Debat

Dannebrogs kristne kors vajer over danskerne

Korset vajer over vort folk, som et udtryk for en grundlæggende tillid til, at ”end er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag”, mener sognepræst Jørgen Jørgensen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Om Dannebrog faldt ned fra himlen er jo nok i bedste fald uvist, men uomtvisteligt er det, at flaget blev det samlende symbol for det at være dansk. Og det er jeg Gud taknemlig for, skriver sognepræst Jørgen Jørgensen i anledning af valdemarsdag

”Fra himlen er du faldet – du Danmarks helligdom…” Sådan lærte vi at synge om Dannebrog på søndagsskolelejrene i min barndoms Vestjylland. Det var helt ukompliceret og helt uden negative nationalistiske overtoner. Det gik i et med ”Vi er børn af sol og sommer,” som var en hyldest til naturen og i bedste mening et kald til at være unge kristne.

Senere har jeg mødt udtrykket korstog om Valdemar Sejrs togt til Estland, hvor Dannebrog efter sigende skulle være dalet ned fra himlen. Korstog - så smager mytologien knap så godt længere. Imidlertid vil jeg ikke give mig ind på at vurdere fortidens fejltagelser med nutidens målestok. Det var ikke kun i det 13. århundrede, der blev begået fejl af kristne, som var overbeviste om deres sag.

Dannebrog er et symbol for danskhed

Stadigvæk har jeg det sådan, at jeg kan synge om Dannebrog – og synge med af et helt hjerte, når Grundtvig i sine salmer også taler om rødt og hvidt, som en hyldest til det danske. Om Dannebrog faldt ned fra himlen er jo nok i bedste fald uvist. Snarere er det en korsridderfane, der var medbragt på turen. Men uomtvisteligt er det, at den blev det samlende symbol for det at være dansk. Og det er jeg Gud taknemlig for.

Tidligere var det uproblematisk at være dansk. I min ungdom var der ingen konflikter i det. Men med – især den muslimske – indvandring, er det blevet udfordret; det danske. Det kalder på vores eftertanke – og på vores besindighed. Hvad er det at være dansk – og hvad er det at samles under Dannebrog? Hvor ligger vores loyalitet?

At være dansk er knyttet til at tale dansk – og værne om det sprog, som dansk er. Et lille land i en international verden kan ikke give sine børn sprogkundskaber nok. Men modersmålet er dansk og skal være dansk. For sprog er mere end bestemte lyde. Det er en måde at tænke på, en begrebsverden.

Man kan ikke oversætte hygge, kolonihavehus, folkekirke, nærhedsprincip, fordomsfri og mange andre ord til hverken engelsk eller spansk og forvente, at de, der hører det, forstår det samme, som vi mener. Derfor er det svært at blive integreret i Danmark. Sproget er svært. Men det kan lade sig gøre, og vi skal kalde, appellere og kræve, at dem, der kommer som fremmede til vort land, får lært at tale dansk. Det er ikke et tilbud; det er et vilkår.

At være dansk er også knyttet til en solidaritetstænkning, som vi selv sætter under pres i disse år. Vi har et højt skattetryk, fordi vi grundlæggende ønsker at leve i solidaritet. Det er arven fra vækkelserne – både de grundtvigske, de indremissionske og de socialdemokratiske. Vi vil et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt. Derfor er det også værd at bevare, at afstand mellem høj og lav er overskuelig. Folkemødet på Bornholm er et udmærket udtryk for, hvordan politikere og borgere mødes i øjenhøjde.

Dannebrog er et kristent symbol

Sidst er Dannebrog også det kristne symbol. Korset vajer over vort folk, som et udtryk for en grundlæggende tillid til, at ”end er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag.” Det skilter vi ikke så højt med, men Dannebrog siger det på sin egen diskrete facon. De grundlæggende danske værdier, som Dannebrog er med til at repræsentere, er et samfund, hvor kristendom er bærende. Også langt udenfor kredsen af aktive kirkegængere.

Måske er Dannebrog ikke faldet ned fra himlen. Men de værdier, som er udsprunget af kristendommen, er faldet ned fra himlen. De fandt en basis i vort folk for over 1000 år siden og har vajet over by og land i 799 år i rødt og hvidt. Det er Guds gave til os, at vi må være kristne. Det skal vi tage imod i ydmyghed og værne med frimodighed.

”Det har vajet for de slægter,
hvorved vi og vort blev til,
over fredens milde toner,
over kampens vilde spil.”
(Uddrag af ” Flaget – Der er ingenting, der maner”, Axel Juel)

Jørgen Jørgensen er sognepræst i Aabenraa og formand for Menighedsfakultetet i Aarhus.