Biskop: Storme måske tegn på dommedag

Storme og oversvømmelser kan være tegn på at dommedag er nær, mener biskop Steen Skovsgaard.

Lolland-Falster Stifts biskop, Steen Skovsgaard, mener, at de mange storme, oversvømmelser og udsigten til klimaforandringer i virkeligheden kan være et tegn på, at dommedag er nær

Er klimaforandringerne et tegn på, at dommedag er nær? Måske, lyder svaret fra biskop over Lolland-Falster Stift, Steen Skovsgaard, og andre præster i folkekirken.

- Som kristne venter vi på Herrens genkomst, men som Jesus selv siger, så er der ingen, der kender dagen og timen, men vi har fået nogle tegn på, at tiden er nær. Forud for dommedag skal der ske nogle dramatiske ting, som fortæller, at det er de sidste tider. Det taler Jesus om flere steder i Ny Testamente, siger biskoppen til Ritzau og fortsætter.

- Han siger blandt andet, at folk skal rejse sig mod folk, land mod land, der skal komme store jordskælv og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Det er helt naturligt, at vi opfatter klimaforandringerne som et tegn på, at vi er i de sidste tider, men hvis vi gør det, så skal vi huske, at Jesus også sagde, at vi ikke må lade os skræmme, fordi der er et håb, der går ud over denne verden.

Selv om Steen Skovsgaard kalder det naturligt at opfatte klimaforandringerne som et af de tegn på de sidste tider, som Jesus taler om, så er klimaforandringerne samtidig en udfordring til vores adfærd som mennesker.

- Vi må ikke bare lade stå til, vi skal leve forsvarligt som forvaltere af denne her jord.

Skovsgaard er ikke den eneste præst, der udover at tage læren om dommedag for pålydende også ser tegn i tiden på den forestående afslutning på verdenshistorien.

Det gælder for eksempel sognepræst ved Sankt Marie Sogn i Sønderborg Stig Christensen, der ligesom Steen Skovsgaard ser klimaforandringerne som et muligt tegn på endetiden.

- Når man læser endetidsberetningerne i Ny Testamente, så er der ingen tvivl om, at et af de helt afgørende tegn er ændringer i naturen, så det er et element, det er helt naturligt at holde øje med. Ud over rystelserne i naturen er hovedtegnene, at evangeliet skal forkyndes for alle folkeslag, og at jøderne skal vende tilbage til deres land, siger Stig Christensen.

Når dommedag nærmest er forsvundet ud af folkekirkens forkyndelse, skyldes det ifølge Stig Christensen, at emnet er ubehageligt at tale om.

- I dag er det mest journalister og videnskabsfolk, der taler om dommedag, men præsterne kan måske blive tvunget til at tale mere om det, fordi flere og flere vil stille spørgsmål om dommedag, når de ser, hvad der sker med naturen, siger han.