Da de tre vise Zarathustras præster besøgte Jesusbarnet

De tre vise mænd afbilledet med frygiske huer i katedralen Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna. Foto: Wikimedia Commons

Var de vise mænd i virkeligheden zarathustriske mazda-præster fra Persien? Det undersøger Kristendom.dk i jagten på en af julens centrale fortællinger

Historien om de tre hellige konger, der besøgte jesusbarnet, har mejslet sig ind i den kollektive forestilling om julen. Det kan undre nogen, for Biblens kortfattede beretning om de vise mænd giver ikke noget klart svar på, hvem de var, eller hvor de stammede fra. Det vides ikke engang, om der rent faktisk var tre af dem, eller om de var konger. I Matthæusevangeliet findes en enkelt, kort passage, der siger, at de kom fra et udefinerbart Østerland og bragte eksotiske gaver i form af guld, røgelse og myrra.

Først i 500-tallet, længe efter at kristendommen var blevet romersk statsreligion, opstod forestillingen det, der er grundlag for nutidens juletraditioner. De vise mænd blev til tre hellige konger, Caspar, Melchior og Balthazar. I den forbindelse begyndte man også konsekvent, at betegne dem som persiske ”magi” – altså mænd, der havde magt eller formåen.

En slående beretning fra denne periode findes i det apokryfe såkaldte Arabiske Barndomsevangelium, der stammer fra Syrien. Selvom Barndomsevangeliet ikke er del af den kristne kanon, har det alligevel påvirket forestillingen om julen. Her lyder det:

…da Herren Jesus blev født ved Betlehem i Judæa på kong Herodes tid, se, da kom magierne fra østen til Jerusalem, som Zarathustra havde spået…

Persisk identitet som propaganda

Zarathustra var grundlægger af den religion, der dominerede Persien i mere end tusind år før islam. Magierne, som Barndomsevangeliet refererer til, var præster i Zarathustras religion.

Da forestillingen om de vise mænd tog form blandt kristne i 500-tallet, praktiserede perserne streng zarathustrisk ortodoksi i Sassanide-riget øst for det kristne Byzans. Persere og byzantinere havde bekriget hinanden i flere hundrede år, og deres stridigheder var en af grundene til, at Byzans tog de vise mænds persiske identitet til sig.

Kejser Justinian så en oplagt propagandamulighed i at fremstille tre persere knælende foran romerkirkens ny gudesøn. Der var stærk symbolik i at se persernes præster underkastesig romernes religion. Justinian lod flere kirker udsmykke med mosaikker, der afbildedede vise mænd i orientalske klæder.

I katedralen Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna er de vise mænd afbilledet med røde, frygiske huer, som kendetegnede de persiske magi. I Betlehem har en tilsvarende mosaik måske reddet selve fødselskirken fra ødelæggelse. Da persiske soldater drog hærgende gennem Palæstina i en senere krig, stødte de på et billede af deres egne magi foran Jesus. Måske var det årsag til, at de skånede kirken.

Marco Polo så det

Forestillingen om persiske magi-præster foran jesusbarnet er dog ældre end den byzantinske krigspropaganda. De første afbildninger af de vise mænd med frygiske huer stammer fra det 3. århundrede. Den oprindelige græske version af Matthæusevangeliet indeholder endda ordet ”magere”, som knytter sig direkte til persiske magi. Desværre ved man ikke meget om magernes gøren og laden på Jesu tid.

Zarathustrismens første storhedstid fik sin afslutning, da Alexander den store erobrede perserriget i 330 f.Kr. Religionen blomstrede først for alvor op igen under Sassanide-dynastiet i det tredje århundrede e.Kr. Man ved ikke meget om de mellemliggende år og tiden omkring Jesus, selvom det ikke er usandsynligt, at rejsende vismænd fra øst kan have været tilhængere af profeten Zarathustra og hans øverste Gud, som kaldes den vise herre Ahura Mazda.

Historien om de vise mænd trak lange spor både i vest og øst. Da Marco Polo rejste gennem Iran i det trettende århundrede, gjorde han en pudsig opdagelse i byen Sava hundrede kilometer syd for Teheran. Her fandt han tre gravsteder, der ifølge den lokale folklore tilhørte de tre magi, der havde besøgt Jesus. Polo erfarede, at de var konger, som hed Caspar, Melchior og Balthasar, og havde bragt deres gaver til det nyfødte barn mod vest. I Polos genfortælling af den lokale legende skulle deres gaver afsløre barnets identitet.

Hvis barnet tog imod guld, var han en konge. Hvis han tog imod røgelse, var han en Gud. Tog han imod myrra, var han en vismand. Polos rejseberetning er ikke er bevis for historiens ægthed, men den viser, at forbindelsen mellem Jesus og de persiske magi opnåede varig accept i magiernes eget hjemland.

Der kommer næppe en endegyldig afklaring på spørgsmålet om de vise mænds identitet, men betoningen af deres persiske oprindelseer et af de mest oplagte bud.