Kristne er delt i spørgsmålet om alkohol på rusture

Rusturene er til for at ryste de nye studerende sammen -- men risikerer de snarere at splitte de studerende på grund af holdningen til alkohol? - Foto: Jesper Kristensen

Ølstafet, hytteture og druklege. Kristne kan have en svær studiestart, når der er alkohol på programmet, mener generalsekretæren for KFS. Men ifølge en kristen forening på biovidenskab er der plads til alle på rusturen

Mange kristne studerende er blevet hægtet af på rusturene. De ønsker at være en del af fællesskabet, men ikke på alkoholens præmisser. Men hvor stort er problemets omfang?

Kristeligt Forbund for Studerende anerkender, at der er et problem:

- Alkoholforbruget ved studiestart kan ofte være et issue for troende. Der er klart kristne studerende, der oplever at føle sig udenfor, bekræfter generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende, Robert Bladt til Urban og tilføjer, at kristne alligevel bør deltage:

- Kristne studerende kan være et godt eksempel på andre måder at håndtere alkohol på, udtaler Robert Bladt.

Men på Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet (LIFE) kommer de kristne generelt godt fra start. De bliver ikke presset til at indtage alkohol og føler sig ikke hægtet af, når de er på rusture. Peter Bach Nikolajsen, som studerer på biovidenskab, har indtryk af, at rusturen er forløbet uden vanskeligheder.

- Rusturen som helhed var rigtig hyggelig og afslappende også selvom man ikke væltede sig i alkohol. Der var altså masser af plads til dem, der ikke ønskede at drikke sig i hegnet, fortæller Peter Bach Nikolajsen.

Han er desuden medlem af KF LIFE - en kristen forening på Det Biovidenskabelige Fakultet, som har eksisteret siden 1907. I forbindelse med studiestarten har der været arrangeret frokostmøder, hvor kristne kunne komme og høre om foreningen.

- Vi vil gerne gøre opmærksom på, at man godt kan være kristen og studere naturvidenskab, udtaler Peter Bach Nikolajsen.

Foreningen var også med på dyrlægernes rustur, hvor de havde lavet en post kaldet Noahs Ark. Her informerede de om foreningen og inddrog de studerende i en gang gæt og grimasser om dyrene i Noahs Ark.

- Det blev modtaget rigtig fint. De nye studerende var meget åbne og imødekommende, siger Peter Bach Nikolajsen og tilføjer, at foreningen næste år vil tilbyde en post på andre rusture på Det Biovidenskabelige Fakultet.