Ny fond giver penge til kirkelige projekter

Folkekirkens arbejde for og med børn og unge har tiltrukket sig opmærksomhed i den nye udviklingsfond i folkekirken. I de næste år skal flere nye projekter blandt andet få flere unge til at synge salmer og gå mere op i konfirmationsforberedelsen. Her ses skoleelever, som synger salmer i Trinitatis Kirke i København. ? Foto: Kristian Djurhuus.

Knap 1,7 millioner kroner er blevet uddelt til 17 forskellige projekter, som alle handler om udvikling af folkekirken

Hvordan skal folkekirken udvikles?

Det er der kommet 51 forskellige bud på i forbindelse med Den Folkekirkelige Udviklingsfonds uddeling af økonomisk støtte. Og i dag har 17 af dem fået tildelt penge, som kan gøre ideerne til virkelighed.

Den Folkekirkelige Udviklingsfond har i alt fire millioner kroner, som i flere portioner som et forsøg skal deles ud frem til år 2009.

De 17 særligt udvalgte projekter har hver især fået beløb på mellem 30.000 og en halv million kroner.

Det største beløb er gået til Folkekirkens Ungdomskor. Pengene skal her bruges til at fremme og udvikle koret som en del af menigheden.

- Det er smukt, og det har en længdevirkning at give penge til Folkekirkens Ungdomskor, for har du først én gang sunget salmerne, sidder de i dig, siger teologi-lektor Hans Raun Iversen fra Københavns Universitet og fortsætter:

- Men det er også meget ufarligt at sætte pengene i ungdomskoret, for man ved allerede, at det virker.

Et andet projekt, der er blevet udvalgt, har til formål at undersøge konfirmandundervisningens betydning for den enkelte konfirmands identitet og religiøse dannelse.

Projektet, som religionssociolog Søren Østergaard fra Center for ungdomsstudier og religionspædagogik står i spidsen for, er blevet tildelt 85.000 kroner.

Også de indsatte kan nyde godt af Den Folkekirkelige Udviklingsfonds uddeling. Apostelkirkens menighedsfællesskab i København har fået 100.000 kroner til at følge op på det kirkelige arbejde, der foregår i landets fængsler.

De mange forskellige projekter er valgt ud fra en række kriterier om blandt andet geografisk udstrækning, inddragelse af frivilligt arbejde og inddragelse af lokal finansiering.

- Kravene for at blive udvalgt er, at initiativet er nyskabende og har en konkret værdi for folkekirken. Initiativerne skal både komme den almene dansker og kirken til gode. For eksempel har der været en del ansøgninger, der omhandler kommunikation. Og kommunikation er jo vigtigt for at inddrage menigheden. Uden menigheden er der ikke meget folkekirke, siger fuldmægtig Torsten Hasforth fra Kirkeministeriet.

Et projekt, der netop fokuserer på kommunikation, kommer fra Danmarks Kirkelige Mediecenter. Projektet har fået tildelt 165.000 kroner til et nyt it-konfirmandlokale på internettet, konfirmazion.dk, og den nyhed er direktør Simon Kangas Larsen yderst tilfreds med.

- Det er ret fantastisk. Vi har fået det beløb, vi havde søgt. Vi vil lave et værktøj til præsternes konfirmandundervisning, hvor de skal kunne kommunikere mellem hjem og kirke og bruge internettet aktivt i undervisningen, siger han og fortsætter:

- Udfordringen, vi har som folkekirke, er at kommunikere, og gerne med de nye mediers muligheder. Vi håber, vi får lavet en mere nærværende kirke for konfirmanderne.

Kommunikation er også central for Informationstjenesten i Aalborg Stift, der har fået tildelt 120.000 kroner. Pengene skal bruges til at skabe et fælles og gensidigt udviklingsforløb mellem ungdomsskoler, konfirmandundervisning og folkekirken, og det skal være med til at give de unge et større kendskab til folkekirken. Udvikling af sognenes hjemmesider, blandt andet med multimedieklip, er også noget af det, pengene skal gå til.

Læs leder på kristeligt-dagblad.dk

Se hele listen med projekter, der har fået støtte