter. Det vigtigste redskab er dog uden tvivl slow-motion. Slow-motion forlænger brylluppets følelsesmæssige højdepunkter, og personer i slow-motion virker som regel meget betydningsfulde og graciøse.

Uanset om er bryllupsvideoen er produceret professionelt eller selvgjort, vælger de fleste brudepar en genopførelse af den traditionelle bryllupsforestilling. Filmen bliver i de tilfælde en mere eller mindre original version af et gammelt manuskript - og det er især her, at der er noget at vinde med det rigtige valg af lyd og billeder. Sort-hvide optagelser af bryllupsforberedelserne sammenklippet med farveoptagelser af ceremonien og festen kan giver videoen et dynamisk udtryk, som kan forstærkes betydeligt med et lydspor med dramatisk strygermusik og intense trommer.

International berømmelse
For de brudepar, der bryder konventionerne og forsøger sig med en nyskabende bryllupsvideo, er der til gengæld ikke langt til verdensberømmelse på youtube. Her er der ingen sikker opskrift på succes, men der er enkelte ting, man under alle omstændigheder bør holde sig fra. Hvis man sender hvide duer til vejrs, er det absolut en dårlig idé at åbne buret under en elektrisk loftsvifte. Hold i øvrigt øje med kineserne: De kan deres kram.

Man kan finde inspiration til genre, stilarter og fortællinger i følgende videoklip: