Valdemars datter hed næppe Margrethe

DR's julekalender "Absalons hemmelighed" genudsendes i år. En kongefamilie fra Danmarks middelalder er i centrum. Men familieserien blander historiske fakta med fri fantasi.

Den unge kongedatter Margrethe og en ulykkelig kærlighedsaffære med Absalons påståede søn Hans er et centralt tema i DR's julekalender Absalons hemmelighed, der netop nu igen løber over skærmen. Men der er tale om fri fantasi.

For det første havde Absalon ingen børn. Han var biskop i den katolske kirke og må derfor formodes at have levet i cølibat stort set hele sit voksne liv. Det er der selvfølgelig ingen beviser for, at han gjorde. Men der er bestemt heller intet, der tyder på en kærlighedsaffære med et barn som gevinst.

Snarere taler de historiske fakta om en mand, der interesserede sig mere for kirke, magt og krig end for kvinder og kærlighed.

For det andet er det med meget stor sandsynlighed heller ikke korrekt, at Absalons fosterbror kong Valdemar den Store havde en datter ved navn Margrethe. Han havde godt nok døtre, endda hele seks, men de fire, som man kender navnene på, hed Ingeborg, Helene, Sophia og Richiza.

En af de to resterende piger kan selvfølgelig havde heddet Margrethe, men hun og hendes søster kan ligeså vel have heddet Estrid, Gunhild, Inge, Ragnhild eller andre navne, som var meget brugt i middelalderen. Under alle omstændigheder er faktum, at man ikke ved noget om de to piger og deres skæbne, andet end at de var der og var Valdemars døtre.

Men hvad så med historien om den ulykkelige kærlighed, der tvang kongedatteren i kloster? Kan en af Valdemars døtre have oplevet den? Svaret er igen nej. Der er intet historisk belæg, som tyder på, at ulykkelig kærlighed tvang en eller flere af Valdemars døtre i kloster.

Det er derimod rigtigt nok, at den ene af dem, nemlig Ingeborg, som blev fransk dronning, i en periode blev forvist til et fransk kloster af hendes mand, som hellere ville gifte sig med en anden. Men det var altså den franske og ikke den danske konge, som gjorde det, og årsagen til klosteropholdet var ikke ulykkelig kærlighed mellem to mennesker, snarere mangel på samme, fra i hvert fald Ingeborgs mand.

Og Ingeborg selv var heller ikke et blidt lam, der slå sig til tåls med at være forvist fra Paris og magtens indercirkler. Hun var en stærk kvinde, der klagede til paven, som sørgede for, at hun kom ud af klostret og blev genindsat som Frankrigs retmæssige dronning.

Nogle af Valdemar den Stores otte børn havde nemlig arvet deres fars kampgejst - og andre ikke. Den første af Valdemars den Stores sønner, Knud d. 6. havde ikke. Han fandt sig pænt i, at Absalon i realiteten styrede landet stort set hele den tid, hvor han var konge.

Knuds lillebror var derimod gjort af et stof, der mere mindede om faderens. Han er i dag kendt som selveste Valdemar Sejr - ham, der sejrede i Estland og modtog Dannebrog fra oven, da kampen så sortest ud.