Dåb

Dåben er en af folkekirkens to sakramenter, og de fleste bliver døbt som spæd. Engang dyppede man hele barnets krop i døbefonten, men i dag hælder man kun vand på barnets hoved. Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

Dåben er et af folkekirken og den protestantiske kristendoms to sakramenter, og derfor en helt essentiel del af troen. Men hvorfor bliver man døbt? Og hvad er en fadder? Læs med, når Religion.dk går i dybden med folkekirkens dåbsritual

Dåben er fortsat meget populær, og det er dog også en af de vigtigste kirkelige handlinger. Dåben er nemlig indgangsbilletten til folkekirken og det kristne fællesskab, og mange mener, at det hører den danske tradition til at lade sit barn døbe.

I dette tema dykker Religion.dk helt ned i dåbens historie, teologi og meget mere.

Indhold

  • Hvad er dåben?
  • Dåbens historie
  • Luthers dåbsteologi
  • Dåbens teologiske funktion
  • Hvorfor lade sit barn døbe?
  • Hvor mange bliver døbt?
  • Hvornår skal man døbes?
  • Hjemmedåb og nøddåb
  • Faddere, gudmor og gudfar
  • Hvordan foregår en dåb?
  • Dåbsfesten
  • Dåbskjolen
  • Overtro og dåb

Hvad er dåben?

En dåb er et kirkeligt ritual, hvor man indvies i kristendommen og velsignes af Gud. Ved barnedåben siger forældrene “ja” til trosbekendelsen på barnets vegne. Dåben er en forudsætning for at blive medlem af folkekirken og udgør sammen med nadveren folkekirkens to sakramenter.

I folkekirken er det mest almindeligt at blive døbt som spædbarn, men man kan også blive døbt senere i livet. Dåben er en forudsætning for konfirmationen, og derfor bliver mange for eksempel døbt inden konfirmationen, hvis de ikke blev døbt som barn.

Dåbens historie

Dåben som et kristent ritual stammer helt tilbage fra oldkirken. Dåben omtales flere steder i Det Nye Testamente, og i skriftet Didaké, der dateres til omkring år 100, står dåben beskrevet mere udførligt. Her står blandt andet, at man skal døbe i Faderen, Sønnen og Helligåndens navn, og at man skal faste inden dåben. I oldkirken var det typisk voksne, som blev døbt, og dåbsritualet lignede ikke det, vi har i dag.

En af de ældste kilder til dåbsritualet er af den romerske biskop Hippolyt, og skriftet dateres til starten af det 3. århundrede. Her står, hvordan ritualet blev udført og hvilken oplæring dåbskandidaterne skulle igennem inden dåben. Oplæringen hed katekumenatet, og det var en treårig periode, hvor katekumenerne skulle undervises i troen. I perioden op til dåben skulle katekumenerne faste, og selve ritualet bestod af salving, eksorcisme og at hele kroppen skulle neddykkes tre gange i vand.

Barnedåben vandt med tiden frem, og kirker blev derfor udstyret med døbefonte store nok til, at hele barnets krop kunne dyppes i vandet. Efter Reformationen i det 16. århundrede blev det mere populært kun at øse vand på barnets hoved, som det kendes fra folkekirken i dag.

Luthers dåbsteologi

Den katolske kirke havde op til Reformationen en udbredt forståelse af, at man alene ved dåbens handling og rette udførelse modtog Guds frelse. Reformatoren Martin Luther vendte denne lære på hovedet. Kernen i Luthers tro er, at troen alene - sola fide - kan retfærdiggøre menneskets synder, og man derfor ikke kan opnå syndsforladelse ved blot at gøre en handling - som dåben. Det er helt essentielt, at dåbskandidaten tror for at få frelse ved dåben, som det også blev formuleret af den indflydelsesrige kirkefader Augustin, der levede fra år 354 til år 430.

Men er et spædbarn overhovedet i stand til at tro? Det mente Luther. Luther var overbevist om, at fornuften var troens fjende, og man derfor sågar var bedre stillet som spædbarn, fordi man endnu ikke var i besiddelse fornuften.

Dåbens teologiske funktion

Der er flere holdninger til, hvad dåben egentlig har af funktion rent teologisk. Den augsburgske bekendelse fra 1530 er et af de skrifter, der udgør folkekirkens bekendelsesgrundlag, og her forstås, at alle mennesker fødes med arvesynd. Det vil sige, at alle mennesker er født syndige, og det er vi på grund af syndefaldet. Ved dåben får man syndsforladelse og renses dermed for alle de synder, man er født med, og man genfødes som et syndfrit menneske, der dermed har ret til evigt liv. Dåben er altså helt nødvendig for frelse, ifølge den augsburgske bekendelse.

Men vil det sige, at udøbte mennesker er dømt til evig fortabelse? Nej, det er der sandsynligvis ikke mange præster, der mener i dag. Betydningen af arvesynden og dåben er et teologisk emne, der altid har været - og formentlig altid vil være - til diskussion og under udvikling.

Hvorfor lade sit barn døbe?

Det teologiske aspekt er ikke det, der vejer tungest for de, der lader sine børn blive døbt i folkekirken. Rapporten Dåb eller ej? fra 2015 af Karen Marie Leth-Nissen og Astrid Krabbe Trolle for Københavns Universitet viser, at de mest tungtvejende årsager for at lade sit barn døbe er:

  • familietradition
  • at markere, at barnet får navn
  • at det er en del af at være dansk

Det tyder altså på, at mange ikke anser dåben for en religiøs ceremoni, men i højere grad en ceremoni, der hylder familien og danske traditioner.

Samme undersøgelse viser, at de, der fravælger dåben, primært gør det, for at barnet kan vælge selv senere i livet.

Hvor mange bliver døbt?

Det kan være udfordrende at udregne dåbsprocenten, altså hvor stor en andel af børn, der årligt døbes, men tendensen er dog alligevel klar: færre og færre døbes i folkekirken.

Kigger man på, hvor mange der blev døbt i 2006, var antallet markant højere end i 2019. I 2006 blev 54.707 døbt i landets folkekirker, og i 2019 blev kun 40.488 døbt, altså omkring 25 procent færre døbte på 13 år.

At fortsat færre døbes medvirker, at folkekirkens medlemsprocent er dalende. Flere af folkekirkens medlemmer dør, end der kommer nye medlemmer til.

Hvornår skal man døbes?

Et barn skal være navngivet, inden det er fyldt seks måneder. Når barnet døbes i folkekirken, gælder det for en juridisk navngivning, dog ikke i Sønderjylland, hvor navnet skal anmeldes til personregistret inden dåben. Vælger man ikke at døbe sit barn, skal man ansøge om navngivning online via MitID, som automatisk sender blanketten videre til det sogn, barnets mor hører til.

Mange vælger at navngive barnet inden, og derved kan dåben ske på et hvilket som helst tidspunkt, også som voksen. I Danmark er der dog tradition for at man døbes som spæd, og dåben er også en forudsætning for konfirmationen som teenager.

Ønsker man at blive døbt som voksen, skal man kontakte sin lokale præst og gennemgå en forberedende dåbsundervisning, og ved dåben skal være to vidner tilstede.

Hjemmedåb og nøddåb

Står barnet i en livstruende tilstand, kan man vælge en hjemmedåb eller nøddåb. Ved en hjemmedåb kommer præsten til sygehuset eller hjemmet og døber barnet. Hvis præsten ikke kan nå frem, kan der foretages en såkaldt nøddåb, hvor en tilstedeværende kan døbe barnet uden præstens indblanden. Overlever barnet, vil man foretage en fremstilling i kirken senere, der minder om en dåb.

Faddere, gudmor og gudfar

Når barnet døbes, skal man vælge mellem to og fem personer, der skal stå fadder. Typisk vil man vælge familiemedlemmer eller nære venner. Når man er fadder, forpligter man sig på, at man vil opdrage barnet i den kristne tro, hvis forældrene dør inden barnet bliver voksen. Dette er udelukkende en religiøs forpligtelse, og man binder sig derfor ikke juridisk. Fadderne fungerer desuden som vidner til dåben. Man kan dog også være fadder in absentia, som betyder, at man kan være fadder, selvom man ikke kan være til stede ved dåben,

Alle, der er døbt, kan stå fadder, også selvom man er meldt ud af folkekirken, men dog ikke, hvis man siden har tilsluttet sig et ikke-kristent trossamfund. Fadderne skal desuden som minimum have nået konfirmationsalderen.

En gudmor eller gudfar er den, som holder barnet under dåben. Det kan være forældrene eller en af fadderne.

Hvordan foregår en dåb?

Dåben i folkekirken foregår typisk i forbindelse med en almindelig søndagsgudstjeneste. Præsten afsiger bøn, læser bibelske skrifter, der vedrører dåben og tegner korstegn over barnet, hvorefter præsten tilspørger gudfar eller gudmor, hvad barnets navn er. Herefter siger gudfar eller gudmor “ja” til trosbekendelsen på barnets vegne, og til, at man vil døbes i den kristne tro.

Præsten øser vand på barnets hoved tre gange for treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden. Herefter velsigner præsten barnet, og barnet er døbt

Den præcise ordlyd af dåbsritualet kan du læse her.

Efter dåbsceremonien i kirken vil mange afholde en lille fest for barnet.

Dåbsfesten

En dåbsfest går sjældent vildt for sig, som en bryllupsfest kan gøre. Ofte er hovedpersonen for ung til at kunne nyde de helt store festligheder, og hensynet til barnet sætter en naturlig begrænsning for, hvad man kan lave.

Der er ingen fast tradition for fejringen, og der findes derfor en masse forskellige måder at gøre det på. Fordi dåben ofte finder sted om formiddagen, er det populært at at invitere gæsterne på brunch eller frokost efterfølgende. Man kan for eksempel holde festen hjemme, i forsamlingshus eller invitere de nærmeste på restaurant.

Dåbskjolen

Til dåbsceremonien i kirken vil man typisk se barnet i en lang, hvid kjole. Sådan har dåbsbeklædningen dog ikke altid set ud.

Den lange kjole stammer sandsynligvis fra før Reformationen, hvor hele barnet blev neddyppet i dåbskarret og herefter blev iført et såkaldt kristentæppe, så barnet ikke skulle blive kold.

Efter Reformationen var det ikke længere udbredt at dyppe hele barnet i karret, og derfor blev det mere populært at iføre barnet flot festtøj, ofte syet sammen i bunden som en slags pose. I 1700-tallet begyndte man at åbne posen op, så det i stedet blev en kjole, hvor barnet kunne bevæge sig mere frit.

Borgerskabet begyndte i 1800-tallet at døbe deres børn i hvide kjoler, og den skik bredte sig til resten af samfundet, hvor de fleste i slutningen af 1800-tallet døbte deres børn i hvide, lange kjoler, som vi kender dem i dag. Hvid er kirkens festfarve, og farven symboliserer renhed.

Overtro og dåb

Dåben var engang omgærdet af overtro, og nogle holder stadigvæk fast i de gamle skikke. For eksempel at det skulle bringe lykke, hvis barnet sov i dåbstøjet første nat, og at barnets navn holdes hemmeligt indtil dåben.

Læs denne artikel, hvor Religion.dk har samlet 10 eksempler på overtro ved en barnedåb.

I oldkirken var det mest udbredt, at man blev døbt som voksen, og dåben foregik ved fuld neddykning af kroppen i vand. Voksendåben med fuld neddykning praktiseres i dag af Jehovas Vidner, pinsekirker og andre frikirker. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Mange familier har en dåbskjole, som går i arv, og det gælder også kongefamilien. Kongehusets dåbskjole er fra 1870, og blev oprindeligt syet til Christian X’s dåb. Kjolen er sidenhen blevet båret af blandt andet dronning Margrethe, kronprins Frederik, Prins Joachim, Prins Christian, Prinsesse Isabella og Prins Vincent. I en særudstilling på Nationalhistorisk Museum kunne man i 2015 se kongefamiliens fine dåbskjole. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix