Hvorfor hemmeligholde barnets navn?

Nogle hvisker stadig navnet til gudmoderen, så ingen andre hører det før dåben.

Mange forbinder dåben med navngivningen. Og i kongehuset bekendtgøres navnet altid samtidig med dåben. Hvorfra stammer forbindelsen mellem dåben og navngivningen, og hvorfor hemmeligholder kongehuset navnet indtil dåben?

Vi har i Danmark en lov om navngivning. Af loven fremgår det blandt andet, hvilke navne et barn kan gives, og at et barn skal navngives senest 6 måneder efter fødsel. Mange forældre tror imidlertid også, at deres barn skal døbes, inden det er blevet 6 måneder. Det er dog slet ikke tilfældet. I den danske folkekirke kan man døbes uanset alder.

Folkekirken har efterhånden fået mange såkaldte konfirmanddåb. I disse tilfælde beholder den unge sit navn efter dåben. Sådan har det dog ikke altid været. I den første kristne tid i Danmark fik den døbte uanset alder et nyt navn ved dåben, nemlig et kristent navn. Navnet skulle symbolisere, at den døbte med dåben var blevet Guds barn. Navnet havde med andre ord stor betydning. Man troede ligefrem, at den døbte ville komme til at ligne den, efter hvem det var opkaldt. Den aktuelle forvirring mellem dåb og navngivning er således forståelig, da de to før i tiden har været tæt forbundet.

Hemmeligholdelse af navn

Men forvirringen kan også skyldes, at det i mange år og fortsat nogle steder er kutyme, at holde navnet hemmeligt indtil dåben. Navnet bliver så først offentliggjort ved dåben, og dermed forbindes dåben og navngivningen tydeligt til et og samme tidspunkt. Forfatteren S. Møller skriver i bogen "Fester og højtider i gamle dage": "Man troede endog, at barnet ville få et kort liv, hvis navnet blev kendt inden døben. Paa Daabsdagen skulde Gudmoderen naturligvis have Navnet at vide, inden man tog fra Hjemmet; det blev da hvisket til hende." Man mente, at det bragte ulykke at sige navnet højt før dåben.

Denne hemmeligholdelse af navnet finder fortsat sted i Danmark. Både i forbindelse med Prins Nikolais og Prins Felix' dåb blev blev navnene hemmeligholdt indtil dåbsdagen. Og dette er også tilfældet med dåben af den nye tronarving. Den kongelige konfessionarius Christian Thodberg mener dog ikke, at hemmeligholdelsen skyldes en overtro, men snarere privatlivets fred. Christian Thodberg forklarer også, at man sagtens kan gætte sig til den nye tronarvings navn, da det altid består af det navn, der passer ind i tronfølgen, samt faderens navn og bedsteforældrenes navne.

Troen på det hellige navn

Hvis hemmeligholdelsen af prinsernes navne ikke skyldes overtro, kan det i stedet være troen på navnet som helligt. I det Gamle Testamente findes en fortælling, hvor Moses spørger Gud om Hans navn, og Gud nægter at give ham det. Navnet er nemlig helligt, og skal ikke misbruges. Derfor skal man være varsom med at give navnet videre. Opfattelsen af navnet som helligt har været alment kendt i Danmark. Det var normalt, at man før i tiden gav barnet to navne; et navn og et tilnavn. Navnet, som barnet modtog ved dåben, havde en særlig kraft og blev hemmeligholdt indtil dåben, hvorimod tilnavnet blev alment kendt før dåben. 'Derfor har navnet en hellig kraft og bør ikke misbruges, men i daglig tale helst afløses af en anden betegnelse, et tilnavn, der som en sliddragt kan værne om det egentlige', skriver forfatteren Troels Lund i sin bog 'Dagligt liv i Norden i det sekstende århundrede'.

Måske kan den dybereliggende årsag til kongehusets hemmeligholdelse af prinsernes navne forud for dåben være, at navnet opfattes som helligt, og derfor først må bekendtgøres ved dåben.

Der er ikke noget at sige til, at mange forbinder dåben og navngivningen med hinanden, for ligesom dåbens ritual er omgivet af mystik, så er navnet det også. Navnet er helligt og har kraft ligesom dåben, og navnet bliver sagt ved dåben. Det er som om navnet kræver et ritual. Et ritual, der verificerer det og giver det styrke.