Det vigtigste er at kunne sige: Ergo, jeg tror!

30-årige Helle Rønne Samuelsen voksede op som barn af forældre, som flittigt kom i den lokale folkekirke på Bornholm. Men hendes egen tro voksede først frem i tyverne, og i dag kunne hun ikke forestille sig en hverdag uden Gud

- Jeg kom frem til at tro på den kristne Gud gennem en lang proces da jeg var i begyndelsen af tyverne. Jeg søgte noget, der kunne give mig mening og fred i sindet. Det var vel en såkaldt eksistentiel krise, hvor jeg famlede mig frem med bind for øjnene og søgte svar på en masse grundlæggende spørgsmål om min egen eksistens og mit ståsted i verden.

- Tre ting var afgørende i forhold til, at det hele mundede ud i en tro på kristendommen. Jeg var gennem min barndom blevet præsenteret for kristendommen og havde fået opbygget en solid barnetro på den måde. Senere lytetde jeg til kristne menneskers vidnesbyrd om, hvordan Gud havde hjulpet dem i livet, og jeg læste om Gud i Bibelen.

- Evangeliet. At Gud elsker os mennesker så højt, at han vil gøre alt for at komme os i møde. Dét er udgangspunktet for min tro og min forkyndelse. Alting ser anderledes håbefuldt ud i det lys, og det gør en verden til forskel for mig.

- Det er på grund af dette glade budskab, at mit liv ikke bare er et pust i sivet, men har mening. Jeg kan se mig selv som Guds elskede barn. Og det er mit håb, at jeg kan være med til at mange andre også kan komme til, at se sig selv sådan.

- Ja tit! Det tror jeg ikke, man hverken kan eller skal undgå - og især ikke, når man går gennem et teologistudium. Siden mit eksistentielle valg for snart 10 år siden, har jeg set mig nødsaget til at kaste næsten alle dogmer op i luften, se dem fra forskellige perspektiver og så gribe dem igen - måske på en ny måde.

- Spørgsmål om Bibelens pålidelighed og Guds reelle nærvær for os mennesker har især fyldt meget, og gør det stadig. Det vigtige er, at man til slut ender med at sige: Ergo, jeg tror!

- Jeg har mange. For eksempel "Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget" (Lukasevangeliet 12,32). Jeg synes, at det er let at komme til at frygte her i livet. Men i Bibelen kan jeg ofte finde steder som dette, der giver trøst og fred.

- Jeg kunne ikke forestille mig en hverdag uden Gud. Ikke at jeg føler, at jeg går med hovedet oppe i skyerne - slet ikke! Men jeg tror på, at jeg ikke er alene, og at det ikke er lige meget, hvad jeg foretager mig, hverken i det store eller det små. Der er en overordnet mening eller en plan.

- Jeg og mine medmennesker cirkulerer ikke bare rundt i jordens kompostbunke. Der er noget, der venter efter døden, og det har i høj grad indflydelse på mine valg og prioriteringer i hverdagen.