Her skal prins Henrik bisættes: Christiansborg Slotskirke er kongehusets kirke

Christiansborg Slotskirke tilhører den del af Christiansborg Slot, som står til rådighed for kongehuset. Her ses folk i kø for at komme ind og se prins Henriks kiste, som i dagene op til bisættelsen lå på castrum doloris. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Slotskirken har igennem årene dannet rammen om bryllupper og andre vigtige ceremonier i kongehusets historie

Prins Henrik bisættes 20. februar klokken 11 fra Christiansborg Slotskirke i København.

Inden da vil offentligheden få mulighed for at tage afsked med prinsen i dagene 17., 18., og 19. februar i slotskirken, hvor prinsen ligger castrum doloris.

Efter bisættelsen bliver prins Henrik kremeret. Halvdelen af hans aske bliver spredt i de danske farvande, den anden halvdel skal sættes ned i en urne i den private have i Fredensborg Slotshave efter prinsens ønske.

Læs her om Christiansborg Slotskirke:

* Christiansborg Slotskirke er kongehusets kirke og et af nyklassicismens mesterværker i Danmark.

* Kirken hører til de dele af Christiansborg Slot, der står til rådighed for kongehuset.

* Kirken ligger på Slotsholmen i København.

* Den har gennem årene været anvendt til kirkelige ceremonier for kongefamiliens medlemmer, bryllupper, konfirmationer og dåb.

* Adskillige danske konger har ligget castrum doloris i kirken omgivet af faner, våbenskjold og sølvløverne fra Rosenborg. I 2000 tog det danske folk afsked med dronning Ingrid, da hun lå castrum doloris i kirken.

* Den anvendes også af Folketinget til gudstjeneste ved Folketingets åbning.

* Den oprindelige kirke blev bygget i 1738-42 under opførelsen af det første Christiansborg Slot. Den brændte ved Christiansborgs brand i 1794.

* I sin nuværende udformning blev slotskirken opført 1813-26 i klassisk stil af arkitekten C.F. Hansen.

* Kirken brændte i 1992 efter at være ramt af en nødraket under karnevalet. Efter genopbygning og restaurering åbnede kirken i 1997 i forbindelse med dronning Margrethes 25-års regeringsjubilæum.

Kilder: kongeligeslotte.dk og kongehuset.