Hvad er den kristne dåbsoplæring?

Det kristne dåbsritual kan muligvis spores helt tilbage til Paulus’ breve. Og ligesom selve dåbsritualet har også den oplæring, der ligger forud for selve dåben, katekesen, undergået en række betydelige forandringer siden oldkirken. Men hvad består dåbsoplæringen i, og hvordan har den forandret sig?

I dag kan alle blive døbt ind i folkekirken, både børn og voksne. Men sådan har det ikke altid været. Engang var det en flerårig proces at gøre sig egnet til at modtage dåben.

Dåbsoplæring i oldkirken
En af de første kilder, der findes til dåbsritualet i den kristne kirke, stammer fra biskoppen Hippolyt, der levede i Rom i det 3. århundrede. Hippolyt skrev ikke kun om selve ritualet, men også om al forberedelsen op til dåben, nemlig katekesen, eller dåbsoplæring, som vi kalder det i dag.

I oldkirken var det ikke alle, der kunne blive døbt. Dåben var forbeholdt de voksne lovlydige borgere, som kunne leve op til kirkens særlige krav i forhold til erhverv og livsførelse. Eksempelvis var det ikke muligt at blive døbt på denne tid, hvis man var soldat eller skuespiller. I så fald skulle man ophøre med sit erhverv. Lykkedes det en at slippe gennem nåleøjet og blive godkendt til dåb i den kristne kirke, ventede der en treårig oplæringsperiode før selve dåben. Denne oplæring kaldtes katekumenatet, og dem der gennemgik det kaldtes katekumener.

I den treårige oplæring skulle katekumenerne lytte til prædikerne og undervises i Bibelen. Samtidig skulle de også sørge for de svageste i samfundet. Som optakt til selve dåbsritualet kom en særlig intensiv periode hvor katekumenerne fastede. Selve dåbsritualet indeholdt i oldkirken salvelse, eksorcisme og 3 gange neddykning i vand. Herefter fulgte endnu en salvning og håndspålæggelse af biskoppen, og først derefter kunne de deltage i nadveren.

Nogle forblev dog katekumener hele livet og var på den måde en fast del af kirken. Tanken i oldkirken var, at man som katekumene allerede var en del af kirken, og dermed var man også sikret frelsen hvis man døde inden dåben, da frelsen blev skænket gennem kirken. I oldkirken var dåben altså ikke det første skridt til at blive kristen, men markerede snarere en fuldbyrdelse af en lang proces, et overgangsritual, som skulle lede den enkelte ind i et livslangt forhold til kirken.

Udvikling i dåben og katekesen
Op gennem 400-tallet skete der en stor ændring i dåben og dåbsoplæringen. Hvor det førhen især var voksne, der blev døbt, blev det nu mere og mere udbredt i de kristne menigheder at døbe børn. Dåben blev nu set som et nødvendigt sakramente for at opnå frelsen, og i den forbindelse også vaske børnene fri fra arvesynden. Dette fik en stor indvirkning på katekesen. Hvor der tidligere var flere års oplæring i at blive en del af det kristne fællesskab som følge af dåben, var det nu først efter dåben at kravene om en kristen livsførelse kom. Dette førte til udviklingen af konfirmationen. Det indebar blandt andet at man kunne sit Fadervor og Trosbekendelsen.

Med Reformationen blev der justeret i dåbsritualet, hvor eksorcismerne kom til at fylde mindre. For Martin Luther herskede der ingen tvivl om, at spædbørn kunne besidde den samme tro som voksne, hvorfor anvendelsen af barnedåb uden videre dåbsoplæring fortsatte.

Dåbsoplæring i dag
Modsat det oldkirkelige katekumenat, er dåbsoplæringen i den danske folkekirke i dag ikke helt så omfattende. Når et spædbarn skal døbes, forpligter barnets faddere sig til at oplære barnet i den kristne tro. Er det derimod en voksen, der ønsker at blive døbt ind i den kristne tro, er dåbsoplæringen lidt mere omfangsrig. Her aftaler præsten og den voksne dåbskandidat et dåbsoplæringsforløb baseret på dåbskandidatens forudgående viden om kristendommen.

Flere sogne tilbyder i dag dåbsoplæring for børn på klassetrinene 3.-4. klasse. Undervisningen tager udgangspunkt i at give børnene en forståelse for dåbens betydning og indføre dem i det kristne fællesskab. Flere steder er denne undervisning kendt under navnet ”minikonfirmand”.