At fejre jul er at tage imod Guds kærlighed

Vort julemåltid afspejler himmeriges glæde, siger forfatteren, foredragsholderen og organisten Monica Papazu, der stammer fra Rumænien. Her var julen under kommunismen forbudt, og man fejrede, hvad hun kalder Kong Herodes' jul

Julen var forbudt. Officielt fandtes den slet ikke. Heller ikke i alfabetet. Ordet "jul" var blevet forvist derfra. Sproget skulle være uden englelyd. At tale om "Fader Frost" og "vintertræet" gik an. Ikke andre associationer var passende end de til vinteren hørende. Og ikke anden varme i kulden og ikke andet lys i mørket, end hvad mennesker selv kunne overkomme at tilvejebringe.

Resten var tavshed og kommunisme. Hverdag og arbejde. Juleaften skulle man blive på arbejdspladsen indtil sent om aftenen. Deltagelse i et møde, som kommunistpartiet havde arrangeret, var obligatorisk. Med denne "dans om partiet" blev der mindre tid - eller, håbede partiet, helst ingen tid - til dans om juletræet.

Den rumænske jul var Kong Herodes' jul. Sådan benævnes den af forfatteren, foredragsholderen og organisten Monica Papazu, der er født i Rumænien, hvor hun tilbragte de første 26 år af sit liv. Nu bor hun i Randers.

- Den mest væsentlige forskel på den jul, jeg oplever her i Vesten, og den jeg oplevede i Østeuropa, er en tilfældig forskel i den forstand, at det er en historisk forskel. Den jul, som jeg kendte i al min tid i Rumænien, var Kong Herodes' jul. Det vil sige en jul i konflikten mellem Guds glædelige budskab og historien.

- Herodes var bange for den konge, der blev født, og forfulgte derfor både ham og de troende, siger Monica Papazu, der også kalder den højtid, som fejredes i Rumænien, for den skjulte jul.

- Men ikke desto mindre blev der holdt jul i hjemmene. Nøglen til at kunne overleve under disse vilkår var at prøve at leve så normalt som muligt, i overensstemmelse med vores tro og overbevisning, og som om den anden side af vores tilværelse ikke eksisterede.

- I mit barndomshjem havde vi et juletræ på over fire meter, så det kunne nå helt op til loftet, ja, jeg opfattede det altid, som om det nåede helt op i himlen.

- Med hensyn til forberedelsen til julen er der den forskel fra Vesten, at vi ikke kaldte den tid for advent. Selvom det er et godt udtryk: Guds komme. I Rumænien kaldte vi den tid for julefasten. Og den varer i 40 dage, fra den 15. november til den 24. december. At det er en periode med både stilhed og faste, betyder, at man ikke spiser så meget som ellers og heller ikke spiser bestemte ting. Tanken er, at mennesket gennem den indre forberedelse til julen skal lære dets afhængighed af Gud at kende.

- I den ortodokse kirke udgør de sidste fem dage før jul en form for stille uge. Nogle af de ortodokse kirker, blandt andet den russiske og den serbiske, har bevaret den julianske kalender, som er 13 dage forskudt i forhold til den gregorianske. Det betyder, at den russiske og serbiske jul begynder den 7. januar.

- Forfatteren Aleksander Solsjenitsyn har i sin roman "I den første kreds" gjort brug af denne kalenderforskel. Han begynder i den vestlige jul og lader romanen udfolde sig i perioden op mod den russiske. Bogen handler om den første kreds i Helvede, som personerne lever i, men som de ved dens slutning forlader, fordi de bliver sendt ned i Helvedes nederste kredse, til døden. Ved at indkapsle "I den første kreds" mellem den vestlige og den russiske jul skriver Solsjenitsyn i forventningens tegn: Kristus er hele tiden foran os. Samtidig peger forfatteren på, at Kristi fødsel er en nedstigning til Helvede. En nedstigning, som han foretager sammen med enhver af os.

Var det i den skjulte jul muligt at gå i kirke?

- Ja, det var det. Min familie gik i kirke i julen. Om man gjorde det eller ej, var afhængigt af ens mod. At gå i kirke betragtedes som en afvigelse fra den normale adfærd. Kirkelivet blev skarpt overvåget. Men det blev toleret.

Monica Papazu har sin baggrund i den ortodokse kirke, som hun stadig tilhører. I Danmark er hun desuden tilknyttet Tidehverv, ved hvis sommermøder hun har talt siden 1990.

- I Tidehverv har jeg fundet en meget klar kristendomsforståelse med vægt på det, som også den ortodokse kirke lægger vægt på, nemlig dom og nåde, anger og glæde. Alvoren i forkyndelsen af kristendommen har bevirket, at Tidehverv for mig er blevet et hjem.

- Julen er Guds kærligheds mysterium og hans svar på menneskets syndefald. Julen er frelsen og betyder, at Gud bøjer sig ned for at søge efter det tabte menneske, tabt gennem synden og døden. Gud er den, der søger. Og det er os, der bliver fundet. Kirkefædrene betegnede julen, det vil sige Guds åbenbaring, som det eneste nye under solen. Sådan er det også. Der er intet nyt under solen i den verden, som er dødens og syndens. Det nye er, at Gud kommer. Alle menneskets bestræbelser på at skabe en ny verden eller måske endda et Paradis på jorden viser sig altid at føre til endnu en afsløring af, at der intet nyt er under solen. Det eneste, der bliver til ved vore egne anstrengelser, er netop syndens og dødens verden.

- Gud kommer til os ikke i sin herlighed, ikke i sin almagt, men tværtimod som barnet i dets afhængighed og skrøbelighed. At han kommer som barnet, fortæller os, at Gud er begyndelsen. Han, som er den gamle af dage, er altid den nye. Ved at komme til os som barnet siger Gud samtidig, hvad det er, vi er kaldede til: at blive hans egne børn.

- I julen er den ganske kristenhed samlet om at modtage Guds åbenbaring i Jesus Kristus. Frelsen er ikke en tanke, ikke følelse, ikke en abstraktion, som man kan fylde med hvad som helst. Frelsen for mennesket er Jesus Kristus.

- Den engelske forfatter G.K. Chesterton sagde, at kristendommens sjæl ikke er en sjæl, men et legeme. Udtrykket er meget præcist. At kristendommens sjæl er et legeme, hentyder til Guds åbenbaring i et ganske bestemt menneskelegeme. Det er kristendommens paradoks, at Gud åbenbarer sig som en af os. I den ortodokse kirke ville man sige, at han åbenbarer sig kenotisk. Et ord, der kommer af "kenose". Vi kender det fra Paulus, der taler om kenose som udtømning eller fornedrelse. Gud åbenbarer sig i fornedrelse. Først når han kommer igen, vil han åbenbare sig i sin herlighed.

- Kristus er broen mellem Skaberen og skabelsen, evigheden og tiden, evigheden og historien.

- Jesus blev født i en nat, som også er verdens nat. Man kunne også sige, at han blev født i helvede. Det helvede, som dødens og syndens verden er. Det helvede, som ethvert menneske bærer i sig.

- På ortodokse ikoner viser man Jesu fødsel i en grotte, der er en mørk firkant. Som om grotten er indgangen til Helvede. På den måde peger de hen på Kristi selvopofrende liv.

- Endvidere på ortodokse ikoner males Jesusbarnet i svøb, sådan som han også fremtræder ifølge evangelierne. Men på ikonerne ligner svøbet ligklæder. Og således taler ikonerne både om fødslen, korset og opstandelsen.

Fejring af julen er, siger Monica Papazu, at tage imod Guds kærlighed.

- At fejre julen med glæde er endda en befaling for det kristne menneske. Julens budskab er: Glæd jer! Og dens omkvæd: Frygt ikke! Det er, hvad der bliver sagt til Zakarias, til Maria og til hyrderne på marken.

- Det er kristendommens frimodighed, vi bliver kaldede til. Og da kristendommens sjæl er et legeme, gør glæden sig også gældende materielt og konkret. Samtidig med, at vore traditioner i forbindelse med julen er jordiske, afspejler de julens betydning. Med disse traditioner tager vi imod Guds gaver.

- Julens traditioner, uanset hvor de udfoldes, henviser til Kristus, til Guds frelse, til hans kærlighed. Forbundet med julen er altid dette at give hinanden gaver og sende hinanden breve.

- At give gaver peger hen på Gud som giver. Gud, som ikke alene giver alle gaver, men også giver sig selv. Ligeledes den tradition at feste i julen er knyttet til den guddommelige glæde og til den materialitet, som julen har. Også Jesus spiste og drak. Og han lover os, at vi skal spise og drikke ved hans bord i hans rige. Vort julemåltid afspejler himmeriges glæde, idet himmeriget åbner sig for os i julen.

Har det materielle taget overhånd i julen?

- Det er ikke det materielle, der tilbedes. Det materielle henviser til julens mysterium. Jeg forstår ikke indvendingen mod den materielle jul. Det er ved det materielle, vi deler livet med hinanden.

Monica Papazus atmosfærefyldte lejlighed i det julemyldrende centrum af Randers er diskret, stiligt og ikke påfaldende fremmedartet pyntet op til den forestående højtid. Man vil næppe ud fra julepynten alene kunne få den tanke, at den, der formodentlig er den hovedansvarlige for pyntens karakter og sammensætning, stammer fra et andet land. Alligevel er spørgsmålet uundgåeligt:

Har du taget rumænske juletraditioner med til Danmark?

- Jeg har taget noget med fra adventstiden: varslet om julens glæde i form af Den Hellige Nikolaus, der kommer natten mellem den 5. og 6. december, hvor han lægger en lille pose med en appelsin, lidt chokolade og anden slik i børnenes sko. Jeg tror, at det er det eneste, jeg har taget med.

- I min familie var det en tradition, at vi sang ikke alene rumænske julesalmer, men også tyske og engelske. På den måde markerede vi, at julen er hele kristenhedens fest. Ved at synge andre folks sange var vi sammen med disse folk. Vi var en del af den kristne skare.

- I Rumænien havde vi ikke et stort måltid juleaften. Juleaftensdag hører med til fasten. Og man kan ikke spise, før den første stjerne har vist sig på himlen. I min familie holdt vi en lille fest efter den første stjernes tilsynekomst.

- Juledag festede vi sammen med familie og venner. Det vil sige i det omfang, som det kunne lade sig gøre. Da det var en almindelig arbejdsdag, kunne man først feste, når folk var kommet hjem fra arbejde.

- I dag holder jeg dansk jul med alt, hvad dertil hører. En ganske almindelig dansk jul med juletræ, salmer og gaver under træet. Vi spiser dansk mad, som i øvrigt ikke er meget forskellig fra den mad, vi fik i mit hjemland.

- Til stede er den nærmeste familie. I forbindelse med julens traditioner skal vi lægge vægt på, at julen stadfæster vore bånd. Det er vore naturlige bånd. Men det er de i lyset af det bånd, der så at sige ikke er det naturlige: Guds kærligheds bånd til os.

- Julen er for mig både knyttet til familien og til mit arbejde som organist. Juleaftensdag skal jeg spille ved fem gudstjenester, to på plejehjem og tre i kirker. I det hele taget får jeg en meget travl jul som organist.

- Dette at spille i en kirke er for mig en gudstjeneste. At tjene Gud. Når man tjener Gud gennem et håndværk, er kravet, at dette håndværk skal gøres så godt som muligt. Man skal begynde i ydmygheden.

- Ved at udføre et håndværk er vi med til at skabe skønhed. Men der findes ingen skønhed uden sandhed.

- Hvad er da sandheden i kirkemusikken? Den ligger i dens egnethed. Kirkemusik er ikke hvad som helst. Det er en musik, der egner sig til at bære de ord, der lyder. Med den særlige funktion, som kirkemusikken har ved at være knyttet til evangeliets budskab, skal den egne sig til at skabe en stilhed, hvori dette budskab kan høres. Egne sig til bøn og fordybelse. Dermed siger jeg også, at jeg afviser at identificere kirkemusik som underholdning.

Hvad synes du om de danske julesalmer?

- Den danske salmeskat udgør en fornem tradition og er noget af det mest dyrebare, vi overhovedet har. På den ene side er salmerne meget klare i deres budskab, og på den anden har de poetisk og metaforisk rigdom, som er enestående. For mig som ortodoks er den danske salmeskat blevet et hjem. Ikke mindst via Grundtvig, hos hvem jeg finder ortodokse hymner. I påsken for eksempel de to salmer "Brat, Herre Jesus, blandt dine du stod" og "Herren af søvne opvågned, opsprang". Danmark er formentlige det eneste land i Vesten, hvor man i påsken har ortodokse salmer.

- Også de danske julesalmer er enestående. Man hører det evangeliske sprog i dets renhed samtidig med, at budskabet formuleres i nye billeder. Og netop det nye i billederne svarer til den nyhed, som Gud skaber i julen.

Hvilke af de salmer, der hører denne tid til, holder du særligt af?

- En af de mest vidunderlige er "Blomstre som en rosengård". Desuden vil jeg nævne "Mit hjerte altid vanker" og "Den yndigste rose er funden".

- Julefred er Guds fred med os. Den fred, som kommer ovenfra.

- Kristus er vor fred, fordi han er freden mellem Gud og menneskene. Derfor vil denne fred også være til stede, når historien mangler fred: den konfliktfyldte historie, syndighedens historie, i modsætning til Guds frelseshistorie.

Så den skjulte jul i Rumænien var også en fredens jul?

- Julens fred stod så stærkt, fordi den var en kontrast til verden omkring os, siger Monica Papazu.

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Monica Papazu
født i Rumænien i 1954. Har levet i Danmark siden 1980. Magister i sammenlignende litteratur. En pianistuddannelse i Rumænien suppleret med præliminær orgeleksamen i Danmark. Bosat i Randers og organist ved Asferg og Fårup Kirker. Har undervist i litteraturvidenskab på Odense Universitet samt gæsteforelæst på udenlandske universiteter. Har skrevet "Diamantbroen. Om den orthodoxe Kirkes univers" (1995), "Den ukendte Eugène Ionesco" (1995), "Det sidste slag på Solsortesletten. Den nye verdensorden - den nye totalitarisme" (1999) og "Det hvileløse hjerte" (2004). I foråret 2006 udkommer "I Guds klare solskin. H.C. Andersens kristne eventyr og historier". Gift med journalist Carlo Hansen. Parret har to døtre på henholdsvis 10 og 19 år.