Kirkelig kampagne skal gøre unge klogere på aids

Et ophold i Tanzania danner baggrund for materialet. - Foto: Dennis Skærup Højlund Andersen.

Folkekirkens Nødhjælp har udgivet et stort undervisningsmateriale om hiv og aids i Afrika. Formålet er at gøre de unge opmærksom på et globalt problem, hvor 11.000 mennesker bliver smittet med hiv hver dag - og at man kan gøre en forskel

Et ophold blandt aids-ramte i Tanzania danner baggrund for et nyt materiale, som Folkekirkens Nødhjælp vil bruge til at sætte den tredje verdens kamp med sygdommen på dagsordenen blandt danske unge.

Materialet består af tre dele: en film, en hjemmeside med flash-fortællinger, billeder og konkurrencer for unge, og et undervisningsmateriale til konfirmander, børn og unge i det kirkelige organisationsarbejde, der kan hentes gratis på hjemmesiden www.standsaids.nu.

- Intentionen er at sætte hiv/aids på dagsordenen hos danske unge, at vise dem, hvor stort problemet er, men også vise dem, at man faktisk kan gøre noget ved det, siger Rikke Bøgh fra Danmarks Kirkelige Mediecenter, der har produceret materialet for Folkekirkens Nødhjælp.

I filmen møder to unge danskere, Signe og Andreas, Finest fra Tanzania, der er en ung pige på 18 år, som har aids. Det fik hun, da hun måtte sælge sex for at få mad til sin søn.

Finest er blot en af de unge, som de to danskere Signe og Andreas møder under deres besøg i Tanzania. Og selv om der hver dag dør 8000 mennesker af aids, så møder de også en lille succes i form af Modestus og Puldencia, der lærer andre unge om hiv og aids. En viden, der redder liv.

Folkekirkens Nødjhælp forventer selv, at omkring 20.000 unge de næste to måneder vil se filmen og besøge hjemmesiden.

- Det er vores erfaring fra sidste år, at materialet i høj grad bliver brugt i kirkerne. Materialet er målrettet til de unge, men jeg tror, at voksne kan få lige så meget ud af det som de unge, siger Rikke Bøgh, der har "testet" materialet på sine voksne venner.

Materialet udgives i forbindelse med Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling 4. marts 2007. Sogneindsamlingen sætter i år fokus på hiv og aids.

Formålet er at bevidstgøre danske unge om aids-epidemien i verden og retten til at bestemme over sin egen krop, i håbet om at de vil handle aktivt for at standse spredningen af hiv-smitten inden 2015.

- Det ville være rigtig dejligt, hvis de unge reagerer ved at melde sig som indsamlere, men der er også andre måder at handle på. For eksempel ved at skrive kronikker til lokalaviserne eller bare at fortælle sin familie og venner om det. Det handler om at gøre opmærksom på, at der er et problem, siger Rikke Bøgh.

Rikke Bøgh var selv med i Tanzania for at sammensætte materialet.

- Det gjorde et stort indtryk på mig at være nede og lave filmen. Først så tænkte jeg: Okay, jeg er professionel. Men når man møder Finest på 18 og ser, at hun faktisk har aids, og at hun faktisk har en søn på tre år, så får man bare lyst til at gøre noget ved det.

- Så længe det bare er statistikker man hører om fra fjernsynet og avisen, så kan man lægge det fra sig på vej til Brugsen. Men det er sværere, når man har set det med egne øjne, siger Rikke Bøgh.

www.standsaids.nu
www.noedhjaelp.dk