Jesu opstandelse er en prædiken - ikke en kendsgerning

Opstandelsen skal vi hverken argumentere for eller imod eller modbevise. Det lader sig ikke gøre, skriver sognepræst Jens Kvist

Professor Svend Andersens meget bastante udmeldinger om Jesu opstandelse (eller ikke-opstandelse) har fremkaldt mange lige så bastante reaktioner, mestendels fra de såkaldt "bibeltro" præster, der insisterer på, at opstandelsen skal forstås helt bogstaveligt, hvor Andersen vil hævde, at den bare skal forstås billedligt. Og det er her, kæden hopper af for begge parter. Modstillingen bogstaveligt eller billedligt er misvisende. For det drejer sig om tro, og så kan man ikke insistere på det ene eller det andet.

Debatten får mig til at tænke på en tv-udsendelse sidste år med den noget tendentiøse titel "Religion - roden til alt ondt", en udsendelse sendt over to aftener, hvor temaet den ene aften var "Illusionen om Gud" og den anden aften "Den religiøse virus". Ingen af delene var venligt ment, naturligvis.

I et af de mange klip så man, hvordan en britisk professor, der blev præsenteret som erklæret ateist, gik rundt i Jerusalem sammen med en turistguide, der forklarede, hvad de så: "Her er stedet, hvor Jesu kors blev rejst", sagde guiden, mens han pegede på et hul i jorden.

Og videre: "Her er stedet, hvor Jesu legeme blev lagt". (Han sagde dog ikke: Her ligger Jesus begravet!). "Her er stedet, hvor han opstod." Og hver gang stillede professoren det samme monotone spørgsmål: "Kan De bevise det?" Og hver gang var svaret det samme: "Nej, men det er noget, man siger." Nu skal det måske indskydes, at guiden selv var jøde og iflg. sagens natur selvfølgelig ikke selv troede på noget som helst af det, han sagde.

Den britiske professor havde gjort sig opgaven let. De fleste, han interviewede, kunne enhver se, havde en skrue løs, og så er det jo ingen sag at fremstille sig selv som et fornuftsmenneske i modsætning til dem. Der var for eksempelen præst, der påstod, at Bibelen var totalt blottet for indre modsigelser.

Og den påstand er jo meget nem at tilbagevise. Bare tag beretningerne om Jesu opstandelse. Matthæus og Markus er vildt uenige i, hvordan kvinderne reagerede. Hos Markus siger de ikke noget til noget, fordi de er bange. Hos Matthæus stormer de hen og fortæller disciplene, hvad de har fået at høre ved den tomme grav. Tankevækkende, i øvrigt, at kvinderne er de første, der forkynder opstandelsen!

Svend Andersen kalder det naivt at tro på opstandelsen sådan rent bogstaveligt. Det skal forstås billedligt, siger han. Men så kan vi lige så godt forkynde eller prædike, at Che Guevara eller formand Mao er opstanden, eftersom de herrer jo stadigvæk er et ikon for mange. Og det er just prædiken, vi taler om!

Det er da topmålet af naivitet, blandet med en god portion hovmod, at tro, at evangelisterne har haft nemmere ved at tro på opstandelsen end vi moderne, oplyste mennesker i dag! Også for dem ville budskabet da have været meget nemmere at "sælge", om de kunne have sprunget opstandelsen over.

Markus fortæller som sagt om kvinderne, der flygtede bort fra graven og holdt deres mund med det, de havde set og hørt derude. Hvorfor gjorde de det? Fordi de ikke selv troede på det og slet ikke kunne forestille sig, at andre ville tro på det. Hvad de da også fik ret i. Da de nemlig (ifølge Matthæus) fortalte om det til apostlene, blev de mødt med hovedrysten. De betragtede det som løs snak og troede ikke på kvinderne.

Længere kan vi ikke komme. Opstandelsen skal vi hverken argumentere for eller imod eller modbevise. Det lader sig ikke gøre. Opstandelsen skal forkyndes som det, der ikke kunne ske, og som der derfor ikke var nogen vidner til (se DDS 238). Påskens budskab er et ord, ikke en kendsgerning på linje med slaget ved Svold.

Jens Kvist,
Sognepræst ved Sct. Jørgens og Høje Kolstrup Kirkeri Åbenrå.
Han er medlem af Kirkeligt Samfunds ledelse.