LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Sådan påvirkede verdenskrigene forestillingen om Gud

En soldat smider med en håndgranat ved Vestfronten i Frankrig under Første Verdenskrig. Da krigen rasede, mente man, at Gud var død i skyttegravene - men teologien kom stærkt igen, forandrede af krigene. Foto: AP/Ritzau Scanpix

Da to verdenskrige brød ud i Europa, tvang en ny virkelighed nordeuropæerne til at tage stilling til, hvem Gud var i lidelsen og hvilket ansvar den kristne havde for samfundets udvikling. Det beskriver tysk historieprofessor i en ny udgivelse

Den smukke tidalder, ”la belle epoque,” kalder man traditionelt tiden før 1914, hvor Første Verdenskrig brød ud. Det er ”de gode gamle dage,” hvor man troede på fremskridtet og det gode i mennesket, og at socialismen havde en fredsbevarende rolle.

Denne optimisme gik umiddelbart til grunde i skyttegravskrigen på Vestfronten, og efter to hårde verdenskrige var europæernes forhold til Gud og fremtiden ganske forandret - noget, der satte sine tydelige spor i teologien.

Det seneste værk, der relaterer sig til den første af de to verdenskrige, er skrevet af en tysk professor i moderne europæisk historie Daniel Schönpflug. Bogen hedder "Kometår. Verden i opbrud 1918-23".

Her levendegør han medrivende, hvorledes vores egen tid voksede ud af den gamle verdens ruiner. Han giver en række eksempler: Uden for London arbejdede romanforfatteren Virginia Woolf i 1918 på at bringe litteraturen i overensstemmelse med samtiden. Tyske Walter Grotius ville forandre samfundet med sin arkitektur. I Paris drømte en ung kvindelig journalist ved navn Louise Weiss om et forenet Europa. Mahatma Gandhi kæmpede for Indiens uafhængighed, og i det nye Sovjetunionen fór mange vild i de kommunistisk labyrinter.

Guds død i skyttegravene

Romanens forfatter Daniel Schönpflug citerer en engelsk obertsløjtnant for den 11. november 1918 – dagen, hvor våbnene tav og Første Verdenskrig var ovre - at sige:

"Den dag, da Kristus blev født, var den største dag i verdenshistorien, og denne dag er den næststørste."

Men med krigens afslutning røg også mange folks tro. Man talte om Guds død i skyttegravene. Det var den gamle gudstanke, som havde bidraget til at opildne de krigsførende mennesker i deres ideale stræben.

I dette teologiske tomrum opstod en ny teologi, som understregede Gud som den ophøjede, der modsiger det syndige menneske. Krigens gru havde afsløret de mørke sider i mennesket. Kristentroen skulle fremover handle om, at Guds dom og nåde skulle forkyndes for syndere. Den enkelte skulle holdes på plads af ordet.

Frem til krigsudbruddet i 1914 havde den tyske liberalteologi været udbredt. Den var liberal derved, at den inkarnerede en protestantisk kulturideologi. Det handlede om, at det tyske samfund blev opfattet som virkeliggørelsen af den kristne religions grundlæggende etiske værdier. Liberalteologien var en mild form for politisk teologi i den forstand, at kulturen og samfundet var blevet præget af kristendommen og omvendt.

Dette blev udfordret, da den reformerte schweiziske teolog og præst Karl Barth (1886-1968) satte ind med et teologisk frontalangreb. I 1922 udgave han en ny kommentar til det nytestamentlige skrift Romerbrevet af Paulus. Foruden Karl Barth var fremtrædende tyske teologer som Rudolf Bultmann og Friedrich Gogarten med i opgøret med den liberale teologi. Men Karl Barths Romerbrevskommentar bliver betragtet som det afgørende gennembrudsværk for den dialektiske teologi.

Set med Karl Barths øjne havde liberalteologien reduceret Gud til et spejlbillede af mennesket selv. Ved ikke at tage gudsspørgsmålet alvorligt i hele dets radikalitet, havde den liberale teologi forrådt den bibelske tale om Gud. Gud er den helt anderledes, fastholdt Karl Barth, og Gud er fremmed, men ikke fjern, for mennesket. Den eneste måde at drive teologi på er derfor at lade Gud være Gud. Gud kender kun mennesket, fordi han har åbenbaret sig selv i mennesket Jesus Kristus. Med den skarpe modstilling mellem Gud og menneske, evighed og tid, lagde Karl Barths Romerbrevskommentar fundamentet til en helt ny teologisk retning, den dialektiske teologi, der skulle blive dominerende langt op i det 20. århundrede og stadigvæk betyder meget i den teologiske verden.

Også herhjemme skiltes vandene. Lederen af den kristne børne- og ungdomsbevægelse KFUM, præsten Olfert Ricard, ville forbedre Danmark via en ungdom, der var præget af kristentroens forædlende kraft. Man så kristendommen som vigtig for moralen. Påvirket af tyske teologers opgør med liberalteologien, herunder Karl Barth, begyndte en gruppe danske teologer at udgive et dansk teologisk tidsskrift fra 1926, Tidehverv, hvori de understregede menneskets syndighed og afmagt og den uendeligt kvalitative forskel mellem Gud og menneske. Tankegangen stod i modsætning til enhver idealistisk religiøs tro på det gode i mennesket og dets stræben efter fuldkommenhed.

Kampen mod nazisterne i kirken

Det særlige ved Karl Barth var, at han hele tiden talte ind i sin tid og gjorde det som teolog. Da han var en ung reformert præst i 1911 i Schweiz, var Jesus Kristus for ham at se de fattiges forkæmper og hans forkyndelse af gudsrigets komme måtte derfor indeholde et krav om bedre materielle vilkår for de fattige – i øvrigt i stil med samme bevægelse, som senere foregik i Sydamerika: Befrielsesteologien.

Karl Barth kom til at spille en nøglerolle i kampen mod en nazificering af den tyske kirke under Anden Verdenskrig. Det var således Karl Barth, der førte pennen, da repræsentanter for den kirkelige opposition mod de Adolf Hitler-loyale tyske kristne mødtes og udfærdigede Barmen-erklæringen i 1934. Barmenerklæringen var et dokument, hvori en række fremtrædende tyske teologer tog offentligt afstand fra nazismen ved at understrege Jesus Kristus som Guds ene og udelte ord, og heri lå der en undsigelse af nazisternes forsøg på at drive ideologi på tysk historie og identitet. Vi har kun én leder, var pointen: Gud og ikke føreren Hitler.

For Karl Barth var det selve virkeligheden, der stod på spil i teologien. Også i efterkrigstiden tog han aktiv del i protesterne mod atomkapløbet og den kolde krigs opdeling af Europa i Øst og Vest.

Som professor ved universitetet i Basel frem til 1962 skrev han på sit teologiske hovedværk ”Den Kirkelige Dogmatik,” der endnu ikke var færdig ved hans død i 1968. Han nåede at skrive over 9000 sider, og da han kort før sin død blev spurgt, om der var en konklusion på de mange sider, svarede han: "Gud elsker mennesket."

Med sin teologiske kritik af den herskende liberalteologis forsøg på at skabe en syntese af kristendom og kultur foretog Barth en vending inden for teologien, hvor udgangspunktet ikke længere var menneskets gudserfaring ud fra fornuften og moralen. Nej, det er Gud, der kommer til menneskene - ikke menneskene, der kommer til Gud, var hans pointe.

Karl Barths livslange kamp for den levende Gud havde altså sin grund i, at han anså mennesket for at have lavet sit eget gudsbillede. Han mente, at den moderne verdens største problemer - i form af individualisme, nazisme og totalitarisme - skyldtes en fejludvikling i Europas historie. Ankerpunktet i hele Barths teologi er forståelsen af Jesus Kristus som det sande gudsbillede, hvor man møder Gud, sådan som han har givet sig til kende. Han ville lære det moderne menneske at indse, at også den nutidens verden lever ud fra nogle forudsætninger, som dybest set er teologiske.

Tyskland tabte både den Første og Anden Verdenskrig. Men bagefter fik man en ny teologi. Tysk teologi har haft og har en betydelig indflydelse på det 20. århundredes tænkning i Europa og USA, herunder Danmark. Og arven blev ført videre af senere tyske teologer som Jürgen Moltmann, der var den første til at skrive banebrydende teologiske værker efter holocaust og Auschwitz.