Folkekirken går til kamp mod AIDS

World AIDS day markeres i hele verden

Første december er AIDS-dag. Dagen markeres i hele verden som World AIDS day og også i folkekirken, hvor AIDS-præst Carina Wøhlk fortæller om kampen mod sygdommen

I Helligåndskirken, som ligger midt på Strøget i København, kan man den første december komme til AIDS-gudstjeneste to gange. World AIDS day markeres nemlig med både en aftengudstjeneste og en lysandagt i forbindelse med Helligåndskirkens natkirke.

Københavns stift indtager en særlig plads i kampen mod AIDS og imod de fordomme, der knytter sig til sygdommen. I Københavns stift er ansat en særlig AIDS-præst, Carina Wøhlk, som til daglig har sin base i Helligåndskirken.

Sammen med to andre præster står Carina bag AIDS-gudstjenesterne den første december. Den første gudstjeneste har titlen: "Stop AIDS -keep the promise!"

- Det var også temaet for AIDS-gudstjenesten sidste år, fortæller Carina og fortsætter

- men desværre er vi nødt til at gentage det. Løfterne er nemlig ikke blevet holdt. Fra politisk

side, og også kirkepolitisk, er det ofte blevet lovet, at nu skal der dæmmes op for den AIDS-epidemi, som ikke mindst hersker i udviklingslandene. Men der er bare ikke sket særlig meget.

"Stop AIDS - keep the promise" er et kald til kamp, kampen mod spredningen af sygdommen og kampen mod de fordomme, som knytter sig til sygdommen, siger hun.

I Danmark, hvor der er nem adgang til medicin, er HIV/AIDS ikke nødvendigvis længere en dødelig sygdom. Efter den såkaldte kombinationsbehandling blev opfundet, kan mange af de mennesker, der har fået konstateret HIV/AIDS, leve lige så længe som folk, der ikke er ramt af sygdommen.

Derfor er det måske egentlig lidt underligt, at det er nødvendigt med en særlig præst til AIDS-syge. Hvis der skal være en AIDS-præst, hvorfor skal der så ikke være en kræft-præst eller en diabetes-præst, kunne man spørge.

- Jeg kunne helt sikkert også unde de kræftsyge, at der var en kræft-præst, men der ligger en vigtig signalværdi i, at kirken ansætter en AIDS-præst, fordi AIDS er en sygdom, der er behæftet med nogle helt andre tabuer end for eksempel kræft. Kirken har selv medvirket til at fordømme AIDS-smittede, siger Carina og fortsætter 

- I kirkelige kredse findes der endda mennesker, som opfatter sygdommen som Guds straf. Derfor er det vigtigt, at kirken udsender et andet signal. Som AIDS-præst er jeg en modreaktion til fordømmelsen. Jeg har et slogan, der lyder sådan her: fordømmelse er forsømmelse af budet om næstekærlighed.

- Tabuerne og fordommene opstår, fordi AIDS overføres seksuelt og fordi den samtidig er dødelig. I folks bevidsthed er HIV/AIDS stadig en "bøssesygdom". På den måde tror man, at man kan afgrænse sig fra

sygdommen. Men HIV-virus diskriminerer altså ikke, det rammer både gamle og unge, homoseksuelle og heteroseksuelle. Og i Danmark bliver der flere og flere HIV-smittede, siger Carina.

Carina Wøhlk anser sin funktion som AIDS-præst for at være vigtigere idag end nogensinde før.

- Idag er min funktion måske vigtigere end nogensinde. For netop fordi HIV-smittede i dagens Danmark har fået langt bedre behandlingsmuligheder og dermed ikke er livstruede på samme måde som søstre og brødre i udviklingslandene, har man fjernet mange af de tilbud, der tidligere var til de smittede.

Men de mennesker, der er ramt af sygdommen, møder stadig en masse fordomme og kæmper desuden med de bivirkninger, som medicinen medfører, siger Carina. 

Første søndag i hver måned holder Carina Wøhlk derfor AIDS-gudstjeneste i Helligåndskirken. Åbenhed i forhold til sygdommen er meget vigtig ved disse gudstjenester.

- For de mennesker, der kommer til AIDS-gudstjeneste er det befriende at opleve, at man i kirkens rum kan sige både HIV, AIDS, sex og kondomer, siger Carina.

- Og når vi siger Fadervor tager vi altid hinanden i hænderne, for det er vigtigt at vise, at kirken i bogstaveligste forstand ikke er berøringsangst, slutter hun.