Salmer

Nye salmer bringer byen og troen sammen

"Engle våger over byen, over tage, torve, trær, over mensker under skyen, udenfor og lige her." Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix

Hvordan skriver man en salme om byen, der samtidig belyser troen? Her kan du læse et udvalg af nye salmer, som tager udgangspunkt i livet i byen

Salmerne er blevet skrevet i forbindelse med Simon Peters Kirkens 75 års jubilæum, hvor tekstforfattere og komponister blev opfordet til at komme med deres bud på en salme til byen i en salmekonkurrence.

Du gik i Jerusalems gader

Tekst: Eva Chortsen

1. Du gik i Jerusalems gader,
en smertelig vej.
Guds søn, som man pålagde korset,
du gik der for mig.
Du går i hver eneste gade.
Du går i min by
og bærer evindeligt byrden
og smerten på ny,
og bærer evindeligt byrden
og smerten på ny.

2. Du færdes i stræder og gyder
ved nat og ved dag.
Du er i hver skabning, som taler
en medborgers sag.
Du er i de hjælpsomme hænder
og trøstende ord.
Du er dér, hvor omsorgen sætter
sig helende spor.
Du er dér, hvor omsorgen sætter
sig helende spor.

3. Du er dér, hvor mennesker skaber
talenterne tro.
Du er dér, hvor tillid og ansvar
får sjælen i ro.
Du kaster dit lys over byen,
en glæde så stor,
et håb og en tro på det bedste
der findes på jord,
et håb og en tro på det bedste
der findes på jord,

4. En tro på en rigdom,
som ikke har grobund i magt.
En tro, som har kærligheds fylde
i dét du har sagt.
Du kalder i kirkernes klokker,
i byrummets klang.
Du holder os tæt ved dit hjerte
i bøn og i sang.
Du holder os tæt ved dit hjerte
i bøn og i sang.

En morgen, et bord

Tekst: Jonas Lucas Christy

1. En morgen, et bord med den hvideste dug,
et æg der er blødkogt og brød bagt med rug,
og blommen i ægget er flydende gul,
det minder mig mere om påske end jul.

2. På bordet en skål med det hvideste salt,
krystaller som kalder på smagen i alt.
Det findes i havet og er i min krop.
Lidt lander på dugen. Jeg samler det op.

3. En morgen, et mørke der minder om nat,
en cykel, en vej der er glidende glat,
en vinter der trænger til salt for at tø,
en frygt for en dag med konflikter i kø.

4. Mod mørket i byen slår lygterne til.
Det dunkle i mig er et helt andet spil.
Krystalkorn på vejen kan hjælpe mod slud,
men saltet i sindet – det kommer fra Gud.

Engle våger over byen

Tekst: Arne Andreasen

1. Engle våger over byen,
over tage, torve, trær
over mensker under skyen
udenfor og lige her
Fuldtidslyttende kontakter
er her 24-7
sendt fra alle gode magter:
lyt og trøst, velsign og flyv!

2. Ser dig fri og ser dig bøjet
ser et Gudsbarn skabt så smuk
ser i hjertet, ser på øjet
lytter til det stille suk
Hvad er dine store tanker?
Hvor går dine drømme hen?
Hvem kan holde i dit anker
når det blæser storm igen?

3. Lyt til sagte sus af vinger
når du ånder ind og ud
Det er det som engle bringer
det er der du møder Gud
i et stille nu i byen
fyldt med tavs opmærksomhed
Fra et springvand over skyen
drypper evigheden ned

4. Se Guds ansigt over byen
favnende han tar imod
alle mensker under skyen
tænder lyset for din fod
Hør hans hjerte i det fjerne
banke store vingeslag
Lyser jorden med en stjerne
indtil natten bliver dag

Go'morgen, by

Tekst: Merete Bandak

1. Go’morgen, by
Go’morgen, børn og bus
bagagebærer, brandstation
bodega, spiritus
I dag står solen op igen
og rammer kirkens tårn
og vinden blafrer, suser om
til vasketøj’t i gård’n

2. Go’morgen, sol
Go’morgen, fra din sky
du finder os og kaster lys
på alle i vor by
på den der sover på en bænk
på den der går med hat
på dem der kysser i en dør
på den der er forladt

3. Go’morgen, vind
Go’morgen, dit humør
er stjernesundt og skubber rundt
med folk og gir kulør
til pølsemand og vegetar
til pusher og til præst
politiker og proletar
til værste og til bedst

4. Du soles sol
Go’morgen fra din by
Du varmer os med kærlighed
og vækker liv på ny
Fra kirken lyser du din fred
i hjerter og i hjem
og puster Helligåndens vind
på pande og på kind

5. Go’morgen, Gud
Vi synger dig en sang
og ber dig: Fyld den med din ånd
så den bliver rund af klang
og blafrer rent som vasketøj
og dufter af ozon
og svæver som en luftgondol
til himlens nådestol

Lyset der skinner fra genboens rude

Tekst: Lars Sardemann

1. Lyset der skinner fra genboens rude
stråler på parret der kysser derude
glimter på gågadens hjemløse mester
der skåler med hunden og unge der fester.

2. Lyset der skinner fra genboens rude
drømmer mig inde, men dømmer mig ude
sender min ensomhed helt ud i gaden
og blander den håbefuldt op med balladen.

3. Lyset der skinner fra genboens rude
lægger sig blødt om min krøllede pude
glatter min uro og lader den spejle
i storbyens brogede ret til at fejle.

4. Lyset der skinner fra genboens rude
lader mig ane en hilsen derude;
dér står min genbo og smiler forsigtigt
- en grænse er brudt og det føles så rigtigt.

5. Gud, lad dit lys her i byen befæste
smilets betydning for mig og min næste.
Send os et helligåndssmil, før os sammen
i natten, i byen, i genbolys. Amen!

Tættere på

Tekst: Marianne Iben Hansen

1. Er du her, Gud, på det mørkeste sted,
ser du mit bortvendte blik.
Tilgi’r du tvivlen, jeg møder dig med,
kampen med livet, jeg fik.
Gud, vil du ta’ mig i hånden,
når jeg ikke tør gå.
Jeg rækker ud i mørket,
og du rykker tættere på.

2. Er du her, Gud, i den lysende dag,
se, der er sol i mit bryst.
Duerne kurrer om kap på et tag,
barnet, der falder, får trøst.
Hjertet er blødt af en længsel,
som jeg knap kan forstå.
Jeg rækker ud til verden,
og du rykker tættere på.

3. Er du her, Gud, i den by der gror frem
af vores rastløse blod,
knappede frakker og øjne på klem,
bilernes ebbe og flod.
Væk os, der løber i blinde.
Mind os om, vi er små.
Vi rækker ud – forsigtigt,
og du rykker tættere på.

4. Tak for din himmel og tak for din jord,
tak for din kærlighed, Gud.
Tak for det hjerte, der vokser og gror,
hver gang vi strækker os ud.
Tak for den sårbare sitren,
når det sande slår rod.
Tak, Gud, du lever i os
og alt, hvad vi strækker os mod.

Når solen går ind i sin rødeste time

Tekst: Anne Marie Schlichtkrull

1. Når solen går ind i sin rødeste time
og sender sit sidste berusende skær
mod byens befærdede, brusende verden,
før den går til ro fra sin solnedgangsfærd –
da mærker vi varmen
dér midt i al larmen
og sanser, at himlen er underligt nær.

2. Når vinden får tag i de visnede blade,
der driver i gadernes by-korridor;
når torve og stræder er fyldt af en susen,
som knap kan beskrives med menneskeord –
da mærker vi blæsten
og ænser det næsten:
at verden omkring os er gådefuldt stor.

3. Når tåge og dis lægger blåhvide tæpper
om tage og tårne og tindrende spir;
når alting er ramt af forunderlig ro, og
man ser byen som gennem silkepapir –
da ser vi det kønne,
uvirkeligt skønne,
som altid har været og evigt forblir.

4. Når rimfrost og kulde og vintervejr slipper
sit jernhårde greb, og det endelig tør;
når gaderne fyldes af liv
og af drømme og håbefuldt, sitrende solskinshumør –
da ser vi det nærvær
og glæden, som er dér,
hvor mennesker fødes og lever og dør.

5. Når byen får bud fra det udefra skabte,
og skønheden viser sig fuldt, ikke halvt;
når vi bliver givet den gåde i gave
at se skaberværket helt ordløst fortalt –
da har vi et ståsted,
det fryder at stå ved:
at vi er en del af et mageløst Alt.

Artiklen opdateres løbende med bysalmer, der deltog i salmekonkurrencen.

Foto: Goran Horvat /Pixabay
Foto: Ammar Awad/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Foto: Bjørn Kähler/NF/Ritzau Scanpix
Foto: photoontour1 /Pixabay