Barnetro og voksentvivl

For børn er religiøse anliggender magtpåliggende, og de har en let tilgængelig åndelighed. Men voksne har svært ved at svare på deres spørgsmål. Det skyldes, at den religiøse udvikling standser ved puberteten, skriver præst og familieterapeut Lene Østergaard

Når en begravelsessamtale falder på emnet tro og religiøsitet, er en sætning som "min mor mistede aldrig sin barnetro"ret almindelig. Så må præsten selv om, hvad hun lægger i begrebet barnetro. De pårørende har vedgået sig, at afdøde var religiøs og havde et forhold til kristendommen. Det ligger implicit i ordene, at tro ikke er et tabu. De pårørende ser det som legalt og i afdødes ånd, at præsten er forkyndende under højtiden i kirken.

Bag begrebet barnetro er der en forestilling om, at børn har en let tilgængelig, umiddelbar tro på Gud. Det bruges som en positiv betegnelse for en fast religiøs overbevisning, men af en lidt unuanceret karakter. Det dækker over en forestilling om, at Gud har lavet orden i verden og styrer dens gang. At der er beskyttelse og retfærdighed til.

Når tilværelsen anskues i tilbageblik, og livssynet betegnes med ordet barnetro og som noget, der ikke har ændret sig, er det formentlig en tilsnigelse. Barnetro hos voksne er snarere en sjældenhed og en yndet forestilling, som ikke har så meget hold i virkeligheden.

Jeg vover påstanden, at barnetro ikke findes meget ud over 11 - 12 års alderen. For det lader sig ikke gøre at leve livet uden smerte og lidelse, konflikter og kampe. Ethvert menneske får sine knubs, og de mange ubesvarede spørgsmål om årsag og mening er udfordring for troen.

Men fordi den religiøse udvikling standser, er der også livsproblemer, der ikke bliver bearbejdet ud fra et voksent perspektiv, eller som bliver det meget sent i tilværelsen. For først da er der tid og ro til at tage de store spørgsmål om liv og død op til overvejelse.

Det er almindeligt og meget nærliggende at rette en vrede mod Gud, når man rammes af lidelse, modgang eller dødsfald. Tidligere mening og sammenhænge kan blive stærkt udfordret og er måske nødt til at blive rekonstrueret. Nogle kommer til tro; andre mister den; nogle må tænke om igen.

Udfordringen er at omforme og bevare et religiøst ståsted igennem en opvækst, hvor man må konstatere, at uret og modgang bliver del af tilværelsens bagage sammen med så meget andet.

Det er mine egne erfaringer, såvel personlige som arbejdsmæssige, at tro har følgeskab af tvivl og anfægtelse. Men man kan læse om det samme fænomen i Bibelen såvel som i salmebogen. Mennesker, der endda har lagt ord til vores kultur og fromhedstradition, er også blevet udfordret på troen af smerte.

Fordi religiøsiteten er foranderlig ligesom alt andet i den menneskelige tilværelse, har den brug for en sprogliggørelse og genkendelse. Spejlingen, at andre mennesker har tvivlet, men er kommet til tro, giver håbet, at kriser kan overvindes. Det giver trøst at låne tidligere tiders ord om det samme fænomen. Det kan føre til accept og mindske ensomhedsfølelser.

Brugen af begrebet barnetro er måske er en måde at omgå de besværligheder, som følger med troens mange paradokser. Mange mennesker står på bar bund og undgår derfor at gennemtænke tankesættet.

Måske har livsproblemer været tabu, - de er ikke er blevet diskuteret, og man har ikke kunnet forholde sig til dem. Vores kultur vil helst rette fokus på succes og fremgang, derfor er det ikke underligt, at mange emner ikke er til samtale. Men det betyder samtidigt, at man vedbliver at være åndelig analfabet. Der skal nemlig lægges et stykke arbejde i at omforme troen, så den kan harmonere med den virkelige verden.

Hver gang vi udsættes for modgang, udsættes vi for lidt død. Nogle håb og forestillinger er forsvundet og blevet til intet. Ligeledes med barnetroen, - den må dø, for den er ikke levedygtig i længden.

Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men hvis det dør bærer det mange fold siger Jesus om sig selv i Johannesevangeliet kapitel 12. Billedet af hvedekornet bruges flere steder i Det nye Testamente om troens og tilværelsens konsekvens.

Begge dele rummer den erfaring,at der er kræfter i spil, som af døden omformes og bliver til noget nyt. Hverken livet eller troen er noget statisk, men under konstant forandring og tilintetgørelse. Ud af sammenbruddet og døden kan mennesket reorganisere sine forestillinger og forventninger, og er nyt håb vokse frem. - Og det er ikke en illusion; det sker hele tiden.

Tro er en fast tillid til det, man ikke kan se, siger Hebræerbrevets forfatter. Men kun nogle oplever den glæde at komme til tro med et voksent menneskes tro. Til gengæld kan den være et sandt overflødighedshorn af glæde.