Gud bevare Danmark

Dronningens nytårstale er et væsentligt element i danskernes civilreligion. Foto: Scanpix

Dannebrog, Dronningen og nationalsangen er med til at give en fælles fornemmelse af det at være dansker

Klokken 18 nytårsaften sidder millioner af danskere klar ved tv-skærmen. Gæsterne er kommet, et glas skænket op, og ve den arme stakkel, som er sent på vej. Enten er man der før tiden eller efter. Man kommer ikke anstigende midt i Dronningens nytårstale.

Det er et ritual, som vægter så tungt hos en tilpas stor del af befolkningen, at forskere ikke tøver med at udnævne dronningens nytårstale som et af de stærkeste symboler på civilreligion.

Civilreligion har ingen kirke eller præst, moske eller imam, rabbiner eller synagoge. Det er et begreb forskerne bruger til at beskrive, hvordan en fælles fornemmelse af at være dansker - det kunne også være en anden nation - på tværs af religion og status giver samfundet sammenhængskraft. Den sikrer nationens beståen.

- Når Dronningen dukker frem på skærmen, ved man, at stort set alle andre danskere ser den samme tv-transmitterede tale. Det samme ved man klokken 24 samme aften, hvor der lyttes til rådhusklokkerne, og værter og gæster står ret under "Vær velkommen", "Der er et yndigt land" og "Kong Christian", siger professor i religionssociologi Margit Warburg, Københavns Universitet, som er ekspert i civilreligion.

Civilreligion er ifølge Margit Warburg ikke "bare" en hvilken som helst begivenhed, der samler danskerne om en fælles sag. Der skal være et element af Gud involveret, som når Dronningen hvert år slutter talen med sit valgsprog "Gud bevare Danmark". Andre forskere vil mene, at visse fodboldfans ritualer om favoritholdets kampe har civilreligiøs karakter. Margit Warburg kan til nød gå med til landsholdskampsritualet, hvor "og det var Frejas sal" brøles udover et stadion.

- Men det er en udvanding af begrebet civilreligion, hvis det skal dække alle begivenheder, der styrker den nationale identitet.

- Jeg mener, at der skal være en overordnet åndelig kraft i civilreligion. Ikke en Gud som hører til et bestemt trossamfund, men en Gud som man føler giver for eksempel Danmark en særlig opmærksomhed. Det vigtige er den ubevidste tro på, at Danmarks beståen eller nationens eksistens ikke alene afhænger af befolkningen selv, men også af højere magter.

Alle nationer mener, at Gud holder med dem, men det tillægger Margit Warburg ikke stor betydning. Selvfølgelig kan man ikke sige, hvem Gud holder med. Det handler om den fællesskabsfølelse tanken om Guds særlige opmærksomhed skaber.

- Og nytårsaften bekræfter Dronningens tale vores pagt med en højere magt.

Debatten om civilreligion har siden den franske 1700-tals filosof Jacques Rousseau handlet om, hvordan samfund ikke bør styres af religion og dog alligevel har brug for (civil)religion. Den sikrer enighed om samfundsmoralen og er uafhængig af politiske magtkampe. Civilreligionen sikrer sammenhængskraft i et land ved at forene en grundlæggende samfundsmodel og samfundsorden med en religiøs autoritet.

- I Danmark var det under enevælden (1660-1849) i høj grad kirken, som opdrog borgerne til gode samfundsborgere. Både i kirken og i skolen. Kirken fungerede som bindeled mellem borger og stat. Den havde også monopol på overgangsritualerne som dåb, konfirmation og ægteskab. Efter Grundloven i 1849 er det en nation af selvstændige borgerne med rettigheder og pligter, der omgiver staten, siger Margit Warburg.

Men dermed forsvinder Gud ikke. Gud er bare ikke længere kirkens alene. Folkekirken var hverken dengang eller nu afskåret fra at deltage i civilreligiøse ritualer. Men de foregår ofte uden for kirkerummet. Som for eksempel Dronningens nytårstale, rådhusklokkerne og den efterfølgende korsang.

- At alle love underskrives "Vi Margrethe den Anden, at Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt ... " signalerer også, at selvom Dronningens embede og råderum er fastlagt ved sekulær lovgivning, så er folket ikke alene om at legitimere den danske samfundsorden. Gud er med os.

Civilreligiøse ritualer virker kun som identitetsskaber for den særlige danskhed, så længe et flertal af et folk er enige om deres betydning. Civilreligiøse begivenheder opstår og glider ud. Den første nytårstale var Christian X's radiotransmitterede af slagsen i 1941. Et andet civilreligiøst ritual, der hidrører besættelsestiden, er den 4. maj i Mindelunden, som Margit Warburg spår ad åre vil forsvinde.

- Det samme gælder nok morgensangen. Jeg ved ikke, i hvor mange skoler man stadig har morgensang med sange som "Venner, ser på Danmarks kort", hvor de sidste linjer "skærme Gud vor gamle rede, - skænke os et Danmarks kort, hvor al dansk igen er vort!" eller "Jeg elsker de grønne lunde" hvor man synger "end er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag", ritualiserer danskheden og skaber sammenhold.

Margit Warburg understreger, at også monarkens nytårstale kan have sin begrænsede levetid. Den virker kun som civilreligion, så længe et flertal af danskerne accepterer, at Dronningen taler på Danmarks vegne.

- Civilreligion er jo et postulat. Man postulerer at tale for alle danskere uanset tro og etnisk oprindelse. Civilreligionen kan kun ophæves, hvis tilstrækkeligt mange modsiger postulatet.

Det er ifølge Margit Warburg meget svært at protestere mod det fællesskab man bliver indlemmet i. Men et af eksemplerne var Rebild festen i 1976, hvor 200-året for den amerikanske uafhængighedserklæring blev markeret.

- Rebildfesten har siden starten i 1912 været et internationalt fællesskab, som går ud på, at dansk-amerikanere fejrer sig selv. Rebild repræsenterer det Jylland, som engang var meget fattigt, og hvor en stor del af udvandringen til USA kom fra, blandt andet 20.000 mormoner. Og i 4. juli-festlighederne indgår også en gudstjeneste. Her bekræftes hvert år, at Danmark er et land, man udvandrer fra, og USA er et land, man indvandrer til. På den måde bekræftes både danskere og amerikanere i, hvordan de opfatter deres land. Det kan faktisk være en ekstra hindring for integration i Danmark, at danskere i den grad har en opfattelse af sig selv som udvandrere.

Men i 1976 skete der noget andet end den bare bekræftelse af national identitet. Over bakkerne kom nemlig teatergruppen Solvognens mænd og kvinder på brogede ponyer og iklædt indianerdragter for at protestere mod folkemordet på USA's oprindelige indbyggere.

- De afbrød Dronningens tale. Men det er af de få måder, man kan erklære sig uenig på, hvis man fra en "civilreligiøs" talerstol bliver indlemmet i en sammenhæng, som man ikke føler sig som en del af.

Et andet omdiskuteret civilreligiøst symbol er Dannebrog, som ifølge myten faldt ned fra himlen den 15. juni 1219 og dermed hjalp kong Valdemar Sejr til sejr over esterne.

- Det viser noget om civilreligiøse symbolers magt, at det kan skabe så meget vrede, når Dansk Folkeparti nærmest har taget det danske flag som varemærke. Dermed får partiet jo retten til at definere sammenhængskraften i samfundet. Partiet sætter sig ifølge kritikerne på definitionen af, hvad det vil sige at være et folk. Det har så udløst beskyldninger om, at Dansk Folkeparti har stjålet symbolet og lader dermed, som om at vi alle tror på det samme. Netop på grund af kraften i et symbol som ikke kan tale selv, tvinges de uenige til at handle lige så spektakulært som Solvognen i 1976. Civilreligion skal man være enig om, og derfor kæmpes der om den.

Ifølge Margit Warburg har civilreligionen potentialet til både at samle og udstøde medborgere i et samfund. Det gælder også indvandrere.

- Indvandrere bliver kun indlemmet i civilreligionen, hvis de selv vil, og hvis samfundet lukker dem ind, siger hun.

Som eksempel nævner hun to eksempler fra det virkelige liv. Begge om fastelavn, som hos Margit Warburg også er et civilreligiøst ritual på grund af den gamle tilknytning til kirkens faste.

Det ene handler om en lille indvandrerdreng, som udklædt sang "Boller op, boller ned" hos en dansk kvinde. Og som måtte gå derfra med den besked, at han ikke skulle komme her og tro, at han var en del af de danske traditioner.

Det andet handler om en anden lille indvandrerdreng, som stillede sig op ved en gadedør og bad om penge - han var ikke klædt ud, og han sang heller ikke.

- I det første eksempel blev drengen ikke lukket ind i fællesskabet, men meget direkte udstødt. I det andet havde drengen - og hans forældre - ikke forstået sammenhængen mellem udklædning og almindeligt tiggeri. Det er både skolen og forældrenes ansvar at forklare traditionerne for børnene, og dernæst samfundet - vores allesammens - opgave at indlemme de indvandrere som ønsker at tage deres nye land til sig.

Fastelavn er blevet en børne-folkefest. Men den har stadig en religiøs sammenhæng, men er med få undtagelser flyttet ud af kirken - eller den nu overvejende sekulære fest er flyttet ind i kirken - og er blevet en del af de civilreligiøse ritualer.

Og hun erindrer også om den næste store civilreligiøse begivenhed efter nytår: den kongelige dåb den 21. januar 2006. Ifølge Margit Warburg har dåben for de fleste intet med kirken at gøre. Det er en tradition.

- Eller som en af mine kolleger siger: Børn døbes ind i danmarkshistorien. Dåben er blevet en del af det at være dansk. Og netop den kongelige dåb markerer, at Danmark er fremtidssikret. Kongehuset har overholdt sin pagt med folket, sikret dets fortsættelse - og det transmitteres på tv, så vi ligesom nytårsaften kan få fornemmelsen af at høre sammen som folk.