Diakonien bryder grænser på Danske Kirkedage

På Danske Kirkedage vil vi gerne henlede deltagernes opmærksomhed på, at diakonien bryder grænser, siger generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær, foto: Hans Christian Jacobsen

Diakonien har en fremtrædende plads på det fælleskirkelige arrangement Danske Kirkedage 2007, som foregår i Haderslev i Kristi Himmelfartsferien

Formanden for komiteen for Danske Kirkedage 2007 Helle Christiansen mener, at diakoni er et populært tema, fordi både kirker og befolkning gerne vil have noget at hænge det med kristendommen op på.

- Kirkerne efterspørger noget, som er håndgribeligt. Og diakoni er noget håndgribeligt og konkret. Og folk forventer, at kirken, hvad den end ellers er for en størrelse, da selvfølgelig er der for de svageste. Den forventning vil man gerne leve op til, siger Helle Christiansen, der til daglig er udviklingschef i Kirkens Korshær.

Temaet for Danske Kirkedage er "Kirke over grænser", et tema, som er modtageligt for mange fortolkninger. Diakoni handler jo for eksempel om at overskride den grænse, der ofte kan være mellem mennesker.

- Det er jo en velsignet titel, for den ligger jo op til lidt af hvert. Den er dog ikke opfundet med henblik på det diakonale. Men for eksempel Kirkens Korshærs oplæg om ensomhed (fredag d. 18 og lørdag d. 19. maj, red.) handler jo om, hvordan vi bryder grænserne ned mellem hinanden og kommer ensomheden til livs, siger Helle Christiansen.

Ud over Kirkens Korshær er mange andre diakonale organisationer repræsenteret på kirkedagene. På "Mulighedernes marked", et område hvor mange forskellige kirkesamfund er repræsenteret med udstillinger, kan man møde repræsentanter fra Folkekirkens Nødhjælp, Menighedsplejerne, Diakonissestiftelsen, Diakonhøjskolen, KFUKs Sociale Arbejde, KFUMs Sociale Arbejde, Caritas, Sudanmissionen med flere.

Også Folkekirkens Nødhjælp er godt repræsenteret blandt oplæggene på Danske Kirkedage. Generalsekretær Henrik Stubkjær fortæller:

- Det, vi gerne vil, er at give kirkedagene et internationalt pust. Vi vil gerne henlede deltagernes opmærksomhed på, at diakonien bryder grænser og sige, at med de gode vilkår, vi har i Danmark, så har vi noget at tilbyde de fattige og udsatte mennesker ude i verden. Vi har blandt andet også inviteret vores samarbejdspartner Mitri Raheb, som er præst i Betlehem, netop med et ønske om at åbne det internationale vindue.

- På kirkedagene sætter vi også fokus på kampen mod HIV/AIDS, som hører til et af vores vigtigste indsatsområder. Fordi vi er en kirkelig organisation, har vi nogle helt særlige muligheder i kampen mod HIV/AIDS. For i de lande, hvor vi arbejder, udgør de lokale kirker det mest fintmaskede netværk, som muliggør, at man kan nå ud til den størst mulige del af befolkningen.

Igennem de senere år har Folkekirkens Nødhjælp prioriteret deltagelsen på Danske Kirkedage ret højt, da det blandt andet er der, baglandet er at finde, fortæller Henrik Stubkjær.

- For at vores arbejde kan lykkes, og for at der kan blive lagt størst muligt politisk pres, er det meget vigtigt, at der er en folkelig opmærksomhed på de problemer, der desværre er virkeligheden ude omkring i verden, siger Henrik Stubkjær.