"Sammen oplever vi Guds globale mosaik"

På en lignende konference i juni mødtes ledere fra Bethel World Mission Church (Herlev), Chinese Church in Copenhagen (Amager) og Church on the Rock (Valby). Foto: Tværkulturelt Center

Det københavnske kirkeliv bugner af migrantmenigheder. Det slår Tværkulturelt Center fast, når der tirsdag inviteres til regnbuekonference med serbisk-irakisk buffet, afrikansk kor, en hel række migrantpræster og et par danske biskopper

Vi tror, at der er meget at hente i at opleve, at kristendom kan have helt andre klædedragter end den, vi er vant til.

Svaret kommer prompte, da Birthe Munck-Fairwood, leder af Tværkulturelt Center og medarrangør af Regnbuekonference 2011, skal svare på, hvorfor Tværkulturelt Center er gået sammen med De Mellemkirkelige Stiftsudvalg om at arrangere et møde mellem københavnske migrantmenigheder med rødder i alt fra Østafrika til Filippinerne.

Hun mener, at møder mellem folkekirken og migrantmenigheder kan styrke dem begge:

Vi kan lære at være stolte af vores kirke. Men også at der er andre måder at være kirke på end den danske folkekirkes gudstjenste. Ved at møde andre udtryksformer kan vi inspireres og måske få lyst til at gøre nogle ting på en anden måde.

Konferencens program består blandt andet af syv minutters taletid til tre biskopper og paneldebatter med i alt seks migrantpræster. En af talerne er Amon Nkusi Kijana, der kommer fra Congo og er præst i en pinsekirkemenighed i Herlev. Han ønsker at bruge konferencen til at hjælpe flere mirgrantmenigheder i gang.

Den kan hjælpe til samarbejde og til at lære hinanden at kende. Jeg tror, at samarbejdet kan hjælpe andre til at finde kræfter til at starte menigheder.

Men det er ikke kun andre migrantmenigheder, der skal have gavn af konferencen. Også folkekirken kan ifølge Kijana lære noget.

Vi skal finde ud af, hvorfor folk ikke gider gå i kirke, selvom de siger, de er kristne. Der tror jeg, at vi migrantmenigheder kan bidrage med noget. Et problem for folkekirken er, at man især i gamle dage troede, at det var vigtigt at være stille i kirken. Og det er altså kedeligt. Jeg tror, at vi kan lære folkekirken en smule om, hvordan der kommer mere liv i gudstjenesten. Især igennem dans og musik.

Som nævnt er der også fundet plads til tre biskopper imellem sang på det eksotiske, indiske sprog malayalam og den serbisk-irakiske buffet.

Det glæder Birthe Munck-Fairwoord, at de kommer.

Jeg tror, at det er vældigt vigtigt, at kirkens ledelse er opmærksom på de mange nye menigheder i Danmark. Det er med til at legitimere, at sognekirker bruger kræfter på de nye, lokale menigheder. Omvendt er det af stor værdi for migrantmenighederne, at de bliver hørt og set.

Men ifølge hende er det ikke kun biskopperne, der kan blive klogere.

Der er en stor rigdom for alle i at opleve, at den kristne kirke er mangfoldig, og at ingen af os besidder hele kristendommens rigdom i vores egen kultur. Når vi møder hinanden, kan vi sammen få lov at opleve Guds globale mosaik. Migrantmenighederne kan bidrage til en fornemmelse for vigtigheden af engagement og glæde ved at være kristen.

Københavns Domkirke slår dørene op for konferencen tirsdag den 30. august klokken 17.00, og programmet for hele konferencen kan findes på www.tvaerkulturelt-center.dk.