Liturgi

Folkekirkens liturgi til debat: Kan man ændre i dåben og nadveren?

Den danske folkekirke har to sakramenter, dåb og nadver. Sakramenterne kaldes også for nådemidler, fordi de formidler nåden til mennesker. Foto: Paw Gissel

Er dåben en forudsætning for frelse? Og hvordan udføres nadverritualet? De to protestantiske sakramenter, dåben og nadveren, bliver vendt og drejet i folkekirkens liturgiarbejde. Bliv klogere på, hvad der er på spil i debatten om de to ritualer

Rapporten om folkekirkens to sakramenter, dåb og nadver, er den største af de tre rapporter, der skal danne grundlag for en debat om gudstjenesten. Afsnittet om dåben fylder mest, for der er om noget debat om dåbsritualet.

Den aktuelle dåbsdebat

Dåbsdebatten er med jævne mellemrum dukket op i nyere dansk kirkehistorie, og det har ofte været i forbindelse med dåbssager, hvor en sognepræst har forlangt en klar holdning hos dåbsforældrene til kristendommen for at kunne foretage en dåb.

Den aktuelle dåbsdebat drejer sig om selve teologien i dåbsritualet. Lektor ved Folkekirkens Videns- og Uddannelsescenter Lars Sandbeck påstod i januar 2019, at der var et behov for en anden dåbsteologi. Dåbsritualet, skrev han, er baseret på en teologi, som ingen mennesker i dag vil være i stand til at tro på eller opleve som meningsfuld.

Problemet, hævder han, er arvesyndsbegrebet og dermed forholdet mellem dåb og synd. Selve begrebet ”arvesynd” bruges ikke i dåbsritualet, men begrebets indhold ligger bag ritualordene.

Spørgsmålet er, om barnet er født syndigt og først bliver et Guds barn i dåben. Det er et spørgsmål om, hvorvidt dåben er nødvendig for frelsen. Ifølge Lars Sandbeck er det uforståeligt for os og derfor bør arvesyndslæren fjernes som forståelseshorisont for dåben, mener han.

Provst Reinholdt Rasmussen står på den klassiske linje og hævder, at dåben ikke er Guds begrænsning, men kirkens mulighed.

Tidligere lektor Hans Raun Iversen fremhæver i en kronik, at dåben ikke bare er en velsignelse, men mere endnu; en ”fuldmagtserklæring, en kompetanceudrustning og en virksomhedsoverdragelse for enhver døbt. I dåben udrustes vi til at tjene mennesker i Guds sted, overalt hvor mennesker mødes.”

Hvorfor er dåben nødvendig?

Hvorfor er dåben nødvendig, og hvordan får man formuleret, hvad der egentlig sker i dåben? Det er et centralt spørgsmål, fordi det netop er mange menneskers spørgsmål til dåben. Rapporten svarer således:

"Der er forskel på at være Guds skabning og stå under Guds almene nærvær i det skabte – og at være Guds barn og dermed stå under Guds nærvær i Kristus."

Her støtter man sig til Luthers lille katekismus; nemlig at i Kristus har Gud givet sit løfte om frelse til mennesket og givet det en forpligtelse til at døbe. Dåben er et sikkert tegn, der siger: Her møder du mig; her er jeg for dig.

Dåbens sakramentale karakter betyder reformatorisk set, at den døbte bliver Guds barn i dåben, idet han eller hun, ved i Kristus at få del i Guds kærlighed til alle sine skabninger, sættes fri af synden og får skænket det evige liv.

Hvordan skal man forstå nadveren?

Rapporten giver en kort beskrivelse af nadverens historie begyndende med Det Nye Testamentes beskrivelse af nadveren som et måltid til tak, delagtighed i Kristi lidelse, død og opstandelse – og fællesskab.

Dernæst handler det om den oldkirkelige nadverpraksis, der mere og mere udviklede sig hen mod det, vi kune kalde en sakramental realisme, der i middelalderens nadverforståelse kulminerer med læren om forvandlingen af brød og vin.

Den lutherske nadverforståelse, som folkekirken bekender, blev til i et opgør med den romersk-katolske kirkes forvandlingslære. Luther ønskede at føre nadveren tilbage til dens bibelske skikkelse, hvilket blandt andet betød, at den skulle uddeles i begge skikkelser, altså som både vin og brød.

Derudover vendte han sig fra den romersk-katolske kirkes forvandlingslære; Kristi nærvær i brød og vin kan ikke forklares i filosofiske termer, men med tro. Det centrale i nadveren er, at Kristus gav sig selv hen for menneskets synder. Det får mennesket del i ved at spise brødet og drikke vinen. Det, der skete på Golgata, bliver nutid i nadveren.

Pixibogens fremstilling er en udredning af Luthers nadverlære, hvor centrum er Luthers ord om ”Det salige bytte”, altså det, der sker mellem Kristus og den troende: Kristus der tager menneskets synd, skyld og død på sig – og mennesket der får hans retfærdighed, uskyld og liv.

Forstå folkekirkens nadverritualer

Hvordan kommer denne forståelse af nadveren så til udtryk i nadverritualet? Der er i virkeligheden tre ritualer, som menighedsråd og præst kan vælge imellem. Man taler om ritual A, B og C – og endelig om ritual D, som er et ritual for børnealtergang.

De forskellige ritualer lægger fokus forskelligt. I ritual A er der fokus på Kristi selvhengivelse for os, måltidet som syndsforladelse, fællesskabet i Kristus nu og i himlen. Der er en tydelig linje tilbage til Luthers gudstjenesteordning.

I ritual B handler det primært om forsoningen mellem Gud og mennesker i Kristus og tilsagn om syndernes forladelse (der synges som regel ”O du Guds lam inden nadverbønnen).

I ritual C ses nadveren som en fælles fejring og taksigelse, hvor man takker for det skabte.

Både ritual B og C griber tilbage til før-lutherske traditioner, og især ritual C har ligheder med andre kirkers nadverritualer. Det kaldes også det udvidede nadverritual.