Fire ud af ti danskere tror på engle

Både internationalt og lokalt som her på Christiania i København er interessen for engle stigende. ? Foto: Leif Tuxen.

Når der i dag holdes International Engledag, er det med tilslutning fra mere end 40 procent af danskerne. Flest kvinder og midaldrende, men også ateister tror på engle, viser ny undersøgelse. Religionsforsker er overrasket

Engle daler ikke ned i skjul, men direkte ned i danskernes dagligstuer. I hvert fald tror hele 43 procent af danskerne på, at der findes engle, ifølge en ny meningsmåling, som analyseinstituttet Zapera har foretaget for Kristeligt Dagblad.

Ud af 964 adspurgte svarer 15 procent, at de helt sikkert tror på engle, mens 28 procent svarer "ja, måske". Undersøgelsen viser samtidig, at flest midaldrende, flest jyder og flest kvinder tror på engle.

Men selv blandt dem, der definerer sig selv som ateister, tror otte procent på engle.

Dermed er danskerne en del af en international tendens, hvor engle i stadig højere grad betragtes som virkelige væsener, der kan rådgive og støtte i svære situationer.

Det ses blandt andet netop i dag, hvor der afholdes International Engledag i adskillige lande, herunder Danmark, ligesom der for få uger siden var stor fokus på den norske prinsesse Märtha Louise, der som stifter af en alternativ uddannelse vil lære folk at kommunikere med engle.

Tim Jensen, religionsforsker ved Syddansk Universitet, er overrasket over det store antal danskere, der tror på engle.

- At næsten halvdelen tror på engle i et eller andet omfang virker som relativt mange. Men spørgsmålet er, om de tror på engle ud fra en religiøs opfattelse eller mere som en poetisk størrelse. For mange kan det for eksempel være behageligt at tro, at deres nærmeste ikke forsvinder helt, når de dør, men i stedet bliver til engle, siger Tim Jensen.

I undersøgelsen svarer 67 procent af de engle-troende, at de netop betragter engle som mennesker, de har holdt af, som nu er døde. 48 procent mener desuden, at engle kan gribe direkte ind i menneskers liv.

Leena Øenbål er indehaver af Englehuset, som arrangerer udviklingskurser og sælger produkter, baseret på troen på engle. Det glæder hende, at mere end 40 procent af danskerne tror på engle.

- Jeg oplever helt klart en stigende interesse for engle. Det er ikke tilknyttet en bestemt religion, men mere en erkendelse af nogle universelle energier. Generelt er vi blevet mere åbne over for det alternative, og derfor tør folk også stå ved deres tro på engle, siger Leena Øenbål, der ser den norske prinsesse Märtha Louises tro på engle som en døråbner for folk med samme opfattelse.

- Selvom der blev gjort grin med den norske prinsesse, er jeg sikker på, at hun gør det mere acceptabelt at tro på engle, siger Leena Øenbål.

Engle har en lang historie og kendes i de fleste etablerede religioner som sendebude mellem Gud og mennesker. I Det Gamle Testamente nævnes englene allerede i Første Mosebog, hvor ærkeenglene Mikael og Gabriel vogter ved udgangen af Paradisets Have.

Danskerne ligger stadig langt bag amerikanerne, hvoraf 79 procent tror på engle. Flere internationale meningsmålinger viser desuden, at især kvinder og folk med lavere uddannelser tror på engle.