Kunst i kirken eller kirke i Congo?

Sognepræst Peter Birch fortæller om restaureringen af Vor Frelser Kirke tilbage i 2009. Foto: Casper Christoffersen

Der er ikke en modsætning mellem kvalitet og næstekærlighed, siger sognepræst Peter Birch. "Jeg savner en revolutionær samvittighed i kirken i dette spørgsmål," siger sognepræst Niels Nymann Eriksen

Kan folkekirken forsvare at bruge 803 millioner kroner om året på vedligeholdelse af kirkegårde og kirker, kunstindkøb og dekoration, når næsten uden for døren beder om hjælp? Det spørgsmål har været diskuteret igennem århundreder og er stadig aktuelt.

Da Kristeligt Dagblad i juni i år spurgte 2170 sognepræster om, hvorvidt de mener, at folkekirken bruger for mange penge på finkunst og for få på diakoni, svarede 47 % af de adspurgte ja.

LÆS OGSÅ: Præster er utilfredse med kirkens sociale indsats

Mange kirker bruger da også rigtigt mange penge på vedligeholdelse og kunst, og folkekirken bruger hele 11,5 % af sit budget på vedligeholdelse og nyanskaffelser. Men det er der også god grund til ifølge sognepræst Peter Birch fra Vor Frelsers Kirke på Christianshavn.

Vi lever i en verden og en tradition, hvor kirkerummet har været anderledes udstyret end andre rum, vi færdes i. Det har en betydning på mange ledder og kanter, at kirkerummet i sin udformning understreger, at her er der tale om noget andet end et mødelokale eller et forsamlingshus, og at det, kristendommen siger, er noget ekstraordinært. I kirken kan skønheden på den måde sættes i evangeliets tjeneste."

I Vor Frelsers Kirke har man netop brugt op mod 65 millioner kroner på en gennemgribende renovering af blandt andet gulv, hvælvinger og vinduer. Det er Peter Birch ikke ked af.

Dengang man traf beslutningen om at renovere kirken, kunne man selvfølgelig godt have sagt, at det kan vi ikke bruge så mange penge på. Man kunne jo godt have lukket kirken og revet den ned, når nu den var i forfald. Men der vil jeg sige, at folkekirken ikke kun her hos os også er en ganske betydelig kulturforvalter på fællesskabets vegne. Både kirkemusikalsk, gudstjenesteligt og diakonalt varetager folkekirken jo opgaver på fællesskabets vegne.

Kirkens udsmykning kan også forkynde
Sogne- og indvandrerpræst i Apostelkirken på Vesterbro, Niels Nymann Eriksen, vil heller ikke afskrive kirkerummets æstetiske betydning.

Kirkerummet bidrager på flere forskellige måder. Det, der i virkeligheden er vigtigst for mig, er den historiske fornemmelse, som rummet bærer med sig. At her har mennesker været forenet i sang og lovsang til Gud i flere generationer.

Det visuelle betyder også noget. Det, at der er højt til loftet, at man befinder sig i et stort rum, giver en erfaring af egen lidenhed, og så vil jeg også sige, at kirkerummets udsmykning er væsentligt for mig, og det er også ting, jeg inddrager i mine prædikener. Man kan sagtens fremdrage de forkyndende elementer i kirkens udsmykning, for eksempel har Apostelkirken et opstandelsesbillede af Joakim Skovgaard, der særligt i forbindelse med bisættelser kan hjælpe folk.

Selvom Nymann Eriksen altså også værdsætter kirkens æstetiske udtryk, mener han stadig, at kirken bruger for mange midler på kunst og vedligeholdelse, og at det går ud over det diakonale arbejde.

Det er min vurdering, at der bruges uforholdsmæssigt mange midler på kunst i folkekirken. For mig er der også et globalt perspektiv i det, og jeg vil gerne være med til at problematisere den økonomilov, der siger, at man ikke har lov til at anvende menighedsrådets midler til at støtte diakoni uden for landets grænser.

Den økonomilov, han omtaler, er det samlede grundlag for folkekirkens økonomi og blev vedtaget af folketinget i 1984 og er siden blevet opdateret flere gange. Nymann Eriksen fortsætter.

Man kan for eksempel ikke støtte en venskabsmenighed i Den Tredje Verden. Det kan man i den anglikanske kirke, hvor man kan give tiende til andre menigheder. Den mulighed foreligger ikke i Danmark. Det, at kirken er et globalt fællesskab, er der ikke mulighed for at realisere i Danmark.

LÆS OGSÅ: Glemmer vi det diakonale arbejde, halverer vi kristendommen

Ingen nødvendig konflikt
Også Peter Birch fra Vor Frelsers Kirke kan se en pointe i, at kirken kunne blive bedre til at fordele de midler, den har til rådighed. Men han mener ikke, at der behøver at være en konflikt mellem fin og flot kunst og så en social indsats.

Man kan altid diskutere, om det er rimeligt at bruge 200.000 kroner på en messehagel eller 5 millioner på et orgel, men der er det vigtigt at huske på, at kirken altid har stået for noget kvalitet, og deri ligger der også en værdi. Der er også ofte en automatisk forargelse i, at man stiller en modsætning op imod kvalitet på den ene side, og noget, der kunne være billigt, på den anden side.

I Det Nye Testamente taler Jesus om, at de fattige, dem har I altid hos jer. En kvinde, der lever i synd, vil salve ham med en dyr salve, og Jesus lader hende gøre det, hvilket forarger farisæeren Simon. Men forargelsen omsættes ikke i handling forargelsen står ofte alene. På samme måde er det til tider med den her debat. Man siger 'Uh, hvad kunne de penge ikke være blevet brugt til,' men så må man spørge om, hvorvidt de penge, der bruges på en dyr altertavle, så ville være blevet brugt på diakoni i stedet for.

Men kunne pengeforbruget ikke give anledning til selvransagelse i kirken i en tid med finanskrise og hungersnød på Afrikas Horn?

Man skal selvfølgelig altid vurdere sin brug af penge, men hvis man har vurderet, at man har brug for en ny altertavle, så mener jeg ikke, at det står i et konkurrenceforhold til at hjælpe Afrikas Horn. Vi lever i et overflodssamfund, hvor vi, selvom vi holder fanen højt på kvalitet, sagtens bør kunne samle penge ind til at hjælpe. Der er ikke en modsætning mellem kvalitet og næstekærlighed.

Der er ingen tvivl om, at kritikerne har ret i, at pengene, der bruges på kunst, sidder løsere, end de penge, der bruges på det diakonale. Men omvendt skal man passe på, at det ikke sættes op som modsætninger. Grundlæggende forstår jeg diakoni som den gudstjeneste, der begynder, når man forlader kirken søndag. Det er den gudstjeneste, der fordrer af enhver at tage udfordringen op om at elske sin næste.

Niels Nymann Eriksen mener til gengæld, at eksempelvis krisen i Østafrika burde få kirken på andre tanker.

Man sidder da med en lidt dårlig smag i munden, det er svært at finde et argument for, at vi skal forfølge vores dyre og forfinede smag, når andre ikke får noget at spise. Jeg får det simpelthen ikke til at give mening. Og jeg ved godt, at denne meningsløshed på nogen måder kan siges et globalt vilkår. Men jeg savner en revolutionær samvittighed i kirken i dette spørgsmål."

Niels Nymann Eriksen i Apostelkirken på Vesterbro. Foto: Rune Evensen.
Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Kirken har netop brugt 65 millioner kroner på en stor renovation. Foto: Anders Hviid.