10 citater om kærlighed fra Kierkegaard

Søren Kierkegaard udgav værket "Kjerlighedens Gjerninger" under eget navn i 1847. Med udgangspunkt i det kristne næstekærlighedsbud udfolder han kærlighedens væsen. På billedet ses den barmhjertige samaritaner. Foto: Oliemaleri af Théodule-Augustin Rebot

I "Kjerlighedens Gjerninger" fra 1847 beskriver Søren Kierkegaard på rammende vis, hvordan den romantiske idé om kærligheden blot er en avanceret form for selvkærlighed

Med udgangspunkt i det kristne budskab om at elske Gud og næstesom sig selv præsenterer filosoffen Søren Kierkegaard os i værket "Kjerlighedens Gjerninger" for kærlighedscitater, der hverken kræver anerkendelse eller gengældelse. Kærligheden har ingen forudsætninger, for den er selv al forudsætning.

Kærligheds citater fra Kierkegaards "Kjerlighedens Gjerninger"

For at opstille en modsætning til dette polemiserer Kierkegaard skarpt mod den romantiske forståelse af kærligheden, hvor man begærer og efterstræber den eneste ene, som var det selve meningen med livet. Til dette siger Kierkegaard:

"Det er ikke opgaven at finde den elskelige genstand, men opgaven er: at finde den nu engang givne eller valgte genstand elskelig. Kærligheden skal altså ikke søges i den anden, men allerede være til stede i mødet med den anden".

Læs disse 10 små uddrag fra "Kjerlighedens Gjerninger", og lad dig overraske og forundre over de skarpe og psykologisk indsigtsfulde betragtninger.

1. Den bedragne og den selvbedragne

"At bedrage sig selv for kærlighed er det forfærdeligste, er et evigt tab, for hvilket der ingen erstatning er hverken i tid eller i evighed. Thi når ellers, hvor forskellig den end kan være, talen er om at bedrages i forhold til kærlighed, da forholder den bedragne sig dog til kærlighed, og bedraget er kun, at den ikke var der, hvor den mentes at være; men den selvbedragne har lukket sig selv ude og lukker sig selv ude fra kærlighed."

2. Det højeste gode er at elske

"Den sande kærlige, som tror alt, kan man ikke bedrage, thi at bedrage ham er at bedrage sig selv. Hvad er nemlig det højeste gode og den største salighed? Dog vel det, i sandhed at elske; næst dette, i sandhed at blive elsket. Men så er det jo umuligt at bedrage den kærlige, som just ved at tro alt bliver i kærligheden."

3. Du skal ytre din kærlighed

"Din ven, din elskede, dit barn, eller hvem, der ellers er genstand for din kærlighed, har en fordring på ytringen af den også i ord, når den virkelig bevæger dig i dit indre. Bevægetheden er ikke din ejendom men den andens, ytringen er hans tilgodehavende, da du jo i bevægetheden tilhører ham, som bevæger dig, og bliver dig bevidst, at du tilhører ham."

4. Om tilgivelse

"Tilgivelse er tilgivelse; din tilgivelse er din tilgivelse; din tilgivelse til en anden er din egen tilgivelse; den tilgivelse, du giver, den får du, ikke omvendt, den tilgivelse, du får, den giver du."

5. Bjælken i dit eget øje

"Der står skrevet: » Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?« En from mand har fromt fortolket disse ord således: bjælken i dit eget øje er hverken mere eller mindre end det at se, at dømme splinten i din broders."

6. Den kærlige, som tror alt

"Således med den kærlige, som tror alt. Det kan så let forveksles med indskrænkethed, og dog er visdommens dyb i denne enfold; det kan så let forveksles med svaghed, og dog er evighedens kræfter i denne afmagt; det kan så let se ud som et stakkels prisgivent menneske, hvem enhver kan bedrage, og dog er han den eneste, der evigt og uendeligt er sikret mod at bedrages. Men det ses ikke ligefrem, menneskeligt talt ligger forvekslingen nær nok, især i disse kloge tider, der er blevet for kloge til at tro på visdom."

7. At erindre en afdød

"Den kærlighedens gerning at erindre en afdød er således en gerning af den uegennyttigste, den frieste, den trofasteste kærlighed. Så gå da hen og udøv den; erindre den afdøde, og lær just derved at elske de levende uegennyttigt, frit, trofast."

8. Om digteren

"»Digteren« foragter klogskabens seende blindhed, der lærer, at man skal se sig for hvem man elsker. Han lærer, at kærlighed gør blind; på en gådefuld, uforklarlig måde skal, efter digterens mening, den elskende finde sin genstand eller blive forelsket og bliver så blind af kærlighed, blind for enhver fejl, enhver ufuldkommenhed hos den elskede, blind for alt andet end denne elskede, men dog vel ikke blind for, at denne er den eneste i hele verden.

Når så er, gør jo vistnok elskov et menneske blind, men den gør ham tillige meget nøjeseende til ikke at forveksle noget andet menneske med denne eneste, den gør ham altså blind i forhold til denne elskede ved at lære ham at gøre en uhyre forskel mellem denne eneste og alle andre mennesker. Men kærlighed til »næsten« gør et menneske i dybeste og ædleste og saligste forstand blind, så han blindt elsker ethvert menneske, ligesom elskeren elsker den elskede."

9. Kærlighedens opbyggelighed

"Den kærlige forudsætter, at kærligheden er i det andet menneskes hjerte, og just ved denne forudsætning bygger han kærligheden i ham op fra grunden af, for så vidt han jo kærligt forudsætter den i grunden."

10. Kærlighed er at antage kærligheden

"Dersom derimod én ville mene, at han var kærlig, men tillige, at alle andre ikke var kærlige, så ville vi sige: nej stop, her er en modsigelse i selve tanken; thi at være kærlig er jo just at antage, at forudsætte, at andre mennesker er kærlige. Kærlighed er ikke en forsigværende egenskab, men en egenskab, ved hvilken eller i hvilken du er for andre."