10 Kierkegaard-citater om døden

Døden er en alvorlig sag, mente filosof og teolog Søren Kierkegaard. Spørgsmålet er ikke, hvad der sker efter døden, men hvad du gør med livet her og nu. Er døden natten, så er livet dagen, skriver Kierkegaard

1. Dødens mulighed

Ifølge Kierkegaard er mennesket bundet til livet med døden. Dødens mulighed er tilstede i et hvert øjeblik af ens liv, påpeger han. En mulighed han også kalder for den alvorlige læremester, der til hver en tid skal minde en om, at det er alvor med livet.

"Det existerende Subjekt er evigt, men som existerende er det timeligt. Uendelighedens Svig er nu, at Dødens Mulighed er tilstede i ethvert Øieblik."

2. Døden i almindelighed

Det at dø er ikke noget, man kan forså i almindelighed, med mindre man selv er et menneske i almindelighed, hvilket intet menneske er ifølge Kierkegaard.

"Er Døden altid uvis, er jeg dødelig: saa betyder dette, at denne Uvished umuligen kan forstaaes i Almindelighed, dersom jeg ikke ogsaa er saadant et Menneske i Almindelighed."

3. Med døden er det forbi

Hvor forskellige og uenige mennesker end kan være, så enes de ifølge Kierkegaard i døden.

"Er det umuligt at ene alle de utallige Levendes Udsagn om deres Livs Stræben i eet, alle de Døde enes i eet, i eet eneste: nu er det forbi."

4. Dødens lighed

Døden gør ifølge Kierkegaard alle mennesker lige i intet og tilintetgjorthed.

"Vel gjør Døden nemlig Alle lige, men dersom denne Lighed er i Intet, i Tilintetgjorthed, saa er jo Ligheden selv ubestemmelig. Skal der tales videre om denne Lighed, da kan det kun skee ved at nævne Livets Forskjellighed og benegte denne om Dødens Lighed."

5. Livets sidste eksamen

Døden kan ifølge Kierkegaard betragtes som en eksamen, der er lige svær for alle. Resultatet skal måles på det liv, man lever.

"Livets sidste Examen er lige svær for Alle. Det er ikke som ellers, at den lykkeligt Begavede har let ved at bestaae, den ringe Begavede svært, nei, Døden afpasser Prøven i Forhold til Evnen, o, saa nøiagtigt, og Prøven bliver lige svær, fordi det er Alvorens Prøve."

6. Dødens alvorlige tanke

Døden er en alvorlig sag, eftersom det med døden er forbi, mente Kierkegaard. Men netop derfor er det også alvor med livet.

"Vil man nævne ret en Gjenstand for Alvor, da nævner man Døden, og »Dødens alvorlige Tanke«."

7. At tænke sig selv død

Hvis man tænker på døden uden at medtænke, at døden væsentligt angår en selv, har man ifølge Kierkegaard misforstået, hvad døden betyder.

"At tænke sig selv død er Alvoren; [] Alvoren er, at det er Døden du tænker, og at Du saa tænker den som Dit Lod."

8. Dødens gåde

Døden er en forunderlig gåde. Det er dog ikke en gåde, man skal spilde sin tid på, mener Kierkegaard. Det afgørende er, hvad du gør med dit liv, mens du lever, ikke hvad du kan håbe på efterfølgende.

"Ja vist er Døden en forunderlig Gaade, men kun Alvoren kan bestemme den. Alvorens Forstaaelse er, at er Døden Natten, saa er Livet Dagen, kan der ikke arbeides om Natten, saa kan der arbeides om Dagen."

9. Døden gør dyrtid

Døden er netop betingelsen for, at det er alvor med livet. Brug tiden mens du har den, vil Kierkegaard sige.

"Døden frembringer jo selv Dyrtid paa Tid i Forhold til den Døende, hvo har ikke hørt, hvorledes en Dag stundom en Time blev skruet op i Priis, naar den Døende tingede med Døden; hvo har ikke hørt, hvorledes en Dag stundom en Time fik uendeligt Værd, fordi Døden gjorde Tiden dyr!"

10. Livet før døden

Netop fordi vi ikke kan sige noget om døden andet end at det med døden er forbi netop derfor er det så afgørende for Kierkegaard, at tanken om døden vender menneskets opmærksomhed mod livet her og nu.

"Er der da end den Lighed for alle Døde, at det nu er forbi, der er dog een Forskjel, m. T., den raaber til Himlen denne Forskjel, Forskjellen paa, hvilket Liv det var, som nu med Døden er forbi."

Citaterne er hentet fra værket "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift" skrevet under pseudonymet Johannes Climacus (Søren Kierkegaards Skrifter, bd. 7) samt den opbyggelige tale Ved en Grav, der er udgivet i Kierkegaards eget navn (Søren Kierkegaards Skrifter bd. 5).