Kunstner maler urner og kister som et opgør med den tabubelagte død

Kunstneren Mads Henum har selv udsmykket kisten, han skal i jorden i, når den tid kommer. Han mener, den udsmykkede kiste afspejler hans personlig bedre end en anonym hvid kiste. Foto: Mads Henum

Interessen for at sætte et personligt præg på sin egen eller afdødes begravelsesceremoni, fik i 2010 kunstneren Mads Henum til at starte et kunstprojekt, hvor han specialudsmykker kister og urner

Kunstneren Mads Henum pryder både kister og urner i klare farver og flotte mønstre og har allerede skrevet sin egen sidste vilje og udsmykket den kiste, han skal i jorden i. Kristendom.dk har talt med ham om motivationen til at indlede dette kunstprojekt.

Hvorfor maler du kister og urner?
Fordi det længe har irriteret mig, at folk ikke sætter sig ned og planlægger, hvad der skal ske, når de dør. Det er noget, der kommer til at ske for os alle, så man burde gøre sig overvejelser, inden man dør. Især for de pårørendes skyld, da jeg synes, det skal være nemmere at miste et familiemedlem. Så skal de pårørende ikke prøve at huske, 'Hvad var det nu, far snakkede om dengang på restauranten, om hvordan han ville begraves?'."

"Jeg begyndte måske også at male kister af mere egoistiske årsager. Jeg skal da af sted i noget, der er sjovt. Det ville være hamrende kedeligt, hvis folk skulle se mig ligge i en helt hvid, neutral kiste. Det ville slet ikke være mig.

LÆS OGSÅ: Der skal sættes personligt præg på begravelsen. Det sker jo kun én gang

Mads Henum har i samarbejde med landsforeningen Liv & Død udsmykket 21 urner.

Urnerne og kisten er lavet som et kunstværk, man skal tage stilling til, inden man dør. Urnerne indeholder to 'min sidste vilje'-dokumenter, så de pårørende kan finde ud af, hvad den afdøde ønsker af sin begravelse, når vedkommende er gået bort, fortæller kunstneren.

"Men det er ikke let at sælge urnerne. Hvis nogen køber en urne i dag, så tror de, at de skal dø i morgen. Emnet død er jo tabubelagt så hatten passer. Folk siger altid, 'hvis jeg dør'. Men det gør man jo. Det skal hedde 'når jeg dør', og det vides ikke, hvornår er. Jeg ved ikke, hvad der sker, når vi dør, men dem, der siger, vi lever videre et andet sted, er bange for at dø."

LÆS OGSÅ: Det personlige fylder mere i begravelsestaler

"Der er så meget hemmelighedskræmmeri omkring døden. For mig er det beroligende at vide, hvordan min begravelse kommer til at foregå, og helt konkret hvordan der ser ud nede i en kiste. Det er rigtig rart, når det hele er tilrettelagt, og man ved, hvad der skal ske og ikke efterlader ens nærmeste med store spørgsmål. De pårørende vil højst sandsynligt gerne sende dig af sted på en god måde.

Henvendelser omkring køb af Mads Henums udsmykkede urner skal rettes til Begravelse Danmark.

Udover kister har Mads Henum også udsmykket urner i forskellige farver og mønstre. I alt har han udsmykket 21 urner i samarbejde med landsforeningen Liv & Død, som forhandler dem. Foto: Mads Henum
Én af de urner Mads Henum har udsmykket. Alle 21 urner kan købes gennem Landsforeningen Liv & Døds. Foto: Mads Henum