Gospelsangere skal give egyptiske børn en stemme

På lørdag den 8. juni vil gospelkor optræde rundt i Københavns centrum. Arrangementet hedder GospelAid og foregår til fordel for udsatte, egyptiske børn. Her er det et foto fra GospelAid 2012. Foto: Tove Lind Iversen, Danmission

1000 gospelsangere fra Danmark, Norge og Sverige forventes at indtage København på lørdag. Med optrædener rundt i byen skal de sætte fokus på udsatte børn i Egypten

Skal du på strøgtur i København på lørdag den 8. juni, kan du forvente en oplevelse ud over det sædvanlige. På pladser rundt omkring i det centrale København vil gospelsangere fra Danmark, Norge og Sverige optræde med koncerter. Den livsglade musik skal sætte fokus på udsatte børns forhold i Egypten, hvor der ifølge Danmission er cirka 3 millioner handicappede børn, 3,7 millioner børnearbejdere og 1 million gadebørn.

Hele arrangementet, som bærer navnet GospelAid, er et samarbejde mellem gospelkirken The Gospel Fellowship og den folkekirkelige organisation Danmission.

GospelAid handler om at gøre drømme til virkelighed. Den 8. juni smider vi janteloven væk og tillader os at drømme stort. Om en verden uden sult og fattigdom. Og om en verden hvor børn får lov at være børn, siger projektleder Hans Christian Jochimsen.

LÆS OGSÅ: Aretha Franklin optages i gospelmusikkens Hall of Fame

Alle, som har lyst til at synge gospelmusik, kan deltage. Korene øver i løbet af dagen i Vor Frue Kirke, som også er ramme for dagens kulmination: en stor støttekoncert.

I løbet af dagen vil forskellige gospelkor give koncert på Gråbrødre Torv, Kultorvet og Gammeltorv/Nytorv, hvor der også vil være en stor markedsplads med salg af mad og genbrugstøj. LÆS OGSÅ: Fra religiøs gospel til populærmusik

Overskuddet fra dagen går til Danmissions arbejde for udsatte børn i Egypten. Se video fra Gospel Aid 2012 med sangen "We Can Move Mountains":